Hun halsede afsted med korte hurtige skridt op af kirke-stien. De permanentede krøller hoppede op og ned og kom i lettere uorden. Hun opdagede, at snørebåndet var gået op på den højre sko. Det måtte hun lade være nu. Hun var sent på den. Igen. Hun hadede, når hun kom for sent og organisten så anklagende på hende over kanten af læsebrillerne. Heldigvis var det bare en begravelse og så vidt hun vidste, var der kun ganske få pårørende. Hvis nogen overhovedet.
Kirkeklokken ringede det sidste slag, da hun nåede trappen. Hun tog en dyb indånding. Rettede lidt på sløjfen, der var bundet om halsen på den storblomstrede skjorte. Måske lidt for farvestrålende til en begravelse. Måske lidt for stram til hendes lidt for buttede krop. Måske også lidt for varm til en sommerdag og til hendes hektiske slutspurt. Den klæbede uklædeligt til mormorarmene og bulerne på maven.
Hun tog langsomt i det store messinghåndtag til kirkedøren og lod den forsigtig glide op. Hun åbnede den kun lidt. Den knirkede. Hun kendte den og vidste, at den knirkende lyd blev højere, jo mere hun åbnede døren. Istedet trak hun maven ind, holdt vejret og møvrede sig sidelæns ind ad døren. Hun prustede og forsøgte at få åndedraget til at falde ned fra hæsblæsende til tålelig. Hun var i dårlig form måtte hun indrømme. Hvis hun var i en form, var det nok mest kageform. Hun hadede sin klumpede krop. Anne Grethe mente, at hun havde en skrækkelig lav forbrænding. Hun vidste, at hun havde en skrækkelig trang til kager og søde sager.
Døren mellem våbenhuset og kirken stod på klem. Hun forsøgte, at lukke den tunge yderdør så lydløst som muligt, ved at holde håndtaget nede, mens hun langsomt lod den tunge dør glide i. I stilheden fra kirken, lød det nærmest rungende, da hun slap håndtaget. Præludiet gik igang og fyldte kirken med en overdøvende pibende larm. Hun hadede at komme for sent. Det var pinligt, at skulle gå ind i kirken og alle kiggede på hende. Hendes i forvejen røde kinder blussede bare ved tanken.
Hun listede sig ind. Kiggede forsigtigt op gennem kirken. Præsten stod med ryggen til ved alteret. Der sad kun et par enkelte pårørende eller nysgerrige spredt rundt i kirken. Kisten stod ensomt midt på gulvet. Der var kun en enkelt buket oven på den. Gad vide hvem det var. Anne Grethe var altid lidt nysgerrig på, hvad der skete i sognet. Mon det var nogen hun kendte, så hun kunne fortælle om det i strikkeklubben.
Hun gik med snigende skridt ned til orglet bagest i kirken. Hun var lige ved snuble i snørebåndet. Organisten sad klar med rank ryg og klimprede løs på orglet. Hun kunne mærke køligheden stråle ud fra ryggen. Hun krympede sig.
Orglet blev endelig tavs. Hun ledte efter samlebogen i sin store taske. Den var fra menighedens genbrugsbutik. Anne Grethe havde altid meget med i tasken og salmebogen havde vist forputtet sig under posen med maltbolcher, familiejournalen, strikketøjet, en pakke kiks, en par lommetørklæder, en krøllet seddel med en opskrift på småkager, en metaldåse med piller...
Dér var den. Hun fiskede den op. Børstede den let af og fjernede det halvsmeltede bolche, der sad fast i venstre hjørne på bagsiden. Hun rømmede sig højlydt og var ved at være klar.
Anne Grethe var aktiv ildsjæl og blæksprutte i menighedens genbrugsbutik på Hovedgaden. GenbrugsBiksen. En klassisk genbrugsbutik med alt godt og brugt i store mængder. Hun var ansvarlig for tøj, sko og tasker. Hun sørgede for, at pakke tøjet ud og sorteret det. Først i to bunker. En til genbrug og en til udsmidning. Det meste kunne bruges. Anne Grethe var ikke så god til at smide ud. Det var også hende, der stod for dekoration af vinduerne og påklædning af plastik mannequinerne i butikken. Det var ikke altid de andre damer var enige. Hun kunne mærke, at de snakkede bag hendes ryg. Hun brugte altid masser af farver og mønstre. Det gav det bedste blikfang, mente Anne Grethe. Hun forsøgte, at lade som om hun ikke hørte deres snak.
Organisten stemte i med første salme og Anne Grethe forsøgte af bedste evne og fuld hals, at følge med orglets pibende toner. Typisk organisten. Hun lagde altid tone-lejet urimelig højt. Men Anne Grethe gav ikke sådan op. Trak vejret kraftigt ind og stemte i af fuld kraft. Man skulle jo kunne høre teksten til salmen, så det hele ikke gik tabt i orglets piberi. Hun lagde så meget energi i sangen, at hun blev helt stakåndet og rødmosset i ansigtet. Måske skulle hun alligevel tage lægens råd seriøst og komme i bedre form og tabe sig lidt.
