Han åbnede døren og kiggede ind i sin entré. Det lette mørke, der strålede ham i møde, inviterede ham indenfor, og med sin velkendte blanding af indelukkethed og hjem tog han i mod invitationen. Døren gled i bag ham, og han stod ubevægeligt i et øjeblik. Der var ingen lyde, som trådte ham i møde. Kun den dumpe mangel på sanseindtryk gjorde sig til overfor ham. Han kiggede over på sin telefonsvarer, men intet indikerede, at der havde været folk fra verden udenfor, som på et tidspunkt havde rakt ud efter ham. Han kiggede flygtigt ind i stuen, efter han havde sat sig i bevægelse mod køkkenet. Han trådte ind gennem køkkendøren. Køkkenuret tikkede tomt, og visernes fødselspunkt i skiven lignede en åben mund, der mindede ham om det åbne og uvidende udtryk, dumrianerne altid i overdrevet grad havde på i de sort og hvid tegnefilm, han elskede så højt. Han kiggede hen på køkkenbordet. Der stod en tom flaske vin og to af dens glas. Der var kun indtørrede vinrester tilbage; han kunne se de røde gardiner, som stræbte opefter fra glassenes bund. Det ene var væltet og havde efterladt markeringen af dets udtørrede indhold på siden af det. Han gik derhen og satte sig på stolen. Overfor ham var bænken. Han havde ikke haft de store grunde til at investere tungt og dyrt i alskens alsidige sidde-aggregater, da der kun sjældent var andre end ham i lejligheden, og han havde derfor bare købt den ene stol her på et loppemarked til at supplere rummets symmetri, når nu den så voldsomt blev udfordret af bænken overfor, som han havde holdt fast i, da hans mors dødsbo, og hans barndomshjem, hastigt var blevet tømt af den almennyttige forening, han havde fundet i telefonbogen. Aftensolen gjorde sit indtog igennem det halvt nedtrukne gardin ved at lave et skyggetableau på bordet. Han løftede sin hånd og kort lod skyggerne til at have fået liv, inden han igen hensank i sine tanker om igår. Omkring ham dirrede stilheden stadig. Det var som om, hans lyde fra entréen endnu spillede et sted omkring ham her i hans totale immobilitet, alene af den grund at han sad så stille. Han virrede kort med hovedet og så over på køkkenbordet. Der lå en pose med brød. Den lå bare dér. Han havde købt den i kiosken henne på hjørnet. Den lå 100 meter herfra. Når han trådte ind derhenne, blev hans uigenkaldeligt præsente status som stamkunde ham ubehageligt bevidst, da han efterhånden burde have udarbejdet et eller andet jovialt og overfladisk forhold til etablissementets personale, men da han, i tidernes morgen, og et stykke tid derefter, havde frekventeret stedet uden at gøre ansats til et sådant, så var muligheden gledet ham af hænde, og han ville nu fremstå som klodset af en helt anden rang, hvis han forsøgte at give sig ud for at være omgængelig og letfordøjelig, som han så eftertrykkeligt havde demonstreret ikke var tilfældet. Det pinte ham altid, og det var også gået op for ham, at det rent faktisk var hans foretrukne modus operandi, når det kom til mennesker, han ikke nødvendigvis var tvunget til at have et forhold til. Han ville analysere situationen og afgøre, om det var ham muligt at fremhæve den rolle, som han havde over for vedkommende eller som vedkommende havde overfor ham, og, hvis det var muligt, så lade den træde frem i al sin tydelighed. Han havde ingen problemer med at gennemlyse en sådan rolle totalt. Han havde ingen problemer med at gennemsøge en rolle helt ud i det ekstreme af dens ontologiske udformning i denne specifikke situation, og selvom han var en stor fan af sammenfatning som kognitive øvelse over naturligt forekommende fænomener, så lod han gladeligt sig selv narre gang på gang, eller i det mindste foregive, at han ikke troede på konstanter og deres gentagelser i 'naturen', så han næsten oprigtigt kunne lade sig overraske, hver gang han stødte på en rolle, der efterhånden burde være gennemprøvet i sådan en grad for ham, at den ligeså burde træde i baggrunden. Men med den i baggrunden, så ville forgrunden være åbnet op for nye ordvekslinger og tanker, der ville kræve en tilstedeværelse af ham, som kunne få ham til at kløjes i ordene, når den hurtige udveksling lige pludselig aftvang ham andet end det visir, han havde plantet foran øjnene, da han trådte ud fra sin lejlighed derhjemme. Han havde købt vinen i et anfald af uforklarlig optimisme. En aften han var kommet hjem til den tre-etagers bygning, han kaldte sit hjem, var der udenfor en kvinde, noget ældre end ham, der baksede med den låste dør. Han havde observeret hende på afstand, men efterhånden var følelsen af de tunge indkøbsposer, og den deraf kommende smerte i fingrene, blevet for meget for ham, og han var trådt hende nærere efter en tur over adskillige meter med bankende hjerte. Hun havde først ignoreret ham; havde vel troet, eller ønsket, han ikke boede i opgangen, hvis dør hun stod og gjorde sig til overfor. Men til sidst efterlod hans bevægelsesmønster med den let inklinerede vinkel ind mod bygningen ikke megen tvivl i hende, og hun havde rejst sig op og hilst på ham. Et par dage forinden var hun flyttet ind i opgangen. Han var tilfældigvis løbet ind i hendes flyttehold på gangen, og havde for én gangs skyld formået at lave et nogenlunde første indtryk, hvor han, midt i transaktionen af letheder frem og tilbage mellem holdet og ham, havde vurderet, at han virkede så godt som tilnærmelig. Han havde derfor haft formodninger om, at fortællinger om hans letbenede væsen var nået frem til frøkenen foran ham, så det var med næsten boblende positivitet i næseborene, at han havde imødegået hende og hendes reaktion på ham. Hun havde virket glad for at se ham, selvom det muligvis var en overfortolkning fra hans side. Hun havde hilst på ham med hallo, hånd, smil med tænder og et blik i hans, hvorefter han var trådt et skridt tilbage, da det lige var en kende for meget for hans nyformede ego at håndtere så meget berøringsflade på én gang. Han havde kort fumlet med formuleringerne, men efter det kolde vand var nået derhen, hvor det skulle, så gled det straks bedre. Den afgrund han stod foran, havde kun givet sig til kende ganske kort. Han troede faktisk slet ikke, at det havde været noget hun havde lagt mærke til, da han stærkt fornemmede, at tidens relative fænomenologi i dén grad var relativ i situationer som denne, hvor offeret for dens ekstreme udstrækning(i tilfælde af ubehageligheder) nærmest kunne lade mentale sekunder trække sig ud i det uendelige. Håbet var der ihvertfald for ham, da han havde strammet sig an, synket den største mængde af den nys opståede tilstedeværelse af mundvand og mødt hendes blå øjne med et blik, som kunne have narret næsten hvem som helst. Alt dette i et par sekunder eller tre. Det var meta på meta og han befandt sig højt oppe i lagene, da væsenet havde fået forskudt sin kæbe i forventning om et svar på en udladning af ord, han slet ikke havde fanget. Lyden deraf lod dog til at hænge i luften, og han klamrede sig fortættet og forskrækket til vibrationen af den og fik rekonstrueret det meste af den, mens han fandt tilbage til hende igen. Der havde længe været et problem med fordøren. Den havde en tendens til at lade sig påvirke af luftfugtigheden, opsuge den og sætte sig selv i spænd i dørkarmen, men på den der skæve måde, hvor ikke alt træet sugede ligeså hurtigt, og efterlod en dør, der var umulig at låse op.