Et øjeblik


3 år siden 4 kommentarer Noveller drama døden kærlighed

3Forbandede damer
Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg tror at der hviler ... [...]
Noveller · familie, psykisk sygdom, humor
3 år siden
4I familiens skød
Der lugter af kaffe og friskbagt franskbrød i hele stuen. Stemmer... [...]
Noveller · familie, familieliv, oprør
3 år siden
4Et øjeblik
Hans hjerne er gået i stå. Kun en gang imellem giver de rustne ta... [...]
Noveller · drama, døden, kærlighed
3 år siden
3Stormen
Hun standser forpustet under det blafrende Dannebrog, og ser skif... [...]
Noveller · kærlighed, krig, savn
3 år siden
5Forlis
Han slipper hendes hånd, som om den bare var et stykke affald han... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Laila Jørgensen (f. 1983)
Hans hjerne er gået i stå. Kun en gang imellem giver de rustne tandhjul sig og kaster tankestumper af sig. Han ser dem kun flygtigt før de falder til jorden og smuldrer. Han kan ikke holde fast i noget, og har sidddet og stirret tomt frem for sig i længere tid end han aner. Ind i den hvide væg, hvor han engang imellem kan se nogle af de sidste indtryk han husker lande. Hjulspind og arme i vejret, munde halvt åbne og øjene lukkede, grene der slipper et tæppe af sne og blod der drypper ned på det. Sirenerne. De ord der blev sagt har kørt på repeat i hans hoved, og alligevel er det som om de ikke rigtigt har ramt ham der hvor de skal. Alting står stille. En gang imellem svider hans øjne og han får fornemmelsen af våde billeder af hvide kitler. Han har ikke bevæget sig siden han sank ned på stolen. Hans arme hænger slappe og ubrugelige ned langs siden. Ud af øjenkrogen kan han skimte det røde og det er som om følelsen af en blottet brystkasse er blevet siddende under hans fingerspidse. Det er der alt sammen, alle brikkerne til puslespillet. Han ved det, det er bare som om han ikke rigtigt kan få det lagt. Der er noget inde i ham som blokerer for det. Vil ikke. Kan ikke. Noget står i vejen.
   "Rasmus." Han hører hende godt tale sig, men det lyder som om det kommer fra den anden ende af en lang tunnel, og da han endelig får løftet hovedet og ser på hende, er han ikke sikker på om han har set det ansigt før.
   "Vil du ind og se dem," spørger hun og han ved godt hvad hun mener. En del af ham gør i hvert fald. Det rammer stadig bare ikke. Han kan ikke mærke det. Kan ikke mærke sig selv. Kan han ovehovedet rejse sig op? Kan han blive stående oprejst og kan hans fødder stadig gå? Han ved det ikke. Han har heller ikke lyst til at finde ud af det. Han har lyst til at blive siddende på stolen for altid, og lade som om intet af det nogensinde er sket, bare fastfryse tiden der. Midt imellem det hele.
   "Øøh," siger han og bliver næsten overrasket over at høre sin egen stemme. Han synes ikke den plejer at lyde så skinger.
   "Jeg venter på min søster." Idet han siger det kan han med det samme se sig selv stå med telefonen til øret og nærmest desperat råbe noget ind i den. Uforståelige ord der druknede i hans egne tårer. Hans ansigt stirrer forvrænget tilbage på ham fra hans egen hukommelse, og han kan mærke sig selv glide længerede ned på stolen.
   "Vil du have noget at drikke?" spørger sygeplejersken og knæler ved siden af ham, så han ved at det virkelig er alvor. Hun ser på ham på samme måde som man ser på et barn, og han kan se hende forsvinde i de hvide pletter der har brændt sig fast på hans nethinder.
   "Nej tak," svarer han og det lykkes ham at rejse alle kræfterne i sine hænder og klamre sig til stolen.
   "Jeg vil bare gerne være lidt alene," tilføjer han og hun nikker og forsvinder igen. Ud i det hvide og alting bliver stille igen.
