Barnet

Del 1 af tre


4 år siden 6 kommentarer Uafsluttet Fantasy

0Kajtansøstrenes forbandelse - Magiske perle...
Der er en græshppe på krogen, for både kradsfisk, og gedder elske... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
2 måneder, 5 dage siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
2 måneder, 7 dage siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
2 måneder, 20 dage siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
2 måneder, 29 dage siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
6 måneder, 9 dage siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
8 måneder, 3 dage siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
8 måneder, 17 dage siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
10 måneder, 27 dage siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
1 år, 2 måneder siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
1 år, 6 måneder siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
1 år, 7 måneder siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
1 år, 7 måneder siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
1 år, 8 måneder siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
1 år, 8 måneder siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
2 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
2 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
2 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
2 år siden

Puls: 34,5

Publiceret: 5
Afgivet: 19
Modtaget: 12
Pia Hansen (f. 1958)
Solen skinnede fra en skyfri himmel og glitrede i den uskyldsrene sne, der knitrede under Annas solide træsko.
   Hun gik langsomt. Benene værkede, og det stak så fælt i lænden.
   Kulden bed i næsen, men ellers frøs hun ikke, for der var godt med halm i træskoene, og hænderne holdt hun under det uldne sjal.
   Mon de savnede hende? Havde de mon sendt karlen ud at lede? Hun troede det ikke. De var så sindige og troede vel at hun ville besinde sig og vende tilbage.
   Det var til hendes fordel om de troede sådan, men tilbage vendte hun aldrig.

Hellere gå i søen end ægte den modbydelige hr. Frans.
   Så kunne de have det så godt. Moder ville nok jamre og vride sine hænder. Det gjorde Anna ondt at tænke på. Men om fader kvaltes i arrigskab og hun mødte ham i Helvede, da ville det blot forsøde hendes ophold der.

Snart stod hun ved søen.
   En flok ænder kom hende rappende og skræppende i møde. En andrik kom hende så nær at hun ikke kunne dy sig for at række en hånd frem for at stryge dens fjer. Men da flygtede den.

Ænderne gik fint på isen, men hun vejede vel nok flere skålpund end de, endskønt det sagdes, at hun var tynd som et siv.
   Vadede hun ud på isen brast den vel under hende. Og derfra var der ingen vej tilbage.
   Et øjeblik tøvede hun.
   Så følte hun næsten hr. Franses grådige hænder mod sin barm.
   Tungt satte hun træskoene mod isen.
   Faldt en enkelt gang, men rejste sig beslutsomt og trampede videre.
   Om så hun skulle følge ænderne hen til vågen, agtede hun ikke at opgive sit forehavende.
   Hun nærmede sig.
   Mellem hende og ænderne, der rappede og skræppede vildere end før, var der en plet, hvor alt sne var borte.
   Isen skinnede, så det brændte i hendes øjne, så strålende blank var den.
   Som et lokkende spejl opfordrede denne plet hende til en sidste gang at betragte sit ansigt. Blegt og forgræmmet var det vel?
   Anna dristede sig til at kigge.
   Så skreg hun.
   Ansigtet dernede var jo slet ikke hendes.
   Eller var det?
   Viste forsynet hende et glimt af hendes snarlige ansigt?
   Sludder.
   Barnet var næppe mere end fire år. De tomme øjne stirrede bønfaldende på hende.
   En slidt rebstump hang stramt om dets hals.

Hun måtte fortælle nogen om det, så liget kunne bjerges.
   Beslutsomt drejede hun om.
   Isen knagede.
   Og brast.
   Vandet var iskoldt.
   Det døde barn duvede mod hende. Dets hår lignede tang.
   Anna baskede med arme og ben. Hun kæmpede for at nå op, så hun kunne skrige.
   "Hold ud," lød en fjern stemme.

***

Det prikkede og stak. I fødderne. I hænderne. Op ad arme og ben.
   Hun lå under et skind. Lå godt.
   Den knitrende lyd af brændende træ virkede tryg.
   Hvor var hun? Hun vidste det ikke, men det var også lige meget. Hun orkede ikke at slå øjnene op. Måske om lidt?

Liggende under skindet, huskede hun langsomt, hvad der var sket.
   Men efter stemmen, der bad hende holde ud, var der et tomrum. Hun fyldte det ud med det eneste, der gav mening; manden havde reddet hende.
   Hun måtte se, hvad han var for en.
   Øjenlågene var tunge, men hun fik dem på klem. Da hun ville sætte sig op, sank hun mat tilbage.

"Du var lige ved at dø," lød en stemme. Hun hørte skridt. Fornemmede at han satte sig ved hende.
   Hun åbnede munden, men fik ikke et ord frem.
   "Spis lidt suppe. Bare lidt. Den vil gøre dig godt," sagde han.

Hun sank lidt. Det var varmt. Smagte ikke af noget.
   Så sov hun. Drømte fælt om Frans og om det døde barn. Skreg. Følte en finger mod sin kind og sov igen.

