En sen efterårsaften var jeg på vej hjem fra aftenarbejde, da jeg mødte en ren hund med dens mennesker.
Parret så noget forhutlet ud. Han var så tynd og grå, at han mest af alt mindede om en overkogt spagetti. Skægget var vildtvoksende og sloges med øjenbrynene om en sammenvoksning ved næseroden.
Hun lignede en slikkepind med tynde ben og en stor mave. Hendes ansigts hud mindede mig om en vellagret emmentaler ost.
De holdt fast i hinanden, trods støtten kunne de dog ikke gå lige, men slingrede hen ad fortorvet.

Deres hund var stor, brun og trissede tålmodigt bagved dem. Den luntede frit afsted uden snor på, indtil den fik øje på mig. Jeg har altid haft hundetække, så den lyste op i et henrykt hundesmil og travede over til mig.
Hunden tog en dyb indånding og snusede til min hånd, som jeg rakte frem mod den. Jeg fik et vådt slik som tak.
"Skulle du lige sniffe lidt?" spurgte jeg hunden.
Hvorefter kvinden forarget udbrød:
"King sniffer ikke. Han er sgu clean".