   Et billede af hans søster dukker op på væggen. Hun smiler beroligende tilbage til ham fra et tidspunkt i deres liv hvor alting var godt. Hvad var det hun sagde? Hun ville komme så hurtigt hun kunne. Stakkels hende. Vil hun overhovedet kunne holde ud at se på ham? Mens han tænker det dukker et andet billede op på væggen. En anden kvinde. Yngre med langt, lyst hår og fregner henover næsen. Hun drejer hovedet og smiler til ham, men han vil ikke se det. Ikke mere. Det varer kun et kort øjeblik så kommer grenene og sneen, så åbner bildøren sig og han ser blodet i den hvide sne, og hun stiger ud og hun skriger og...
   Han tager en dyb indånding og tvinger sig selv til ikke at gå videre. Han vil ikke. Kan ikke. Strammer sit greb om stolen og ser ned mod indgangen. Hvor hurtigt mon hun kan nå frem? Pludselig føler han sig så udsat som han sidder der på stolen, og hendes billede dukker op igen. Han får en klump i halsen. Hvor har de gjort af hende? Igen kan han se hendes lange, lyse hår flagre i en vind på en sommerferie engang og de blå øjne ser tilbage på ham, men igen bliver det afbrudt af bilen. Hendes hånd der forlader rattet for at løfte sin telefon. Sagde han noget? Han ved det ikke. Han husker at han løftede hovedet og så strakte træerne pludselig deres lange arme ind igennem forruden, så kom blodet, og skrigene. Han husker at han smed sig ned i sneen og hans hånd rystende søgte efter en puls på en lille bleg hals, og hun dukkede op foran ham. Hun havde blod i håret, men hun stod op. Hun løb. Han forstod ikke hvordan hun kunne det, når alle andre var så stille. Politiet kom. Han kan se uniformerne på et meget sammenbidt billede, så bliver det hele lidt slørret igen. Det ringer for hans ører, eller er det sirenerne han kan høre?
   Han lukker øjnene og forsøger at fortrænge det igen. Han vil ikke samle brikkerne. Han vil ikke se det, og alligevel bliver det ved med at trænge sig på. Spidse brikker insisterer på at komme op til overfladen. Hans lillesøsters slappe, blege hånd i den hvide sne, åben og gennemrevet af blod. Sneen dalede lige ned i den. Han vil ikke se det. Han VIL ikke. Presser hænderne mod sine øjne og prøver at tænke på noget andet. Hun fyldte 10 i foråret. Hun havde en lilla kjole på og hun blev ved med at snurre rundt så skørtet blafrede om hendes ben, og hun grinede og hvinede og det lyse hår flagrede vildt omkring hende. Han gav hende en halskæde med en lille sommerfugl i, og han kan se den en gang imellem, i den blændende hvide sne, ensom og forladt. Hun må have tabt den idet... så stopper han igen. Han tør ikke gå længere. Han VIL ikke. Hun griner til ham et sted omme fra hans baghoved. Lykkereligere tider. Igen. Han synker længere ned mod sine knæ, og kan mærke tårerene samle sig i hans hals. Han kan næsten ikke trække vejret og uanset hvor meget han forsøger kommer de alligevel igennem hans sammenbidte læber som små, dybe hulk. Det ekkoer gennem gangen, og han forestiller sig at det under normale omstændigheder var nu at hans mor ville træde til. Komme stormende ned af gangen med åbne arm og alle de rigtige ord. Hun ville vide hvad man skulle gøre. Alting. Hun ville bare svøbe ham ind i sin favn og ordne det hele, men hun kommer ikke. Aldrig mere. Hun ligger formentlig et sted under et hvidt klæde og stirrer op i det hvis ikke nogen har lukket hendes øjenlåg. Han kan ikke holde det ud. Trykker hårdere mod sine øjne. Lader hænderne ramme sine knæ, er det ikke det de plejer at sige hjælper? Hovedet mellem benene? Han åbner munden og forsøger at trække vejret uden at lyde som et barn der vræler. Tårerne drypper fra hans øjne, snottet fra hans næse. Hvad ville hans far sige? Tag dig nu sammen, det sagde han så tit. I enhver situation næsten. Han viste det aldrig, hvis han var bange eller ked af det. Han var altid en klippe, et solidt fyrtårn midt i det hele, men ikke mere. Benene begynder at ryste under ham og han kan mærke det vibrere i hele stolen. Det er som om et jordskælv er på vej. Han kan se sig selv se sig over skulderen og der ligger de. Resterne. Blod over alt. Da han drejer hovedet igen er det hende der står foran ham. Hun skriger og græder og peger. Han forstår ikke hvad det er hun siger og det irrieterer ham at hun taler. Hun rakte ud efter telefonen. Hun flyttede hånden fra rattet. Det var hende der sagde at hun godt kunne køre. Hun havde ikke drukket. Hun skulle nok. Han kan ikke holde det ud. Han vil have billederne til at forsvinde. Alle sammen. Han vil tilbage til den stillestående tavshed og følelsen af ingenting midt i det hele.
