Jeg er endeløs, sagde hun gennem sammenknebne læber, sprukne og med død hud, endnu ikke fjernet efter gårsdagens udskejelser. Fredag, lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag. Hvis du vidste hvor længe jeg har kæmpet for at nå dette punkt, dette udtrådte og forlængst overståede punkt - da ville du ikke dømme mig så hårdt. Han tog hendes hånd i sin, gav den et stilfærdigt klem og kiggede på hende gennem øjne af hvidpustet glas, Du er mit eneste holdepunkt i denne frygtindgydende verden, og energien, som udsprang mellem to fortvivlede sjæle knitrede og slog gnister. Der opstod en kortvarig ild, et øjeblik hvor atomerne omkring dem vibrede med en sådan fart, at Universet kunne skabes, destrueres og genskabes på ny.
Men dog kort. Kort som deres skæbner, indviklet og sammenhængende, deres handlinger udspringende af den andens beslutninger, taget i ungdommens overhalingsbane, uden tanke og uden overblik, uden evne til at betragte dem selv udefra, omend blot for et enkelt sekund. Fanget i sit eget indre er det umuligt at beskue andet end egen navle, og derved forstå, opfatte, hvordan tidligere tiders sorgfyldte huller bestemmer vejen hvorpå du går.
Da hun endelig lod sig overgive til tunge øjenlåg, listede han stille ud i den sprøde vinternat. Med hænderne i tomme lommer, og en cigaret hængende fra mundvigen begav han sig gennem det parallelunivers, som natten i byen nu engang er. Han var ene betræder af vejenes asfaltbeklædte stier, tilgroede af lysende ukrudt i betonjunglen. Han huskede hendes ord, visket stille i hans ører til mandagens morgenfest, gennem røgmaskiners tåge og dunkende basrytmer, Hvis jeg blot fandtes i kun dit hjerte, ville min lykke være gjort. Han elskede hende højt, og hendes ulykke lå ham tungt på sinde. Hvordan skulle han nogensinde gøre hende glad igen? Hvis han bare kunne tage hendes smerte og smide den ind i Helvedets gløder, kunne han smede tusinde sværd, fantastiske, hvis lige aldrig var kendt før nu. Sværd, så kraftfulde at man med et sådan i hånden ville være i stand til at nedkæmpe al dårligdom på sin vej.
Han vandrede til centrum, hvor vilde dyr hærgede gaderne. Usle sjæle på jagt efter noget eller nogen, som kunne distrahere dem, opsluge dem og med stærke hænder føre dem sikkert gennem endnu en kold nat.
Han standsede kortvarigt og lyttede til fortællingerne, som udsprang omkring ham. To kvinder, fulde og smudsigt påklædte med gårsdagens makeup udtværet under hængende bryster. De var i færd med, at standse en gammel mand, hvis skæg nåede jorden. Talte usammenhængende og ville have ham til at forstå. At de manglede penge. At de gerne ville arbejde for dem på brugte lagner i et dæmpet lys med rødligt skær. Til sidst forstod han budskabet, han var så ensom på sine gamle dage, 20 år efter hans kones død, og han lod sig trække afsted gennem beskidte sidegader, til en drøm som engang var.
Der var en gruppe af højtrøstede unge mænd, hvis liv længe havde hængt i en tynd tråd. De var på jagt efter hæder, eller et ønske om at få styr på tilværelsen, tjene penge, sidde med den bedste hånd. Dog vigtigst af alt var de på jagt efter det næste skud af trøstende hvid tåge.
Han selv befandt sig i en bobbel - skrøbelig, som var den lavet af sæbe, men med stålets kraftfulde evne til, at holde alt det fremmede ude. Han befandt sig ofte i denne, tilstede men alligevel afskåret fra den verden, der omkransede ham. Kun hun kunne dele denne sære sfære med ham. Det krævede vilje at trænge igennem, en vilje hun besad da de først mødtes, men som nu var var ved at udtømt. Og han følte sig så uendeligt ensom deraf.
Nattevandringen stod på i timevis, og da han endelig var hjemme igen, betragtede han hendes hvide, slanke krop, og lyttede til de vage vejrtrækninger, som kæmpede sig vej ud af hende. Han satte sig på sengekanten og strøede hendes gyldne hår væk fra den blege pande. Tog den silkebeklædte pude op og anbringte den ømt på hendes ansigt. Holdt den der længe. Han kvalte langsomt ildens sidste glød og tænkte ved sig selv, Nu har du endelig fred min kære.