3Forbandede damer
Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg tror at der hviler ... [...]
Noveller · familie, psykisk sygdom, humor
4 år siden
4I familiens skød
Der lugter af kaffe og friskbagt franskbrød i hele stuen. Stemmer... [...]
Noveller · familie, familieliv, oprør
4 år siden
4Et øjeblik
Hans hjerne er gået i stå. Kun en gang imellem giver de rustne ta... [...]
Noveller · drama, døden, kærlighed
4 år siden
3Stormen
Hun standser forpustet under det blafrende Dannebrog, og ser skif... [...]
Noveller · kærlighed, krig, savn
4 år siden
5Forlis
Han slipper hendes hånd, som om den bare var et stykke affald han... [...]
Noveller
4 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Laila Jørgensen (f. 1983)
Han slipper hendes hånd, som om den bare var et stykke affald han stod med.
   "Du er kold," siger han og ikke andet end det, og hun ved heller ikke om hun tør spørge om en uddybelse, det var ligesom det der startede katastrofen til at begynde med. Sådan ender det altså, med det: du er kold. På en måde er det også sådan hun føler. Noget iskoldt, som at røre ved en død fisk, sætte tungen mod en istap eller stikke hånden ned i fryseren. Det er en følelse der er kommet snigende og har bredt sig op igennem hele hendes krop. Lagt sig tilrette mellem hendes læber, så ordene ikke vil komme ud. Der var ellers meget hun gerne ville sige. Ord der rumsterer rundt i hovedet på hende. Skriger ligefrem. Skældsord og ubehageligheder. Kan du huske alt det du lovede? Kan du huske hvad du sagde? Alt det jeg gjorde for dig? Var jeg der ikke altid? Alligevel bliver det ham der ender samtalen, præcis som det var ham der startede den i sin tid. Det var sådan han ville have det, sagde han, på hans præmisser eller ingenting, og så bliver det sådan. Det ender koldt. Krævende, kolde kvinde, sådan får han hende til at føle sig, og alt sammen bare fordi hun stillede et enkelt lille, uskyldigt spørgsmål.
   Han rejser sig og går, og hun bliver siddende fastfrosset mellem skårene fra det smadrede stel og de øvrige rester fra deres liv. Midt i det hele ligger et billede fra dengang de stadig var unge og naive, og stod og smilede på en strand på Rhodos og var sikre på at hele livet lå foran dem, og at de selvfølgelig altid skulle være lige så lykkelige som den dag. De var for unge, sagde folk, men de var ligeglade. Det var den helt store elsker dig for evigt slags romance, dokumenteret og verrificeret på diverse sociale medier, som ingen af dem kunne forestille sig nogensinde skulle ende. En måned efter det billede blev taget, flyttede de sammen. Det vil sige hun flyttede fra sine trygge og vante omgivelser til hans lejlighed i hans by, fordi det var der han havde hans liv og hans karriere.
   - Du kan regne med mig, sagde han den aften på Rhodos med solnedgangen i sine øjne, og måske hun skulle have taget det som et tegn, men hun stolede på ham. Hun troede virkelig på at hun endelig havde mødt den der slags kærlighed som kan tåle at blive gråhåret og dement.

Hun rejser sig og træder på billedet. Støvlehælen placeret lige midt i hans store, hvide smil. Slut, tænker hun. Det er slut nu. Aldrig mere lytte til ham. Hvornår var det hun tog ham i den første løgn? Det er svært at huske, fordi der har været så mange, men det var vidst ikke ret lang tid efter hjemkomsten fra Rhodos. Han blev ked af det. Græd. Det gjorde hende på en måde stolt. Det virkede så ægte, hans lidende og klagende gråd. Hun tilgav ham. Hun blev hos ham. Hun støttede ham hver eneste gang, og hvad fik hun ud af det?
   Hun bukker sig ned og samler billedet op. På en måde er det det der generer hende mest. Alt den tid hun har spildt. Tid hun kunne have brugt på så meget andet. Fundet en anden for eksempel. Alt det han lovede. Alt det han sagde. Intet af det var sandt. Hele deres forhold var bare én stor løgn. Hun krøller billedet mellem sine hænder.
   Hun ser sig omkring i lejligheden, hvor Royal Copenhagen ligger knust ud over hele gulvet som blomsterplettede brikker i et porcelænshelvede. Det har taget en evighed at samle det. Fødselsdage, julegaver, kærestegaver, opsparingsgaver. Selvfølgelig skulle de have det, det passede jo så fint ind i det billede hun forestillede sig af hvordan deres forhold så ud. Det er sådan noget par gør. De sidder på solbeskinnede altaner og drikker kaffe af blomstrede kopper på Instagram. Det blev så uendeligt ligegyldigt idet øjeblik han begyndte at lyve. Muligvis kan man sætte filter på Instagram, men man kan ikke holde til det i virkeligheden.

