Lupina
   Moonligt Cafe var berømt for at have åbningstider til langt ud på natten. Lupina synes det havde et passende navn, for det møde hun skulle have med Eidolon. Det lå godt i tråd med hendes oplevelse i skoven, der havde fundet sted omkring midnat.
   Hun gik i sine egne tanker, da hun skulle til at gå ind på Caféen, og blev derfor overrasket, over hvor hårdt døren blev skubbet ud mod hende. Hun nåede lige at afværge et blåt øje ved at holde hænderne beskyttende op, så de gav glasset i døren en syngende lussing.
   På den anden side af glasset stod Eidolon. Hun havde ofte set ham i medierne og derfor var butterflyen ikke et uvant syn. Han havde flere varianter og sås ofte med én. Nogle gange havde han også en hat på, som sad lidt skråt og på en eller anden måde virkede kæk. Den outrære beklædning var en del af hans fremtræden. Han sammensatte gamle stilelementer med nye, så det mere så trendy ud end kikset.
   Den skinnende lyseblå sommerfugl kærtegnede blafrende hans hage med sine vinger. Da hendes blik gled længere op, hilste deres øjne smilende på hinanden. En vifte af tynde smilebånd viste sig ved øjenkrogene og afslørede hans muntre væsen.
   Faktisk var han en ret flot mand i starten- måske midten af 20'erne, tænkte hun. Hendes længselsfulde hjerte vred sig forræderisk og pumpede oxytosin ud i hendes blod og satte pulsen i vejret. Kærlighedshormonet, havde hun engang fået fortalt. Det samme hormon, der kunne få en mor til at føde et barn uden bedøvelse. Hun rødmede som resultat. Pludseligt virkede det forbudt, at de praktisk talt flettede fingre gennem glasset. Forbudt på samme måde som at spise af æblet på kundskabens træ. Hun skyndte sig at fjerne sine hænder.
   Han havde åbenbart ikke noget imod, at hun var sent på den, for han bød hende høfligt ind i Caféen, og da de havde fundet sig til rette ved et bord, gik han op og bestilte kaffe til dem begge samt en kurv med små lækkerier.
   Lupina spiste løs af frugten, mens hun berettede om sin underlige oplevelse så detaljeret, som hun kunne. Eidolons blik forlod hende kun ind i mellem for at fiske efter kager og andre søde sager i kurven.
   To tomme kopper og en tom kurv senere føltes det som om, hele caféen ventede i stilhed på hans reaktion. Alle lyde omkring hende var skruet ned, og hendes øjne hvilede på hans mund. Hvad ville han sige til hendes skøre historie? Ville han mon tro, at hun var tosset? Hun bed nervøst i sine negle, hvor en tynd sølvstreg adskilte en blå og en lilla farve.
   "Det var da helt utroligt!", udbrød han. "Sjældent har jeg hørt om så tydelig en kontakt.", fortsatte han. "Du fortæller, at du både kunne høre, hvad hun sagde men at du oven i købet kunne have en dialog med hende-...", han rystede på hovedet. "Det er utroligt!", gentog han så lavt for sig selv, at Lupina knapt kunne høre det. Han virkede begejstret og ikke fordømmende. Hun kunne ikke lade være med at spejle hans entusiasme, mens hun nikkede. "Hun viste sig helt tydeligt? Ansigtet? Tøjet??" Det var et retorisk spørgsmål, for det havde hun allerede fortalt ham, men hun nikkede igen.
   "Du tror altså på det?", spurgte hun, da hun eller ikke vidste, hvad hun skulle sige.
   "Ja! Selvfølgelig!" Hans brune øjne blev fraværende et øjeblik, mens han rejste ind i sit indre univers og endte i caféen igen, hvor han så intenst på Lupina. Hun mærkede rødmen stige op i kinderne.
   Han er bare en mand! Forsøgte hun at berolige sig selv med. Ja, han så sej og anderledes ud i det der tøj. Det var da klart, at hun som kvinde ville synes, han var pæn. Hendes indre djævel stak til hende: 'okay okay... Måske lækker var det rette ord'.
   Men derfor behøvede hendes gentagne rødmen og holde-i-hånd- tanker jo ikke at betyde noget som helst! Hun var ikke en pige, der drømte om et romantisk forhold! Dér forpligtede man sig til at dele sine følelser og hemmeligheder med en, man ikke kendte, bare fordi nogle fysiske reaktioner fik én til at tro på evig kærlighed. Nu måtte hun lige holde hovedet koldt og huske, hvor meget hun gennem tiden havde gjort for at undgå at binde sig til nogen. Selv hendes bedste veninder kendte hende ikke engang 100%. Der skulle ikke komme en eller anden fyr med blå butterfly og lave om på det!
   "Hvor ville jeg gerne have været der." Han hviskede det så lavt, at Lupina var usikker på, om det var meningen, at hun skulle have hørt det. Hun undlod at svare på det.
   "Hvad så nu?", vovede hun at spørge, og ordene rungede efter så lang tids tavshed. Han hvilede sin hage på tommeltotten, mens han åbenlyst grublede.
   "Jaa, det er et godt spørgsmål.", sagde han og den lodrette grublerynke lige over næsen blev lidt længere.
   "Jeg kan starte med at købe en kop kaffe mere?", smilede Lupina og afventede hans svar. Hendes mave knurrede pludseligt så højt, at det umuligt kunne gå ubemærket hen. "Jeg tror også, jeg skal have en sandwich.". Hun holdt sig grinende over maven. Han lo.
   "Vil du købe en til mig også?", spurgte han. "Jeg har vist været så optaget af alt dette, -", han strøg hånden hen over bordpladen, som om hendes fortælling lå der, og spindede som en kat. "at jeg slet ikke har lyttet til min krop." Hun mærkede hans øjne på sig, da hun rejste sig op, og måtte række ind over ham efter pungen.
   De spiste, mens Lupina tog notater i håb om at kunne huske noget af det, som Eidolon forklarede om spøgelser. Da tallerkenerne var tomme, -bortset fra lidt dressing og et par stykker salat der var gledet ud af deres sandwich- kiggede hun sine noter igennem:

SPØGELSER
   Sådan opstår spøgelser:
   Personen dør enten brutalt eller har en særlig tilknytning til 'spøgelsesstedet'. I form af fx:
   brudte løfter
   vigtige hændelser
   kraftige ønsker eller lignende.

Spøgelsers egenskaber:
   samme udseende, som i livet
   kan selv kontrollere hvor gennemsigtige de vil være
   gå gennem vægge
   kan kun skades af magiske våben
   kan ikke skade et menneske fysisk,
   - men de kan kaste en forbandelse: jo længere tid du er i nærheden af spøgelset, desto mere bange bliver du. Det vil tære så meget på dine kræfter, at du til sidst kan dø af det.
   Ikke alle spøgelser er farlige!

Spøgelser forsvinder hvis:
   Man har et magisk våben lavet til at dræbe æteriske udøde. (spøgelser)
   Man kan hjælpe dem med at ophæve tilknytningen. (Fx indfri deres ønske?)
   Man kan eventuelt dræbe den, der brutalt har myrdet spøgelsets menneskekrop