Vinteren var kold i år. Der lå sne på alt. På bilerne, på de ellers nøgne grene. Sneen dækkede den mørke jord, og alting var hvidt.
   Hun syntes at det var smukt. Hun elskede kulden.Hun elskede de hvide og de varme farver der var over alt i byen. De røde kugler der hang på det mørkegrønne gran. Hun kiggede op på en af de stor juledekorationer der hang over vejen i midtbyen. Der lå små snefnug i det grønne gran. Hun smilte og fik solen i øjnene da hun rettede blikket nedad. Hun fløjtede en jule melodi. Hun stoppede med at fløjte da hun fik øje på en bod der solgte brændte mandler. Hun fandt med det samme sin pung frem og gik derover for at købe en lille pose.
   Han kunne ikke forandre at rende rundt i den kolde sne. Han hadede den bidende kulde der brændte i hans kinder. Han kunne brække sig over alle de juledekorationer der hang i hele byen. Hver gang han så en nisse, fik han en stor træng til at sparke til den! Jul mig her, og jul mig der. AD! Han kunne pludselig lugte den brændte sukker fra mandel boden han var ved at gå forbi. Hvordan kunne nok æde det stads? Det forstod han ikke. I væmmelse vendte han hovedet væk fra boden.
   Hun betalte for sine mandler, og så snart hun havde posen i hånden skulle hun lige finde en god en at smage på. Hun kiggede ned i posen mens hun vendte sig om.
   "Se dig dog for!" udbrød en dyb stemme.
   "Det er jeg altså virkelig ked af. Skete der noget?" spurgte en fin og glad stemme. De kiggede op på hinanden, og fik øjenkontakt. Han kiggede ind i de smukkeste brune øjne. Hun blev overrasket over hvor blå hans øjne var. Blå som is. Hun fik kulde gysninger ned ad hele ryggen.
   "Nej, der skete intet." svarede han. "Du tabte din mandler."
   "Nå, ja. Det er jo hvad der kan ske. Bare ærgerligt at jeg ikke fik smagt dem."
   "Iih ja."
   "Du kan ikke lide brændte mandler?" spurgte hun grinende.
   "Nej, det kan jeg sgu ikke." Han smilte skævt, men fjernede hurtigt smilet da han så hun rødmede. "Jeg kan ikke lide jul."
   "Kan du ikke lide jul?!" udbrød hun overrasket.
   "Synes det er noget forfærdeligt noget. Det er noget forretningsmænd har opfundet for at tjene flere penge." sagde han og tændte en smøg.
   "Hvordan kan du så forklare at julen går så langt tilbage?" spurgte hun og smilte kækt.
   Han kunne godt lide hendes smil. Faktisk kunne han specielt godt lide hendes smil. Det var sikkert fordi der kom et varmt glimt i hendes øjne når hun smilte.
   "Det kan man jo heller ikke være sikker på." sagde han og så rynkede øjenbrynene.
   Hun syntes at han så sød ud, specielt når han rynkede sine øjenbryn. Når han så betænksom ud. Det gav ham en hvis charme.
   "Så er der jo så meget man ikke kan være sikker på." sagde hun leende. "Hvor er din juleånd henne?"
   "Det aner jeg virkelig ikke! Tror den blev taget fra mig i barndommens alder."
   "Taget fra dig?" Hun så ham dybt ind i øjnene. "Hvem tog den fra dig?" I et øjeblik blev han lammet i hele kroppen og kunne ikke svare. Han vidste ikke hvad han skulle svare.
   "Du er ikke så nem at narre." sagde han og blinkede.
   I et kort sekund der føltes som en evighed, befandt hun sig i en anden verden. Alle mennesker stod stille, ingen andre bevægede sig end ham og hende. Der var kun lyden af hendes dybe vejrtrækninger og hans latter.
   "Nej, så fortæl mig hvem der tog din juleånd." sagde hun smilende.
   "Ikke nu."
   Der var stille i et stykke tid. De burde jo egentlig bare gå fra hinanden. De var jo bare to fremmede der havde haft en lille snak. Så burde man sige farvel og gå når der blev tavshed. Men ingen af dem havde lyst til at gå. Hun kunne ikke få sig selv til at gå nu. Hun var sikker på at hvis hun gik nu, så ville hun aldrig komme til at se ham igen. Og den tanke kunne hun ikke leve med. Ikke når han fik hende til at føle sådan. For ham var det utænkeligt at kunne gå fra en pige, en kvinde, en ung smuk kvinde som hende. Han kunne ikke gå fra hende. Ikke når hun var som hun var.
   "Jeg burde jo egentlig købe dig en ny pose mandler." sagde han forsigtigt.
   Hun smilte stort og lykkelig over at han ikke sagde farvel. "Ja, det burde du faktisk."
   De gik to skridt over til den bod hvor det hele var startet og der delte de en pose brændte mandler.