Du siger, at du vil skrive en digtsamling, at den skal trykkes med Remington Typewriter font og have et barneansigt malet vådt i vådt på forsiden. Du siger, at du vil starte den med et citat af Turrèl, og at du ikke vil give dine digte navne, men tal - at de skal stå i vilkårlig rækkefølge, og at der ikke må være sidenumre. Du siger, at du vil opfølge den med en epilog, hvor du fortæller, hvad der videre skete, og du vil blive hyldet for dine stilistiske greb, og så vil de skrive om dig på forfatterweb, og du vil begynde at gå i sort, ryge med cigaretrør, tegne dine øjne op med kohl og gennemgå en stor depression. Du vil sidde i din lædersofa med de tunge gardiner trukket for og høre unge, potentielle musikere spille violin mens du forsøger at undertrykke melankolien, som vælder op i dig, ved mindet om din egen, pure ungdom, som gik tabt. Du vil nægte at indtage fast føde og drikke litervis af rødvin af høje glas, lade dit hår gro ud og farve det lilla og aldrig gå uden for en dør, så din blege hud vil lyse op i det konstante tusmørke. Du vil slynge dunkle maling op på et lærred i kombinationer, som chokerer omverdenen, men nægte at vise dine kreationer frem med vilje, da de jo alle sammen blot er et formålsløst forsøg på at formidle din egen ubetydelighed. Du vil anskaffe dig en hund, og alle vil ånde lettet op, fordi du nu må være i bedring, men kort efter stikker den af og bliver kørt over af en blå folkevogn, og så vil du være sønderknust og flytte i et stort palæ på landet, du vil stå alene under blodbøgens blade og lade dine magre, ringklædte fingre glide over dets bark og dvæle ved dens kølighed, du vil trække dit sjal tækkere om dine skuldre og stå rank, til husholdersken kommer styrtende og genner dig ind, for dit helbred er jo så skrøbeligt, og du vil sidde i dit vindue og tegne træernes silhuetter mod solnedgangen med kul, mens du roligt og fattet sygner hen.