Hun sad bagerst i kirken inderst på bænken. Diskret. Egentlig burde hun slet ikke være her. Dette var bare én af de mange kommunale begravelser. Flere og flere døde uden, at man kunne finde nogen pårørende. Det var egentlig rystende, tænkte hun. At dø alene uden nogen til at tage sig af alt det praktiske. Bente kunne godt lide praktiske ting. Hun var effektiv. Det var nok også grunden til, at hun var blevet sat på opgaven. Reduktion af begravelseskontoen i kommunen. Der skulle jo spares alle steder og folk holdt jo ikke op med at dø.
De kommunale begravelser havde været i voldsom vækst de sidste par år. Sidste år havde kommunen begravet hver 13. borger og den demografiske profil viste, at der blev flere og flere ældre. En tikkende bombe under de kommunale budgetter. Hun sukkede. Det kunne da for alvor betegnes ældrebyrden.
Bente var leankonsulent i kommunens effektiviserings-afdeling. Hun arbejdede systematisk med, at samle information sammen om begravelser, så hun skrive et ordent-ligt udbudsmateriale. Hun havde overskriften klar: "En ordentlig og redelig bisættelse af afdøde personer. Udvælgelseskriteriet er laveste pris".
Nu skulle hun på kommunens vegne definere standarden for ordentlig og redelig.
Bedemændene troede, at de kunne sætte prisen, som de ville. Men det skulle hun nok få sat en stopper for. Det var jo borgernes penge og hendes afdeling var kendt for at skabe resultater. Det havde hun bevist gang på gang. Fra ældreplejen til byggesagsbehandlingen. Fra vedligehold af grønne arealer til specialtransporten for de handicappede. Nu var turen kommet til begravelser.
Hun havde allerede kortlagt de første åbenlyse indsats-områder. Hun skulle have en snak med chefen for hjemmeplejen. Deres nuværende procedure med at opfordre de ældre til at beskrive deres sidste vilje kostede kommunen kassen. En normal standardprocedure for kommunale begravelser var, at køre den døde direkte på krematoriet og en diskret urnenedsættelse på de ukendtes grav. Hun fandt notesbogen frem fra tasken og noterede: Krematorium efterfulgt af et spørgsmålstegn. Gad vide om der ikke var potentiale i en fællesindkøbsaftale med krematorierne. Det måtte hun huske, at spørge sine kolleger fra nabokommunerne om. Måske var der allerede SKI-aftale med dem. Det måtte tjekkes. Der var mange penge at spare ved at købe stort ind.
En billig standard begravelse kunne gøres for omkring 7.000 kr. Hun havde undersøgt prisen hos Kommunernes Landforening og krydstjekket med Dansk Bedemandsforening. Ifølge udskrifterne fra kommunens økonomiafdeling svingede prisen fra 11.000 til helt op til 20.000 kr. Det var dyrt, når folk blev opfordret til at udfylde "min sidste vilje". Så kunne det lige pludselig ikke blive fint nok. Hvad i alverden skulle folk med et gravsted, når der alligvel ikke var nogen pårørende, der ville kendes ved dem?
Det var vist ikke kun hos kommunen, der var penge at spare. Hun lod blikke glide diskret rundt i kirken. En præst, en organist, en kirkesanger og graveren ude på kirkegården. De var nok ikke de højest lønnede - men alligvel. Der gik alligvel mange ressourcer til sådan en begravelse. Kirkeskatten var jo også borgernes penge. Når man så lagde kisten og blomsterne oven i, så løb det hurtigt op. De blev selvfølgelig købt hos lokale virksomheder, der betalte skat tilbage til kommunen. Men mon ikke de klarede sig fint uden et kommunalt begravelsestilskud.
Orglet gik i gang. Hun lyttede, mens hun funderede over hvad sådan et orgel egentlig kostede. Bente havde ikke forstand på musik. Men det lød noget falsk. Det kostede garanteret det blege, at få stemt sådan et orgel.
Hun kiggede rundt. Hvad mon det kostede at holde sådan en gammel kirke kørende. De store messinglyse-kroner i loftet. Hun talte. 32 pærer til én lysekrone. Det blev alligvel til en del. Fire store lysekroner i loftet plus alle de mindre rundt på væggene. Gad vide om de brugte LED-pærer. Hun kunne huske, at de havde sparet flere hundrede tusind kroner ved at skifte pærerne ud på Rådhuset. Det sparede både strøm og så holdt de længere. Så selvom de var dyrere i indkøb, så var de hurtig tjent ind.
Hun noterede sig, at vinduerne var enkeltlagsglas og at der var varme i radiatorerne under bænkene. Der var ikke noget at sige til at kirkeskatten var høj. Hun var heldigvis ikke medlem af folkekirken længere. Det havde hun sparet væk for længe siden.
Det var efter Oles begravelse. Han var død pludselig af hjertestop for 4 år siden. Hun stod tilbage med alt det praktiske. Så hun vidste udemærket, hvor meget der skulle ordnes. Bente var god til at ordne. Men hun var også forarget over alle dem der levede godt på andres sorg og ulykke. Hun havde taget tilbud hjem, fra tre forskellige bedemænd, før hun havde valgt. Det var der nok ikke mange der ikke tænkte på. Men der havde været ret mange penge at spare. Hun havde også konstateret, at der var stor forskel på prisen på begravelse og bisættelse. Ole fik en bisættelse.
Bente havde ordnet alt det praktiske omkring begravelsen selv. Bedemanden havde ellers aftaler med alt fra den lokale blomsterbinder til kroen. Men han fik garanteret også provision. Hun havde selv sørget for smørrebrød fra slagteren i Superbrugsen. Her kunne hun også leverer overskydende øl og vand tilbage. Der var jo ingen grund til at have for meget stående. Kaffen og småkagerne var fra Netto.
Præsten rundede af og orglet gav et ordentlig drøn lige bag hende, så hun for sammen. Hun kiggede på uret.
23 minutter havde det taget.
Det skrev hun ind i notesbogen.