Hun sparker til en hank og ser den kure hen af gulvet for at lande i en bunke af tallerkenskår, hvor den slet ikke passer ind. Sådan var det også med hende, hun passede faktisk slet ikke ind i hans liv. Hun kan godt selv se det på billederne nu. Hun ved ikke hvorfor de begge to insisterede så kraftigt, men måske de også havde en slags filter på. Det var i de tidlige, morgenkåde, nyforelskede timer. Ingen af dem var realister. Ingen af dem kunne se virkeligheden som den virkelig var. Han solgte hende en blomstret porcelænsdrøm og ingen af dem indså hvor skrøbelig den var.
   Hun lader det krøllede billede falde ud af sin hånd og går ud i køkkenet for at hente sig noget at drikke. Flere billeder pryder køleskabet. Glade selfies og parbilleder fra diverse familiearrangementer, af den slags hvor de står ved siden af hinanden og smiler stort og kunstigt som om de lige er steget ud af et reklamekatalog. Der hænger flere år lige der. Fra hendes helt undommelige æblekinder til en noget slankere og mere voksen type med briller og pandehår. Fra hans babyface og ukontrollerbare armbevægelser til en stilet type med slikhår og ternet skjorte. Hvordan kan det ende så let? Bare et øjeblik. Ét enkelt spørgsmål og så faldt det hele fra hinanden. Både lejligheden og deres forhold. Mere skulle der ikke til.
   Det er slut. Det er næsten ikke til at forstå. I nat skal han ikke sove ved siden af hende i sengen, og hun skal ikke vågne om natten for at tisse, og så ikke kunne falde i søvn igen fordi han snorker. De skal aldrig mere skændes i de tidlige morgentimer fordi han igen er kommet sent hjem. De skal aldrig mere småsnakke i sengen foran en film som ingen af dem finder interessant. Det er slut. Det hele. Det er lige så stor en lettelse som det er skræmmende. Hvem skal hun så gøre alle de ting med? Kan man bare sådan finde en ny efter så mange år? Hun ville bruge en livline og ringe til en ven, hvis det ikke var fordi hun ved at der nok ikke er så mange tilbage på listen, efter de sidste mange års eksklusive tosomhed, hvor alt andet ligesom helt naturligt holdt op med at eksistere. Der var kun ham.

Hun åbner skabet og rækker ud efter kaffebøtten, og så får hun øje på den. Den står lige der på den øverste hylde helt alene. Den eneste kop som har overlevet katastrofen. Blomstret og fin, helt uden skår. Hun tager den ud. Holder den i hånden og studerer den. Hun var garanteret glad, dengang hun satte den derind. Måske har hun endda fået den af ham, eller af hans forældre. Hans mor var så glad for at de havde noget de kunne gå op i sammen. Nu virker det mest bare som om den håner hende, som om han er gået uden at tage det hele med. Hun krammer om den, vender rundt og flår hvert eneste billede ned af køleskabet. Hun masser dem sammen og ned i koppen, trykker til så de alle sammen kan være der, så går hun resolut gennem lejligheden og ud på altanen, hvor vinterkulden bider hende i kinderne og får hans stemme til at køre på repeat i hendes hoved: du er kold, kold, kold. Hun løfter armen og svinger koppen med billeder ud over kanten, ud i den frie luft. Hun læner sig ud over gelænderet og ser den fare mod jorden. Et par af billederne ryger ud undervejs og blafrer håbløst gennem luften, som små, forkrøblede sommerfugle. Kun ganske svagt kan høre det da koppen rammer jorden og smadrer mod asfalten i et kaosmønster af porcelæn og papir, alligevel føles det som en befrielse.
   Hun smækker døren til altanen hvor de aldrig nogensinde skal sidde og drikke kaffe for Instagrams brugere, og nu hvor hun ved det, kan hun ikke lade være med at tænke hvor uendeligt ligegyldigt det også er. Porcelænet knaser under hendes fødder som hun går henover gulvet mod hoveddøren. Hun bor der ikke længere.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/01-2016 21:32 af Laila Jørgensen (Nixen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1380 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.