En tilstand så melankolsk at det ligner hun er bange for mig. Min krop ryster indvendigt og jeg får lyst til at skærer i mig selv - flænse min brystkasse op og lade blodet finde hendes vej ned ad min krop. Hendes øjne er stukket af og jeg mærker hendes skrig, så panisk, lege med mine knogler og ben. Så tryllebundet af det faktum at hun er min - til ikke at vide om hun egentlig er virkelig. Længslen efter smagen fra hendes læber, trygheden og behovet for bare at være med hende - håbet om at hun har det på samme måde, giver mig nærmest lyst til at slå hende. Det evige ønske om at blive det menneske, som hun ønsker og håber på jeg bliver. Den perfekte, for kun det fortjener hun - det aller bedste. Ønsket om den ændring gør mig bange og jeg mærker en bombe af angst springe indeni mig. Jeg ved hvad jeg skal gøre, hvad jeg burde, hvad jeg inderst inde vil for alt i verden, men .. Mine tanker går i sort og endnu engang bliver 'det aller sidste fix' filteret. Og jeg kan starte forfra med at lede efter hende