Han svedte og bandede. Det var varmt på kirkegården. Ikke en vind rørte sig. Han smøg ærmerne op og knappede de øverste knapper op i skovmandsskjorten. Han luntede hen til redskabsskuret og satte sig på bænken udenfor. Erling var som regel udenfor.
Det var alt for varmt til begravelser. Hvorfor helvede lagde folk sig til at dø, når der var hedebølge. Så skulle alting jo have mere vand. Han blev også selv så satans tørstig. Han kiggede rundt og trak en flaske Underberg frem fra en sprække under bænken. Præsten og Vor Herre havde forbudt alkohol på kirkegården. Men man havde vel sine metoder.
Klokken var lidt i to og begravelsen skulle snart begynde. Erling havde ikke travlt. Kirkeklokkerbe var blevet automatiseret for flere år siden og kunne programmeres til alt fra bedeslag til ringning for solopgang. Med et enkelt klik kunne præsten fjernstyre bedeslagene. Der var ikke længere brug for ham til at gøre det manuelt. Han havde ellers elsket, at knokle med rebene fra klokkerne og få dem til at ringe på den helt rigtige måde. Nu lød det som en maskine. Men folk nu om dage havde jo ikke sans for det gode håndværk. Heller ikke, når det gjaldt at ringe med kirkeklokker.
Han sukkede dybt, rejste sig og gik ind i redskabsrummet. Hans redskabsrum. Hans stolthed. Alle arbejdsredskaberne hang pænt på pladserne på rad og række. Slidt efter års knoklen for Vor Herre, skønt han ikke troede en skid på Gud. Det eneste han troede på, var fagforeningen. Erling havde altid været aktiv fagforeningsmand. Rettigheder, var noget man skulle kæmpe for og ikke noget man skulle bede for. Amen. Arbejdstider, pauser, afspadsering og rettigheder til nyeste maskiner til at lette arbejdet og ergonomisk korrekt værktøj.
For Erling var den hellige Treenighed: Faderen, Lønnen og Fagforeningen. Og Faderen var ikke Gud. Det var Louis Pio, der for mange herrens år startede de organiserede fagforeninger i Danmark og var glødende socialist. Erling mente ikke kirken var ikke noget, man skulle tro på. Det var noget man arbejdede for. Eller imod.
Han havde taget sine kampe med det der satans stædige Menighedsråd. De ville ofte hellere bruge pengene på andre ting end vigtige maskiner og redskaber til kirke-gården. Men trusler om fagforeningen, et par artikler til lokalavisen om dårlig behandling af ansatte og sygemelding med dårlig ryg, hjalp jo altid investeringerne lidt på vej. I betragtning af kirkegårdens størrelse og det begrænsede antal begravelser i sognet var Erlings redskabsskur forholdsvis veludrustet. Man havde vel sine metoder.
Han kiggede tilfreds rundt. Han havde udstyret i orden til at holde kirkegården oppe til en vis standard. Og den standard, satte Erling. Men man skulle jo for helvede heller ikke overdrive. En grav var en grav. En hæk var en hæk. Et gærde skulle jo kun males hvert 3-5 år. Det blev det så hvert 5. år. Der var jo ingen grund til at kravle over, hvor gærdet var højest. Det gjorde Erling aldrig.
Han strøg den grove hånd hen over frontskærmen på minigraveren. Hans minigraver. Den var orange og havde de nyeste funktioner for sin kategori. Han havde fundet den på den årlige messe for materiel og maskiner. Den havde udskydelig undervogn, ergonomisk joystick, minimal vedligehold og gode motorkræfter. Kabine med gode adgangsforhold og rigelig plads. Man havde vel fortjent ordentlige arbejdsforhold, mente Erling.