Da en ny dag gryede, så hun sin formodede redningsmand. Han var ung, Vel omkring en snes år.
   Hår og skæg var rødt. Ansigtet fyldt med fregner. Han var bredskuldret. Så lidt bister ud, men han smilede til hende, da han så, hun var vågen.
   Hun fik lidt brød ned. Og varm the.
   Hun var i en hytte af træ. Der var bænke langs to af væggene. Og foran bænkene var der borde.
   I midten var der et muret ildsted. Hun havde sovet i nærheden af det. Langt nok væk til at gløderne ikke kunne lande på skindet. Nu sad hun på en bænk, med skindet om sig. Det var rødt. Sammensyet af flere ræveskind. Hun var nøgen under det og holdt det tæt om sin krop.

"Barnet?" sagde hun.
   " Hun er også kommet i land," sagde han, "hun er i skuret. Vi kan ikke begrave hende i den her kulde."
   "Hvem hænger dog et lille barn?"
   Han trak på skuldrene og slog ud med hænderne: "
   Han pegede på sin mund, der tyggede brød. Hun brækkede et stykke af brødet. Det smagte lidt af bark, men hun var sulten.
   "Stakkels lille pige," sagde Anna og fingererede ved sit kors før hun fortsatte: "Hvem kan dog myrde et barn?"
   "Der er megen ondskab i verden, men hvad bringer i grunden dig her hen?"
   "Jeg er på flugt," brast det ærligt ud af Anna.
   Han spurgte ikke hvorfor."Jeg hedder Felix," oplyste han, "tør jeg spørge om frøkenens navn?"
   "Du har sådan set spurgt nu," fniste Anna. Så kvalte hun sin fnisen, oplyste sit navn og spurgte; "Bor du her?"
   "Jeg holder til her for tiden," svarede han i et tonefald, der ikke umiddelbart opfordrede til uddybning.

Lidt senere gik de ud i kulden. Annas tøj var blevet tørt, så hun holdt snildt varmen, men frosten bed i næsen. Felix viste hende en sten. Den var højere end hende. Besynderligt nok var den ikke dækket af sne. Kun foroven lå der lidt. Stenen lyste med et blåligt skær i vintersolen. Et billede af en knoklet skabning med en trefork i hånden og med en lang hale var ridset ind i stenen. Den var ikke så detaljeret som de fleste billeder på kirkens vægge, men den var uhyggelig at se på, fandt Anna og rykkede en lille smule tættere på Felix. Men ikke for tæt. Hun var ikke ganske tryg ved hans selskab.
   Under billedet var der en masse tegn. Den slags man kaldte bogstaver. Anna stod og ønskede at hun kunne læse, men hun var jo bare en pige.
   "Lad de små børn komme til mig. Af alle racer, i alle farver - og lade dem farve fremtiden," sagde Felix.
   "Kan du læse?" udbrød Anna. Han så ikke ud til at være af ædel byrd og heller ikke fra det opkomne borgerskab.
   "Nej," indrømmede han, "men der er en der har fortalt mig, hvad der står."
   "Det er blasfemi," sagde Anna og havde en knugende fornemmelse i maven. Hun fortsatte uddybende: "Jeg mener; de første ord er jo noget Jesus har sagt, men det andet er noget, nogen har digtet til.."
   "Nå? Ja, det er vist også, men det er vel ikke så slemt som at myrde et barn?"
   Anna gøs og rystede på hovedet for at medgive Felix at mord var værre end at digte videre på Jesuses ord..
   "Vil du gerne se hende?" spurgte Felix og atter en gang rystede Anna på hovedet.
   "Jeg forstår godt, du ikke har lyst, men jeg vil se på hende igen. Måske kan jeg finde noget, der leder mig på sporet af, hvem hun er. Jeg mener, hvem hun var,"
   "Hvorfor?" spurgte Anna, men anede nok svaret.
   "Der bør dog stå et navn på hendes kors eller sten. Måske nogen savner hende? Et sted hulker fortvivlede forældre måske? De må da have vished."
   "Jo," mumlede Anna og tænkte højt; "Men hvordan kan vi se det på hende. Nu?"
   Feliix trak på skuldrene. Så i grunden ret modløs ud. Måske havde han tænkt længe over det, men dristede sig først nu til at se nærmere på den lille pige. Det lille lig.

Anna tog en beslutning: Så lad os se på hende," sagde hun.
   De gik mod et skur. Lille og skævt, var det. Da de stod tæt ved, sagtnede de begge deres skridt. Anna følte sig som et rådvildt barn og syntes at se den følelse genspejle sig i mandens ansigt. Tøvende rakte hun ham en hånd. Og lige å tøvende holdt han om den og beholdt den i sin mens han åbnede døren. Solen strømmede ind, for der var et stort hul i taget.
   Det lille, blå ansigt var forvredet. De store øjne stirrede tomt op mod den tindrende sol, som undrede de sig. Rædslen var ætset ind i alle ansigtstræk, men den sortgrønne mund kunne ikke længere skrige.
   Så lå da den lille skikkelse bare der. Og ventede.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/07-2014 22:14 af Pia Hansen og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1448 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.