Jeg havde ligget og ventet i min seng i rigtig lang tid nu. Gad vide hvornår far kom hjem? Jeg kiggede over på min søster, som for længst var faldet i søvn og nu trak vejret tungt. Jeg rejste mig og gik hen til vinduet. Fuldmånens runde, dystre ansigt oplyste de visne træer. Jeg kunne sagtens holde varmen i min tynde kimono selvom, det blev rigtig koldt om natten. Jeg satte mig på skamlen og så på min søster. Hun så så uskyldig ud når hun lå der på sin sæk på halmet. I sin søvn havde hun skubbet sin bamse, en efterhånden meget beskidt klud, ud på det lerstampede gulv, så jeg rejste mig for at lægge den ind til hende igen. I det samme hørte jeg nogle stemmer komme fra lige ude på den anden side af husmuren.
   "Jeg er sikker på, Davin vil være med til det. Han er ikke så sky af sig." lød en stemme, jeg synes at have hørt før. Jeg var bare ikke sikker på hvor.
   "Hvordan kan du være sikker på, at vi får erstatning? Og hvordan kan du være sikker på, at det bliver kontanter og ikke bare geder? Som du kan se har vi ikke plads til geder." svarede min fars stemme bagefter.
   "Tro mig. Det bliver gyser, det skal jeg nok sørge for. Så længe, at jeg får 10 procent af summen. Jeg ved godt, at jeg skylder dig en tjeneste, men Davin skal trods alt slå ihjel for, at du får pengene."
   "5 procent. Det er trods alt min egen datters liv, vi taler om." Jeg kunne mærke min underkæbe falde helt med på brystet. Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg kunne ikke tro mine egne ører! Og hvem?! Hvem af Marlene og mig skulle myrdes?
   "Aftale. Men jeg skal lige være sikker på, at vi er enige. En af præstinderne i templet blev myrdet i sidste uge. Hendes familie fik erstatning på femtusinde talenter! Du sender Kira til optagelsesprøve i templet - Davin får hende selvfølgelig ind lige meget hvad - og når hun har været der i nogle måneder, slår han hende ihjel og du får erstatningspengene - som jeg så får nogle af for min del af arbejdet."
   "Ja" sukkede min far. "det må være sådan det er. Bare lov mig, at han vil gøre det smertefrit!" Min fars stemmede knækkede. Jeg vidste godt, at min far var i pengenød, men.. men at han ville ofre mig?! For penge! I min frustration sparkede jeg til en krukke korn, der stod på gulvet neden for vinduet. Den væltede med et ordentlig brag. Min fars fodtrin lød i hastigt tempo mod sovekammeret, så jeg smed mig lynhurtigt på min sæk og trak tæppet over mig. Da han stormede ind, satte jeg mig op i sengen med et sæt som om, at jeg havde sovet hele tiden.
   "Hvad sker der?" spurgte jeg så søvndrukkent som jeg kunne. "Hvorfor har du væltet kornet?" Min far kiggede rådvildt på mig. Han så på kornet, der lå spredt ud over hele gulvet, og tilbage på mig.
   "Øh.. Det var nok bare katten.. " sagde han og satte sig på hug for at feje kornet sammen med hænderne. "Gå nu bare i seng igen. Du skal tidligt op i morgen."


Jeg vågnede tidligt næste morgen. Min mave føltes som en kold klump. Var det hele bare en drøm, eller havde min far virkelig solgt mig? Jeg stod op og gik ud for at påbegynde morgenmaden. Min far var allerede oppe, og var i fuld gang med at forsøge at få gang i ildstedet.
   "Godmorgen, skat." hilste han og smilte til mig. Det var endnu mere uhyggeligt, at han kunne virke så oprigtig, når jeg vidste, hvad han havde i tankerne.
   "Godmorgen, far." Jeg gik hen til vores lille forrådskammer af krukker i hjørnet af vores hytte for at finde grødris.
