Stablen på sengen vokser stødt, gødet af kommodeskuffernes tomhed. Som bunker af fremtiden og fortidens forenede kræfter ligger dynger af tøj spredt ud over gulv, stol, skrivebord. Trods rodet virker her så tomt. De bare vægge skriger mig ind i ansigtet, og et kort øjeblik må jeg støtte mig mod den lukkede dør for at klare den hvide overflade; som blege tænder i et sindssygt smil skræmmer de mig, og et kort øjeblik føler jeg mig som en fremmede i det hjem, jeg skal til at forlade. Men jeg er her jo stadig. Ikke taget af sted endnu. Selvom mit gamle liv forsvinder som grus mellem mine fingre, kan jeg altid blande cement i, og bruge det som grundlag for den nye mig - kan jeg ikke? Eller er fundamentet allerede så skrøbeligt fuldt af sprækker, at mit nye højhus braser sammen ved den mindste rystelse? Jeg ved det ikke endnu. Ved ærligt talt ingenting.
   Med et suk lader jeg den sidste stak af strøgne trøjer dumpe ned i kufferten. Fører lynlåsen på plads med den ene hånd, mens den anden unødvendigt presser låget ned. Den er knapt nok fuld, og alligevel alt, hvad jeg har tilbage at bære ud i regnen. Bøger, fotografier, mapper, tøjdyr - selv den grønne lampe formet som et kattehoved har de kørt væk. Nu mangler kun jeg og min kuffert. Og mit rod. Mit kaos, usystematiske arrangementer af nips, jeg aldrig brøde mig om, og dog alligevel får glasøjne af at skulle undvære. For mine øjne smuldrer seksten års eksistens, en hverdag uden mål og med. Men trods alt et liv, jeg ikke behøvede tvivle på. Ingen valg, muligheder, endeløse rækker af stillingtagenens legioner, som jeg alene og helt selv skulle bekæmpe. Kastet ud fra helikopter over fjendeland. Fanget og tortureret af uvishedens slangestemme.
   Om jeg så bare havde ham her.
   Om jeg bare havde dén ting mindre at bekymre mig om.
   For hvad nu, hvis det ikke går? Hvad nu, hvis det er for meget, for megen afstand, for lidt sammenhold? Så hurtigt kunne han glide væk - tilbage i det tusmørke, hvorfra hans spredte sit lys og lod dagen åbenbare sin klarhed for mig. På blot et øjeblik kunne han ombestemme sig - og endnu mere livsgrus ville forsvinde fra min hånd. Så løst, foranderligt. Svært at holde fast ved, uden at kvæle det med sit greb. Umuligt at tvinge tilbage, når først det er fortabt og blandet sammen med alle de andre dynger af sand, som omgiver mig. Kan jeg stadigvæk fortryde, og klatre tilbage mod mit gamle træ? Jeg fik bygget en hel hule oppe dér; samlede stumper og stykker fra skovbunden, satte dem sammen til de var, hvad jeg ønskede, de skulle være.
   Men stormvejret kom. Regn, blæst, torden. Og et enkelt, vildfarent lyn slog sig ned i mit træ, og fik det til at bukke under for tiden. Bragende i sit fald mod den brune muld, som havde næret det.
   Intet andet valg end at fortsætte mod et nyt, ukendt mål.
   Endnu en gang lader jeg et suk sive ud gennem mine læbers skilning, hvis hjørner tyngekraften har trukket nedad. Rummet lugter allerede svagt af forfald.
   Kufferten rasler svagt, da jeg trækker den op fra gulvet, og med den i hånden ser jeg mig en sidste gang rundt i det nøgne, sjuskede værelse, før jeg lader døren klikke i bag mig, og omhyggeligt låser den med en lånt nøgle.