Jeg vejer mig stadig dagligt for at se, hvor meget
tabet af dig tynger mig.
Skærer ridser i pladen med
Cash og river sider ud af den roman du efterlod
uafsluttet
i reolen.
Måske
troede du ikke, jeg ville føle noget.
Med så koldt og kynisk et sind, at selv
statuerne på pladsen græmmer sig
og græder i regnen. Aldrig
er der smagt saltere tårer end dem, der falder
for dine fødder,
når jeg bøjer mig og
kysser dem.
Den røde pen i min hånd skal farve
øjne, som er blege af gråd
nu, hvor blomsten i dit knaphul
ikke længere er en paradishave, men blot endnu
et objekt,
som forskønner en tilværelse, som
forblinder.
Grå stær danser for mit blik, mens
jeg klæ'r mig af foran spejlet. Mørket
æder af mit legeme og skyggerne
bider sig selv til blods
omkring mig. Dit minde er
en sort silhuet på væggen, som jeg krampagtigt
tegner op med kul igen
og igen.
Føler du noget, når mine hænder følger buen
på din næseryg?
Kan du høre den svage skraben af savn
mod tapet?
End ikke utallige kolde kopper kaffe kan
vaske
mit indre rent. Jeg undersøger stadig
hele min krop
i et forgæves forsøg på at finde dét stik, hvorpå
lugten af myntete,
måden, du spiste fersken,
lyden af din soveværelsesdør som
smækkede og
modermærket bag dit højre øre
ligger.
Det er svært at vide, at flager
af din hud
endnu ligger overalt omkring mig. For
selvom jeg har støvsuget gangen til bevidstløshed
og
mit hoved runger som en folkeskole i august,
er den blotte tanke om din stadige tilstedeværelse
unaturligt lysende
som overstregningstusch i en skønlitterær bog fra lokalbiblioteket,
glowsticks gemt i en hvid bh,
et lys for meget i kagen på min tyve års fødselsdag.
Men du skal vide.
Du skal vide, at jeg ikke længere stirrer blindt
på hoveddøren. At hvert et skridt
i opgangen ikke længere
får adrenalinen til at suse ud i mit blod.
De kolde morgenbade er ikke længere så lange og
sommetider slår tanken mig, at
blomster i vaser måske igen vil
pynte på bordene. At akvareller
af vilde roser ikke længere vil få dit navn
til at bruse i mit kranium. At bukser
lappet med ternet stof måske
ikke kun klæ'r
dig.
For på knæ i mudderet
lærte du mig, at
sidste sætninger
kan være smukke,
men kun når du ved, hvad
de er.