Jeg kan ikke vågne. Jeg kan bare ikke vågne. Lige meget hvad jeg fandme gør, så kan jeg bare ikke vågne. Det er som om der sidder noget et sted og blokerer elektriciteten i at nå de sidste 20 cm ud i hjerneskalpen. Det er som om jeg er blevet plomberet; forhindret i at nå helt derud, hvor armene slapper af i udstrakt position. Helt derud hvor muskelspændingen ophører i konstatering over at være nået frem til en tilstand af naturlig tilstedeværelse, som gør at jeg bare sidder i velkommende positur og inviterer verden indenfor med et glædens fuldendte smil, og en igennem sekler afprøvet væren, der understøtter førnævnte tandafslørende gestus. Dér kan jeg ikke nå. Mine arme er for korte og forkerte her halvvejs bøjede og endnu på vej, og så stopper alting, og pludselig: intet. Selvom jeg kan mærke der er mere derude. Det er som om, der er en residualspænding i mine nervebaner, en slags fantomsmerter i det plomberede habitat, hvor jeg fornemmer konturen af tænkning jeg måske en dag har været i stand til, men som ikke længere er tilladt område for mig at færdes i.

Det er ikke en smerte. Det er ikke en jagende afstraffelse over en bevægelse, som bukker led, muskel og sene ud af sit selvopretholdende og ditto-afgrænsede spektrum af hvordan, hvor, hvorhen og hvornår; især de midterste.

Det er tilstedeværelsen af en afrundet kontur. En blød, fint slebet dissonans, der afvæbner alle intentioner om at immatrikulere det materielle, så en fyldigere kapacitet for forståelse og resonans langsomt kan manifestere sig tilbage gennem det allerede oplyste. Og det er det jeg ønsker: et selvregulerende rafinnement, en forøget fingernemhed i tanke og handling, der kan kildre, i rette cirkulation, den betagelse og forståelse, der så sensibelt, delikat og umanerligt frygtsomt vibrerer et sted i mig.

Og den sidder bag mine øjne.