De havde netop forladt hønsehuset, da granaten sprang.
   Ved synet af de meterhøje flammer greb hun drengen ved hånden og løb. Med solen på sin venstre side tog hun retning mod nord. Ad de ujævne fortove, hvor de fandtes, fra port til port, hvor de endnu stod, krydsede hun sig frem med drengen grædende i hånden.
   For enden af grusvejen så hun en gruppe mænd med rød-hvide tørklæder om hovedet. Rædselsslagen løb hun ind i et forhenværende thehus. På de lave borde stod tavlaspillene endnu fremme med de små terninger på brættet, som om de blot ventede på nogen, der lige var gået udenfor for at slå en sludder af med skrædderen i den næste muråbning.
   Drengen og hun trykkede sig ind i hjørnet bag den primitive bar. Der blev de, mens mørket faldt på, og byens lyde skiftede fra hårde daglyde til bløde nattelyde.
   Fra kanden med det løgformede låg på barens bord skænkede hun drengen et glas kold te, og inden de fortsatte igennem natten, slugte hun selv et.
   Nogle hundrede meter længere fremme lå militærforlægningen. Hun valgte at vige sønden om den for at komme nærmere på pigtråden, som trak sig som en lynlås gennem det åbne land for enden af hovedvejen. Det, vidste hun, var det farligste.
   I mørket skimtede hun grænsevagtens hus med en lille lund omkring og på den anden side stationsbygningen.
   Drengen gav ondt af sig - hun havde klemt hans hånd helt sammen i angst for at miste grebet i ham.
   Hun tyssede på ham og viste ham de næste skridt. Fra træ til træ, en ad gangen. Han forrest, hun bagefter.
   Hans gesvindte lille krop forsvandt bag den første stamme. Da hun anede ham nå den næste, begyndte hun selv at løbe.
   Midt i trægruppen fik hun øje på mænd og kvinder på jernbaneterrænet, klædt i mørkt og med slørede ansigter. Kun deres hænder lyste svagt, som om de havde gnedet dem med fosfor for at gøre dem synlige i natten.
   Hun så drengen blive modtaget og trukket igennem pigtråden. Mere end halvt fuldført.
   Så samlede hun de sidste kræfter, dækkede sit hoved og kravlede frem mod hullet i hegnet. To hænder blev rakt frem mod hende. Til den ene side en stærk hånd med brede fingre og korte negle. Årerne stod som bjergkamme hen over håndryggen. Til den anden en smal ubrugt, med mandelformede negle og hvide måner. På ringfingeren bar hun Fatimas Hånd. Den usmykkede og den smykkede, den stærke og den svage, den gamle og den unge, den fælles styrke trak hende igennem.