Det var ikke let for Anne Grethe at komme i form. Hun havde flere gange prøvet med pulverkure og havde meldt sig til gymnastisk for damer. Men det holdt hårdt. Det svært for hende at nå gymnastikken, når hun også skulle passe arbejdet i genbrugsbutikken, jobbet som kirkesanger og som formand for den lokale strikkeklub - og det endte altid med kage, uanset hvor hun var. Folk plagede altid for, at hun skulle bage nogle af hendes populære kager og bagværk. Hun kunne heller ikke selv lade dem være.
Hendes tanker gled væk fra begravelsen til det orgie af et Sønderjysk kaffebord, hun var i færd med at planlægge til genbrugsbutikkens fødselsdag. Smørkringle, lagkage, sandkage og forskellige slags småkager. Hele 14 slags forskellige kager i alle afskygninger ville hun bage. Hun smilede ved tanken om deres ansigter, når de så hvad hun diskede op med. Hun håbede også lidt, at det ikke kun var kagerne de kunne lide.
Pludselig opdagede hun, at næste salme var igang. Hun bladrede løs for at finde salmen og nåede at halse med midt i første vers. Hun var altid lidt bagefter. Organisten kunne da godt lige have givet hende en chance og spillet et længere forspil. Hun altid så korrekt. Perfekt knold i nakken. Tynd eller måske nærmere mager. Hendes mund snerpede sig altid sammen, når hun så på Anne Grethe. Altid fik hun Anne Grethe til at lave fejl eller fremstå som mindre heldig.
Anne Grethe havde forsøgt at blive veninder med hende af flere omgange. Men Edel havde hånligt afvist hendes tilbud om at komme til kaffe og om at arbejde med i genbrugsbutikken. Hun havde endda nærmest ydmyget Anne Grethe, da hun spurgte. Gammelt ragelse havde hun kaldt de fine varer i butikken. Hun var åbenbart for fin på den til at samle penge ind til folk i nød. Hvis der var noget Anne Grethe ikke kunne udstå, så var det folk med fine fornemmelser. Hun kom selv fra ret beskedne kår. Hendes mor havde også arbejdet for menigheden og knoklet for at samle ind til velgørende formål. Anne Grethe havde altid gået i brugt tøj. Det var hun blevet drillet med det i skolen. Det var nok der hun startede med at smugspise som trøst. Hun var ikke ret dygtig i skolen. Men i husgerning fandt hun sin niche - hun kunne bage kager. Kager var altid populære. Anne Grethe ville gerne være populær.
Sidste salme. Hun gjorde klar til endnu en kamp mod orglet. Heldigvis var det en salme, der lagde op til et mere stille orgelspil. Så kunne teksten og sangen endelig høres og hun ville gøre sig umage med at få dem ud i kirkerummet. Hun sang højt. Hun forsøgte, at holde tonerne så længe som muligt efter hver linje og hvert vers, så hendes stemme kunne høres tydeligt, når orglet holdt pause. Hun vidste, at det irriterede organisten. Men teksterne havde også ret til at blive hørt.
Edel havde været populær i skolen. Hun havde haft venner og nye kjoler. Det var Edels far, der var organist og Anne Grethe far var kirkesanger. De havde haft en kamp kørende. Ordene mod musikken. Det var Edels far, der havde vundet. Anne Grethes far var blevet udskiftet med en sanger fra konservatoriet. En selvhøjtidelig operatype med slikket hår og dyb tenorstemme. I skolen var det også Edel, der havde vundet kampen om vennerne. Edel havde altid vundet hendes kampe.
Anne Grethe måtte fortsat kæmpe. Derfor var hun aktiv i genbrugsbutikken, så hun blev en af genbrugsdamerne. Derfor startede hun strikkeklubben, så hun fik nogen at mødes med. Derfor bagte hun kager og bagværk til enhver lejlighed.
Hun vidste godt, at hun havde nok ikke den bedste smag, når der skulle pyntes vinduer. Men hun gjorde sig umage. Hun vidste godt, at hun ikke var deres første valg. Men når hun bare kløede på og knoklede med tingene, så var hun svær at undvære. Når bare hun havde kage med, vidste hun, at de ville modtage hende med åbne arme. Hun vidste godt, at hun nok heller ikke havde den stærkeste sangstemme. Men hun kunne synge højt og hun var stædig. Orglet skulle aldrig vinde. Edel skulle aldrig vinde.
Postludiet gik igang. Det var det mest hæslige tidspunkt på enhver kirkelig ceremoni. Edel havde en tendens til at finde lange og ganske rædselsfulde orgelstykker. Orglet fik altid det sidste ord.
Anne Grethe var ved at få ondt i benene af at stå så længe. Hendes ben var begyndt at hæve i nylonstrømperne, når hun stod op for længe. Hendes fødder værkede og hun forsøgte at vippe med dem i de flade praktiske sko for at få gang i blodomløbet. Snørebåndet på den højre sko var stadig gået op. Hun svedte og var tør og øm i halsen efter anstrengelserne.
Hun tænkte på opskriften i tasken. Hun havde ikke prøvet at bage netop den slags småkager før. Hun ville bage en kæmpe portion, så alle i genbrugsbutikken kunne få til kaffen i morgen og måske også til kunderne.
Det var altid populært med småkager.