Jeg har snøret løbeskoene, stramt, så de ikke ville falde af. Også selvom de ikke falder af. Jeg løber ud på gaden, ned ad Trepkasgade, rundt over Frederiksbjerg torv, Horsensgade, forbi Lukas Kirken, op ad Ingerslevs Boulevard, langs det gamle jernstakit, der omkranser Skt. Annagades Skole, ser ned på det asfalterede fortov, går over parkeringspladsen, forbi Ingeniørhøjskolen, kollegierne, løber ned ad Dalgas Avenue, rundt om Mågeblokken og de andre to betontårne, fødderne er nu på autopilot, som så ofte før, børnehaven for enden, trækker vejret gispende, luften klumper i munden, sætter sig fast i halsen, svier i lungerne, brister, hoster, stop.
   Mine ben er tunge, fødderne landet i cement, munden åben og afslører den sorte afgrund, øjnene er store og runde, svært strittende ud af kraniet, det flimrer, lyset reflekteres ikke længere på nethinden, det fortsætter direkte gennem øjenhulen ind i hjernen, hvor det omdannes til ren isnende smerte.
   Bilstøjen fra Marselisboulevard er dæmpet, døende. Kun lyset virker til at eksistere. Min krop står ubevægelig, armene hængende ned langs siden, vejrtrækningen knap synlig, luften kommer umuligt ned i lungerne. Alt andet end jeg begynder at bevæge sig, snurrer, rundt, rundt, rundt. Verden cirkulerer om mig, stadig hurtigere end lige før, til sidst er lyset ikke andet end streger af forskellig farve. Kun jeg eksisterer, og så dette lys, som disse streger, de omslutter mig, lukker mig inde. Jeg rækker ud efter dem, de virker uendelig langt væk, muren er af glas, men med en skarp skærende lyd, knuses verden omkring mig og glasstykkerne falder mod jorden, mine arne skærmer for mit ansigt og jeg falder, griber ud efter intet, men rammer noget hårdt; træ og jeg opdager, at jeg ligger på trappen i opgangen, gennemblødt af sved og med nåle i lunger og ben.