(Kapitel 4. Kan læses uafhængigt af de andre kapitler)
Det var en helt speciel dag. Det var den dag, hvor Jo skulle på arbejde for første gang. Hun havde fået besked på, at hun ikke måtte fortælle vidt og bredt om arbejdet. Hele dagen havde hun haft lyst til at fortælle alle i skolen, at hun skulle på arbejde om eftermiddagen, men hun havde ikke sagt noget. Det havde hun lovet Bent.
Bent havde givet hende lov til at arbejde nogle eftermiddage om ugen i hans butik. Egentlig var hun ikke gammel nok til at arbejde, men han havde forbarmet sig over hende. Hun havde nærmest tigget om at få lov til at hjælpe i butikken.
Jo mødte op allerede et kvarter før den aftalte tid. Hun gik langsomt gennem butikken og kikkede på varerne. Hvor var der altså mange varer! Hun var spændt på, hvad hendes arbejdsopgaver blev. Hun havde fået at vide, at hun ikke måtte arbejde inde i selve butikken. Det ville altså være på lageret og bag butikken, hun skulle hjælpe til.
Efter at have drysset rundt i butikken et stykke tid dukkede Bent op. "Er du her allerede? Du er tidligt på den," sagde han. Jo smilede og nikkede. De fulgtes ad ud på lageret.
"Planen er, at du skal hjælpe Marianne. Hun er ved at ordne brød. De tomme papkasser skal i pappresseren." Han viste hende pappresseren og understregede, at hun IKKE måtte trykke på knappen. Det skulle hun bede en voksen om. "Plastic skal i sækken hér og alt andet affald i skraldespanden dér," forklarede han. Jo nikkede. Det var hun helt med på.
"Snak du lidt med Marianne først, så I kan lære hinanden at kende, ikke?" Jo nikkede igen. Hvad skulle hun snakke med den fremmede kvinde om? Bare nu Marianne var sådan én som snakker meget. Så kunne hun selv slippe for at sige en hel masse.
Det viste sig, at Marianne slet ikke var så farlig og skræmmende, som Jo havde frygtet. Marianne forklarede, at det brød, der skulle bages hver morgen, blev gjort klar et par dage i forvejen. Franskbrød og rugbrød blev lagt på bageplader og sat på et bur. Kager og rundstykker blev sat på et andet bur. Hele buret kunne køres ind i ovnen, når brødet skulle bages.
Jo syntes nu ikke, at det lignede et bur. Der var da ingen tremmer i. Det lignede mere en høj vogn med sådan nogle riller, som er inde i ovne - dem, man sætter bagepladerne på. Det sagde hun nu ikke noget om. Hun nikkede bare.
Efterhånden som arbejdet med at tage brød op skred frem, blev den ene papkasse efter den anden tømt. Jo var gesvindt og smed kasserne i pappresseren og plastic i sækken, som Bent havde vist hende. Af og til stak Bent hovedet ud og så, hvordan det gik. Så trykkede han på knappen på pappresseren, som knirkende gik i gang med at presse pappet sammen. Når den igen var stille, åbnede Jo lågen og smed mere pap i.
Jo havde været nervøs for, om Marianne eller andre ville spørge hende, hvorfor hun var der, om hun ikke var for lille til at arbejde, hvad hendes forældre lavede eller andre nysgerrige og nærgående spørgsmål. Om Marianne havde fået besked på ikke at spørge om alt muligt, vidste Jo ikke, men der kom ingen ubehagelige spørgsmål. Marianne arbejdede og forklarede af og til, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde, men ellers arbejde de tavst sammen. Det var ingen ubehagelig tavshed. Jo nød samarbejdet, og det gjorde Marianne vist også. Hun smilede til Jo flere gange, så Jo blev helt genert.
"Det er dejligt med en lille hjælper. Normalt ville det flyde med affald, når jeg er færdig med at tage brød op. Der plejer at lægge et helt bjerg," grinende Marianne. "Det hedder LIGGE," rettede Jo inde i hovedet, men turde ikke at sige det højt.
Marianne snakkede videre: "Det tager lang tid at ordne en kæmpe stak affald. Hvis du har lyst, kan du tænde for radioen. Så får vi musik til arbejdet." Jo rystede på hovedet. Hjemme hos hende var fjernsynet tændt hele dagen. Moren holdt af "baggrundsstøj". Jo syntes, at man skulle tænde for radio eller tv, fordi der var noget bestemt, man ville høre eller se. Ikke bare tænde og så finde et eller andet. Hun nød stilhed.
Tiden fløj af sted. Da der var styr på alt brød og alt affald, tog Jo kosten og fejede hele lageret.
Bent kom ud og så den lille pige kæmpe med kosten, som var højere end hende selv. Han stod musestille og betragtede hende. Han måtte undertrykke et grin. "Hun er en bette ihærdig tøs. Hvis hun bliver ved med at være så stædig og ihærdig, så når hun langt her i livet," tænkte han.
Da hun var færdig med at feje, fik hun øje på Bent. "Hej," sagde hun overrasket. Hun havde været helt opslugt af arbejdet og havde ikke ænset noget andet. "Hej," svarede Bent. Marianne fortæller, at du har været hende til stor hjælp." "Er det rigtigt?" spurgte Jo glad. Bent nikkede. "Du skal have tak for hjælpen. Jeg finder lige en pose slik til dig, og så ses vi igen i overmorgen." Jo så lidt skuffet ud. "Er jeg allerede færdig med arbejdet for i dag?" Hun syntes ikke, at det var ret længe siden, hun var kommet.
Bent mente, at det var bedst at starte blidt ud. Jo var ikke enig, men det var desværre ikke noget, hun bestemte. Hun kunne sagtens have brugt meget mere tid i butikken. Det var hyggeligt at være der. Forhåbentlig måtte hun være der længere tid næste gang.