Det tog faktisk to dage før Pjelsmus kom til sig selv. I mellemtiden camperede ridderen og
   hans folk på græsplænen foran kroen. Det gav de tyve kroner for. Pjelsmus indvilligede i at
   slutte sig til selskabet. Jeg skal sgu nok få den kanut ud af spjældet, sagde han.
   Jeg er jo ubryderkonge.
   Fra Dresden bevægede de sig op mod Østersøen for at finde fiskerne, som søen havde talt om.
   På deres lange rejse nordpå, kom de forbi en stor skov midt i Tyskland. Her mødte de en
   vildmand, der tilbød dem natlogi og et par hviledage i sin ulvelejr, vi siger tak til!
   sagde ridderen taknemmeligt. De blev dog ikke så længe, idet vildmanden fandt ud af, at
   Rollouwe havde spist hans yndlingsulv.

Vild af raseri sprang vildmanden på de to syndere i den hensigt at dræbe dem med sin flinteøkse.
   Så ridderen så sig nødsaget til at bruge sin lanse for at beskytte sine mænd. De øvrige ulve
   angreb også flokken, men de faldt for mændenes våben. Rollouwe tog en af dem med for at spise
   den ved en senere lejlighed.

Nordenfjords fandt de fiskerne, der var i gang med at skrubbe en stor og mærkelig fisk.
   Hvad kan vi gøre for jer, sagde de. Vi har talt med den hellige sø, sagde ridderen. Den har anbefalet
   os at søge hjælp hos jer til at få min søn ud af fængslet i Lodz.
   Vi har ikke meget lyst, sagde fiskernes leder, men søen er også
   vores gud, så vi kommer! Men vi skal først have ædt den her fisk. Hvad er det for en?
   spurgte ridderen. Den var Østersøens hersker, men det kan vi ikke tage os af, sagde de sørgmodigt.
   Sig mig, er det ikke
   Rollouwe, I har med der? Jeg kender deres mor ret godt, jeg har været sammen med hende i indre
   mission ved
   forskellige lejligheder. Det har vi alle, råbte de øvrige langhalsede fiskere.

Efter nogle dage tog Ridderens lille hær, nu suppleret med de Nordenfjords fiskere, østpå mod Lodz.
   På vejen kom de forbi en lille by, hvor der rasede en kamp mellem grevens og baronens lejesoldater.
   Kampen havde fundet sted for længe siden, men udspillede sig igen og igen op gennem årene. Det her
   er jo ikke muligt, vi må standse det. Det er imod både naturlovene og guds hellige love.
   Men hvordan gør man det? De stridende hære var nærmest gennemsigtige og fuldstændigt ligeglade
   med, hvad der foregik omkring dem. Ridderen forsøgte at stoppe det evige blodbad, først med myndig
   røst og siden med våbenmagt, men det lod sig ikke gøre, og følget blev nødt til at fortsætte
   mens den ugudelige krig gik sin gang. Nu fik de selskab af en præst, der var så positiv overfor livet,
   at han altid forventede, at der kun var gode ting i vente. Der kommer
   en løsning, mente han optimistisk, der er kun godt i vente for os alle. Du er jo latterlig, sagde
   Rollouwe, du kan vel se, at det hele er noget lort. Nej, alt ordner sig, lad os bøje vores knæ
   for Herren. Jeg tager med på eventyr og beder for jer alle. Hvis vi er enige om alt, er vi én!
   Og derfor uovervindelige.