Pige
"Du snakker om kærlighed; som bien summer om blomsten; som det endegyldige; det evige.
Herre, du forguder kærligheden, men respekterer den ikke. Du lader kødets lyster styre. Om forladelse, jeg taler, hvor jeg burde tie. Men hvis mit hjerte er så sandt, som du siger, bør du lytte, for dermed har jeg ret til at tale.
Du taler om det vidunderlige; at elske og at blive elsket; om en kraft større end os selv, som vi på naturligste vis bør adlyde. Du siger, kærligheden fører til sandheden. Den vil give os den mening, vi søger i en verden af lave. Du giver mig poesien, du lærer mig dens nytte. Jeg er forgabt og har overgivet mig, skønt jeg gruer for, om det er den samme poesi vi tilbeder.
Du siger, du elsker smukke kvinder. Du taler uden forstand. Du kender ikke disse kvinder, du har ikke set deres hjerte. Hvorom kan jeg vide, at du elsker mig og ikke blot mit ansigt? Hvorledes kan du forsikre mig om, at din kærlighed til mig er ren og ædel og rettet mod mit hjerte? Dersom, Herre, må jeg tale.
Din religion er poesien, men herre, giv mig svar. Hvorledes elsker du mig? Jeg sår min tvivl om dit gode hjerte, jeg vil bede til Gud for din velsignelse, skønt du ikke ønsker den."

Poet
"Kvinde! Du har ret i et anliggende; du taler, hvor du burde tie. Jeg har ladet dig tale mere, end jeg burde. Du har mistet fornuften. Du er i dine følelsers vold. Jeg har ladet dig tale, min elskede, for det er du, skønt du betvivler. Du er smuk, ja, din hud funkler og dine øjne skinner som tusinde ædelstene. Dit ydre. Sandheden bag din glød findes i dit hjerte. Du har et ædelt og rent sind, som vil alle det godt. Du er godheden selv, du er poesiens sande ansigt, du er Gud. Fortvivl ikke; jeg kaldte dig gud. Du ved, poesien er min bibel. Du er min inspiration, min muse, mit hjertes slag. Du er Poesien."