Han åbnede det lille rum bag det ergonomiske sæde. En Underberg. Han havde faste rutiner i løbet af ugen. Mandag var helligdag for kirken. Der havde præsten fri og der kom stort set aldrig andre end Erling på kirkegården. Her kunne han fylde sine depoter op i fred og ro. Så var hans rationer klar til resten af ugen. Der skulle jo alligevel noget til at holde arbejdet ud på sådan en Helveds forgård, som han kaldte kirkegården.
Han klappede på det store nøglebundt fra bæltet. Han havde nøgler til alt. Så havde man styr på tingene. Ingen kom og rodede og snagede i hvad han lavede. Man kunne vel som minimum kræve lidt arbejdsro. Der kunne være et rend af alle mulige her på kirkegården. Men han fik som regel hurtigt de fleste til at fordufte igen. Hans bryske facon og stirrede blik sikrede, at de fleste ikke opholdt sig her længere end nødvendigt. Så var det lettere med de døde. Dem var der sgu ingen bøvl med.
Han låste døren op til det store stålskab bagest i rummet. Maling, bøtter og kemikalier stod i velorganiserede grupper efter funktion med tydelig mærkning på hvad det skulle bruges til. Der måtte være orden på sagerne. På nederste hylde stod en række dunke uden label. Det havde han møgsommeligt hældt over fra original emballagerne. Ukrudtmiddel. Han hadede ukrudt, men kirkegården skulle jo se præsentabel ud. Til helvede med Menigshedsrådets økologiske projekt "Grøn kirkegård." Han vrængede ansigtet. Det var jo for fanden ikke dem, der skulle luge lortet. De døde tog jo ikke hverken skade af Round-up eller nogle af de andre ukrudtsmidler han havde købt i Tyskland. Naturligvis havde Sognet fået det grønne stempel. Den slags kan ordnes. Erling havde sine metoder.
Han listede hånden ind bag dunken med terpentin. En Underberg. Det var også en slags ukrudtsmiddel, tænkte han smilende, da han drak den. Han havde haft lidt bøvl med maven på det sidste. Det kunne Underberg gøre underværker med. Han slog en ordentlig skid, låste døren til stålskabet og luntede ud på lokummet bag skuret.
Menighedsrådet ville gerne have et offentligt toilet på kirkegården. Men Erling havde sørget for at de ikke var i tvivl om medarbejdernes ukrænkelige ret til eget toilet. Et par skrivelser fra fagforeningen med udskrift fra et par retsager på området gjorde valget lettere for dem. Så nu var det hans private lokum. Andre måtte gå over i sognegården, hvis de blev trængende. Han satte sig godt tilrette med dagens avis. Arbejderen. Han plejede skide lige så længe, som det tog at læse avisen. Man havde vel for helvede ret til at holde sig orienteret og ret til at skide i fred.
Han havde det bedst, når han arbejdede alene. Ikke fordi det ikke var rart, at få andre til at gøre arbejdet. Men det ødelagde hans rutiner, at andre skulle rode rundt i hans ting og bruge hans værktøj.
En gang imellem blev han påtvunget en nyttejobber eller lignende fra kommunen. Han havde mange forskellige arbejdsopgaver til dem, der passede præcis til deres kompetencer og skavanker. Gravearbejde til dem med rygproblemer. Lugning til dem med dårlige knæ. Malearbejde til dem med allergi. Ham, der havde haft psykiske problemer, holdt også kun et par dage, da han ikke tålte tonen på jobbet. Skravl og skruebrækkere, der underminerede ordentlige folks arbejde. Det måtte man forsvare sig imod. Det gjorde han så - og han havde sine velafprøvede metoder.
Kirkeklokken gik igang med bedeslagene. Begravelsen var ved at være slut.
Erling så frem til at der igen åndede fred og ro på kirke-gården. Han havde haft travlt i dag og så frem til en velfortjent middagslur på madrassen i skuret. Det havde man vel ret til, efter alle de år som lønslave af Herrens nåde.
På gravstenen ved siden af skuret var der indgraveret Hvil i fred. Det var præcis hvad han trængte til.