Kegler af lys peger på mig. Oppe. Nede. Fra siderne.
   Det er tunneler. Og de kalder på mig. Der kommer stemmer fra deres indre. Kaldende, lokkende stemmer. Et ansigt titter frem. Furet og mørkt. Den skurrende, skærende stemme dækker over en kærlighed, hun sjældent viste mig. Mor.
   Flere kalder. Lokker. Far smiler sit sørøversmil og kalder: "Følg med mig, lille Barbara."
   "Kom til mig," opfordrer en jeg ikke husker og andre kalder: "Kom. Kom. Vi har ventet."
   Og jeg savner min krop. Min trætte fede krop. Jeg vil klø mig på kinden., for det plejer jeg at gøre når jeg er i vildrede,
   Så hører jeg gråden. Den når mig fra alle sider. Overdøver de lokkende stemmer. Flår i mig. Griber omkring mig. Haler i mig. I det, der nu er mig; et aftryk? En sjæl?
   Jeg ved det ikke, men jeg tænker. Jeg har en bevidsthed. Jeg er.
   Og jeg vil være i grådens favntag. Dulme den. Lindre den. Eller vil jeg bare bade mig i det, der må være kærlighed. I den strøm af raseri, der har givet gråden magt til at nå mig? Richards gråd. Så elsker han mig altså. Så elsker han mig, selvom min hud er mørk og jeg ikke er samme klasse som ham. Richard elsker mig!

Jeg ER. Og foran mig er der et dybt sort hul. Seks fod dybt. Og kisten er hvid, Blændende hvid og dækket af blomster. Mange slags blomster. Ikke bare roser.
   Der er jord på kisten. Men kun en smule. Præsten står med ryggen til. Kondolerer og prøver at se ud som om han forstår sorgen i min søns forgræmmede ansigt. Vores søn John. Er det allerede femten år siden, jeg fødte ham? Ja, tiden iler.. Forstenet og træt stirrer han på en fed hvid due, der sidder på kirkegårdens kampestengærde.
   Hov! Hvordan ved jeg, at præsten bare lader som om han forstår? Hvordan ved jeg, hvad John stiirer på?
   Jeg ser det. Føler det.
   Jeg er her. Jeg er der. Jeg er allevegne.
   Min svigermor smiler frem for sig, Vores datter på 12 rækker ud efter sin farmors hånd og hånden lukker sig om barnets. Gabriella er farmors pige. I dag.

Og hvor er her mange mennesker. De fornemme, de adelige står lige bag min svigermor, lady Nellie. Deres ansigter er triste og alvorlige. De er mestre i hykleri. De har aldrig brudt sig om mig. Ikke en af dem.
   Bag dem - på afstand - står der fæstebønder og tjenestefolk. Ikke alle tjenestefolkene er her. Bertha Kokkepige har vel travlt med maden, der skal bydes på til gravøllet. Hun syntes vist jeg var en underlige Frue. Gid hun vat her, så jeg kunne se ind i hendes sjæl og vide besked om det.
   Der er ild i flokkens øjne. De har fået nok af underdanighed. Undertrykkelse.
   De sulter ikke. Ikke i vores len. Ikke her. Men mad er ikke nok. De vil have mere. De vil tage selv.
   Og vi er for få blandt adelen, der vil give dem det.
   Det nytter ikke. Nytter ikke. Og nu er jeg så ovenikøbet død. Nu hvor oprøret kommer. Nu hvor oprørsånden endelig er stærk igen.
   Og måske ønskede jeg ikke det oprør? Silkelagener og opvartning kan man ligesom vænne sig til. Det kan få en til at tro man er mere end simple bønder
   I sygdommens favntag, skrigende af smerte, husker man det. Der huskede jeg, at vi alle er lige - lige meget værd.
   Men for sent. For mig.
   Jeg ofrede alt. Ofrede mit sande jeg.

Hele tiden er gråden der. Tung. Vild. Afsindig. Og ægte.
   Det er Richard, der græder. Hans ansigt er stribet, snavset og opkogt. Han snøfter og haler luft ind, før han skriger. Brøler op mod humlen og jamrer ned mod jordskorpen. Han er på gravens rand. Min grav,
   Hans mor krummer tær, Gabriella stirrer ned på en tusindfryd og John spekulerer på, om duen er mig.
   "Således ter en adelsmand sig ikke," siger Hubert koldt og dannet. Han mener det venligt. Tror jeg. Han kan lide Richard. Så meget som hans opdragelse og stand tillader det. Følelser viser man ikke frem. Slet ikke, når der er bønder og tyende i nærheden.
   Hubert føler ikke med Richard. Fremsiger blot sine ord med undrende utilpashed. Hans undren er ægte. Måske ulmer gemte følelser i ham. Det ser jeg ikke.

"Nej!" skriger Richard, "Du er ikke død. Du skal med hjem."
   "Jo, jeg er død," siger jeg. Eller ville jeg sige. Hvis jeg kunne,

Så er der en anden, der siger det for mig.
   "Hun er død, Richard, " siger min bror og lægger en arm om Richards rystende skuldre. Og min brors øjne er blanke og alvorlige.
   Jeg er her. Jeg er der. Jeg er allevegne. Og min bror taler:
   "Du sendte besked til mig, men alt for sent."

"Det gik så hurtigt," græder Richard, "hun faldt af hesten. Hun lå så mærkeligt."
   "Jeg tager mig af børnene," siger min bror. Lover min bror. Et par tårer løber langsomt ned langs hans næse.
   Min bror sørger. Min bror, som jeg mere end en gang nægtede at være i familie med. Jeg kunne ikke sige, at jeg stadig elsker min oprørske bror, der skræmmer alle adelige, borgere og gejstlige. Når nu jeg selv er en dame. Eller var.Prøvede at være det.
   Men her er han. Og han vil sørge for, at ingen gør børnene fortræd.
   "Tak!" bruser det fra mig.
   "Jeg elsker dig jo, dit fjols," siger min bror til mig og smiler direkte mod mig.

"Er hun her?" skriger Richard og hans øjne skinner og gløder som røde sole.
   "Hendes sjæl er her. For en kort bemærkning. Du må have hylet højt nok til at kalde hende til," oplyser min bror roligt. Det glimter i hans blå øjne og han bruger ordet "hyle" for ikke at vise, hvor berørt han er.
   "Hvis du vil, kan du tage med os," siger min bror.
   Så han er åbenbart ikke alene.
   Men ligeglad med at han er den mest eftersøgte mand i hele riget.
   ""Tag dig af børnene, Jeg ved, hvor jeg hører til," snøfter Richard. Hans gråd er ved at stilne.
   Han holder noget i sin hånd. Noget, der blinker i solen,
   "Gør det ikke!" råber min bror.
   "Gå nu væk. Der er gravøl og jeg skal have kisten skovlet til inden aften," vrisser graveren.
   "Hvordan får vi ham anbragt i dårekisten?" hvisker Hubert til en af de andre.
   Richards hvide skjorte bliver rød. Lady Nellie skriger skingert.
   Tumult. Jeg må gøre noget.
   Men-

Jeg kan ikke blive. Stemmerne kalder. De røde sole snurrer og farer frem mod keglerne.
   Her er så stille. Jeg føler mig alene og forladt, Er kun halv uden Richard. Min elskede. Min dumme adelsmand, der giftede sig med en fattig tøs som mig.

Men der kommer Richard jo..Der er han. Han græder ikke mere. Han smiler og alt ved ham tindrer af lykke,
   Vi er sammen.
   Alt andet forsvinder og vi er i en kugle af tryghed,