   "Ikke i dag, Kira. Jeg har en nyhed der er værd at fejre. I dag skal vi have lækkert morgenmad." Smilede min far til mig. Jeg kiggede på ham uden at sige noget. Sikke noget at fejre. Jeg satte krukken med grødris fra mig og fandt i stedet brød og ost i skabet. Lidt efter stod Marlene op. Hendes hår var filtret og hun havde stadig søvn i øjnene. Hendes grå natkjole var krøllet og plettet og hun havde kluden i den ene hånd, hængende slapt ned langs siden.
   "Godmorgen!" gabte hun. "Hvad er der til morgenmad? Det sædvanlige?"
   "Nej" svarede min far. "I dag skal vi have brød og ost. Jeg har en nyhed, vi skal fejre."
   "En nyhed?!" Marlenes ansigt lyste op, og straks så hun ud som en, der havde fået sig en morgendukkert i floden. "Hvad er det for en nyhed? Sig det nu, sig det nu! Sig det nu, far!" råbte hun, mens hun dansede i cikler rundt om far.
   "Okay okay!" grinede min far, mens han løftede hende op i sin favn og gav hende et knus. Så vendte han sig mod mig.
   "Kira, nyheden drejer sig om dig. Jeg har søgt plads til dig i Templet. De har sagt ja. Du skal af sted om en time." Jeg kiggede bare på ham som om, at det ikke var gået op for mig endnu, hvad det var, han lige havde sagt. Han grinede uforstående og satte Marlene ned på gulvet igen. Han vendte sig mod mig.
   "Skat, du skal i lære som præstinde." forklarede han mig, som for at hjælpe mig med at forstå. Jeg havde lyst til at løbe min vej, men det kunne jeg ikke. Han var jo trods alt min far. Jeg iførte mig mit bedste smil.
   "Er det rigtigt?! Hvordan det? Hvor er jeg glad!" råbte jeg, lagde brødet fra mig og løb hen og omfavnede ham. Min far holdt mig ind til sig et kort øjeblik og holdt mig derefter ud fra sig.
   "Det var heller ikke nemt, men de har valgt dig. Du må pakke straks efter morgenmaden. Davin kommer og henter dig. Han vil følge dig på vej." Jeg smilede igen til ham, men mit smil nåede ikke mine øjne.


Davin kom kort efter, at jeg var færdig med at pakke. Det var ikke fordi, at det tog så lang tid at pakke. Jeg ejede ikke meget. En natkjole, nogle ekstra sko og et halssmykke, der havde tilhørt min mor. Min far havde sørget for at fylde dunken med koldt drikkevand, der sikkert kun ville være koldt de første par timer af de to dage, det tog at rejse til Templet på hesteryg.
   "Er du snart færdig til at tage af sted? Hvis vi skynder os kan vi nå Alshima-skoven inden solnedgang." lød Davins hilsen bag ved mig.
   "Og hej til dig også." svarede jeg og vendte mig om med en arm i siden. Davin pustede til en rødbrun hårlok, der insisterende faldt tilbage ned foran han øjne. Han var iført lange ridebukser og lukket vest uden noget indenunder. Jeg havde kendt ham mange år. Han havde altid været en af de store drenge, som alle er bange for. Jeg havde også altid været bange for ham, men jeg følte ikke, at jeg havde noget at miste nu, hvor min skæbne var blevet afsløret for mig på uheldig vis. Mit svar kom bag på ham. Han var ikke vant til, at nogen svarede ham igen. Jeg kunne se musklerne i hans solbrændte overarme spille, mens han forsøgte at finde et kækt svar, der ville sætte mig på plads. Han havde altid spillet med musklerne, når han rigtigt tænkte. Jeg tror, det må være en form for forsvarsmekanik med formålet at skræmme modparten, mens han æselhjerne skulle udarbejde en sætning. Efter lidt så det ud som om, at han ikke rigtig kunne komme i tanker om noget sejt at sige, så han spyttede bare i jorden.
   "Møgunge." mumlede han surt, men holdt blikket rettet mod jorden.