Han lagde sig i min enkeltmandsseng. Tæt op af væggen. Plads til to. Jeg lagde mig ved siden af ham. Puttede mig helt ind. Jeg kunne mærke varmen fra hans dejlige krop. Hans hjerteslag gjorde mig altid så tryg. Det bedste sted i verden var lige her. Tidligere diskussioner og andre negative hændelser betød pludselig intet. Alt blev glemt. Det eneste, jeg følte, var kærlighed. En kærlighed stærkere end jeg før havde følt. En kærlighed så unik og fantastisk. En kærlighed, der kunne besejre alt. Ja, for vi ku' alt vi to.

"Jeg er glad for, at du kom. Selvom det ikke er så længe," sagde jeg, imens jeg lykkelig lå og lyttede til hans hjerte. Han sagde ikke noget, men hans hjerte begyndte at slå hurtigere og hurtigere. Min mave begyndte at opføre sig underligt, og jeg fik en ubehagelig snurrende fornemmelse i hele kroppen. Hvorfor sagde han ikke noget?
   "Er der noget galt?" spurgte jeg forsigtigt. Igen kom der intet svar, og hans hjerte slog stadigt hurtigere. Det snurrede ubehageligt meget i min krop nu, så jeg trak mig væk fra ham for at se ham i øjnene. Jeg havde aldrig set ham sådan før. Hans blik så tomt ud. Han ville sige noget, men det ville gøre ondt, og der ville ikke være nogen vej tilbage. Point of no return. Det havde noget med os at gøre, kunne jeg se. Det ville ikke bare gøre ondt på ham men også på mig. Tårerne fyldte hurtigt mine øjne, før han sagde noget. Livet, som jeg kendte det, ville ændre sig drastigt på et split sekund. Der skulle blot fire ord til.

Jeg så på ham med bedende øjne. Jeg håbede inderligt, at han ville fortryde i dette sidste øjeblik. Kysse mig på panden og fortælle, at han elskede mig.

Han tog sig sammen.
   "Matilde, det går ikke."