På bar bund, røv og albuer helt ned i det rene ingenting, hvor man ligger og føler efter, hvordan det næste hjerte-slag føles værre end det, der eksternt venter på sin fysiske manifestation i form af en accelererende knytnæve til øjet. En hastigt voksende klump med vertikale linier, der snart vil informere mig om, at min krop langsomt og vedholdende snyder mig ved at blive ved med at pumpe blod rundt i kroppen, da jeg slet ikke er i tvivl om, at en stor del af det meget snart vil flyde ud på jorden i den umiddelbare nærhed af, hvor jeg voldsomt er blevet placeret. Snyder mig, da jeg jo slet ikke er i stand til at passe på en eneste af de millioner af blodceller, der med eminent afmålt vid og præcision snart viser mig lige netop dette i den så grotesk markerede kontrast mellem rød og jordens nær farveløse monotoni i nuancer af sand og jord. Snyder mig til at snyde sig selv, da der er en ganske større chance for dem for at vedblive i livets kredsløb udenfor mine årers forslikkede renhed i en gaia-inspireret cyklus.

Og jeg prøver dovent at holde fast i sekundet før det sker, før det eksemplificeres uniformt og singulært i et stramt markeret overfald i mit ansigt. Prøver at strække det ud så længe det er muligt at forestille sig splitdelen af den tidsenhed, det alligevel tager for et udpustet åndedrag at forlade kroppen helt og lade muskulaturen hvile inden en ny elektrisk impuls signalerer, at der er et behov derinde et sted, der skal dækkes og det helst endnu før, det utroligt nok er opstået og endnu skal initieres. Det er næsten dér jeg er.

Min krop har accepteret det uundgåelige, og hver en nerveimpuls har forladt, hvad der før var en saftspændt nervetråd fyldt med fremadstræbende vilje og eksploderende blodtørst. Er det mon muligt at implodere helt og holdent, og lade ethvert hulrum i kroppen kollapse og klæbe til sig selv og de knogler, der ikke kender til andet end at stå imod en tyngdekraft så omfattende, at den eneste måde at bistå på er ved at lade al bevidsthed ude derfra, så det der er tilbage er struktur og intet andet?

Måske et løbende vers som ovenstående, der bare bliver ved i et forlænget dryp, hvor min indre stemme bliver mindre og mindre, for til sidst bare at forsvinde i en stum kamp, der efterhånden udelukkende trækker silkeagtige tråde opad for at holde på sig selv og sit, når den sidste bevidsthed strækker sig til sit yderste.(Og så fandme da også endnu ét).

Jeg har snigløbet mine hulrum med tyngekraft. Jeg sidder på bunden, fastklemt i et dråbeformet vakuum. Jeg er kravlet ind i mellemrummet mellem atomer og des mindre. Og alligevel mærker jeg, da kødklumpen gør sig til overfor min kæbe i form af et parringsritual af de mere brutale. Hud og knogle i uskøn, asynkron vibration, som kun understreges som en sådan af den underligt rytmiske plasken af materie, blødt og hårdt, som jeg observerer i mine nervespidser. Det bliver ikke mindre end dette, selvom jeg fornemmer adskillige tungtvejende og tårevædede timer fremover i udstrakt palavren med et minde som dette, selvom hver en forekomst af selvsamme lader mig tilbage en smule mere hærdet fra tid til anden og gang til gang.

Det bliver ikke mindre end dette, hvor jeg rejser mig i stjerneklar bevidsthed om, at jeg endnu en nat og endnu en gang har blotlagt mit totale fravær på civiliseret nerve, og et udtryk, der med ligeså umiskendelig gennemsigtighed, efterlader mig som en taber i verdens øjne.