   "Rasmus." Det er hendes stemme. Han genkender den med det samme og stolen holder op med at vibrere. Alting stivner. Han løfter hovedet og så står hun der lyslevende foran ham og ser på ham med tåreglinsende øjne og lyst hår med blodstænk. Hendes kinder glimter og hun ligger hovedet på skrå og ser på ham med et blik han aldrig før har set. Han kan ikke møde det. Vil ikke. Han husker hende på stranden på Rhodos. Rød bikini. Blå himmel. Brusende hav. De havde næsten lige mødt hinanden. Det var 14 dage alene og isoleret fra resten af verden. Bare dem. Sex og kærlighed. Han sluger en klump af gamle minder og gråd og ser den anden vej.
   "Jeg er så ked af det," siger hun.
   "Jeg så den slet ikke komme. Jeg er så ked af det. Virkelig. Du er nødt til at tro på mig."
   Hun begynder at græde og hendes stemme forvrænges, men han gider ikke høre det. Gider ikke se på hende. Han kan ikke. Han ved at han aldrig igen vil kunne se på hende. Det gør for ondt. Det er for hårdt. Der er intet at sige. Intet at gøre.
   "Please," hvisker hun.
   "Det var et uheld, Rasmus. Det gør mig så ondt for dig."
   Hun falder på knæ foran ham og han kan mærke hende røre ved hans hånd. Hendes hænder der holdt om hans under den stegende sydens sol. Hendes hænder der gled ned over hans ryg imellem bølgerne. Hendes hænder der kærtegnede hans bryst mellem hotellets bløde lagener. Hun kysser hans hånd og han husker hvordan de havde sex, hvordan de planlagde fremtiden sammen, puttede ting i kasser og satte dem ind i en flyttevogn. Det hele er væk.
   Han vrister sig fri af hende og rejser sig op. Han kan godt. Han kan stå op. Hans ben kan bære ham. Han ser ned på hende. Hendes ansigt er helt rødt og forvredet og hun ser op på ham som et barn der søger trøst. Han kan ikke. Han har ikke noget at give hende.
   "Rasmus," hulker hun og folder sine hænder i bøn.
   "Det er så forfærdeligt. Jeg er så ked af det. Det gør mig så ondt. Du må ikke hade mig."
   Han ser ned på hende, og der sker noget inde i ham. Pludselig er det som om alle tandhjulene i hans hjerne begynder at røre på sig. Knirker og værker. Hurtigere og hurtigere. Til alle sider kaster de billeder af sig som han helst ville være for uden og de hagler ned over ham. Lastbilen der pludselig dukkede op som ud af ingenting. Grenene der kom farende gennem forruden. Hans søsters åbentstående mund der trods den var helt stille stadig så ud som om den ville sige noget livesens vigtigt. Noget han aldrig får at høre. Bagenden af bilen der helt krøllet sammen låste hans forældre fast på bagsædet. En arm. Et ben. Et hoved halvt ude af en rude og blod over alt. Så meget blod. Røde spor i sneen. På hans hænder. I hendes hår. Hun havde stadig telefonen i hånden. Sirenerne. Politiet. Falckredderne der rystende på hovederne gik modløse mod ambulancen. De var stille. Hans mund skreg. De hjalp ham. Uden at vide hvordan det gik til var han pludselig på hospitalet. Han fik en telefon og ringede til sin søster. Ordene væltede ud i en tilfældig rækkefølge. Det gjorde ondt. Hans hænder. De rystede. Hans hoved gjorde ondt. Der var læger og kraftigt lys, hans søsters lille mund der blev ved med at hjemsøge ham. Det hele vælter ned over ham nu. Én stor ustoppelig mængde af billeder og data kolliderer inde i ham.
   "Kathrine" siger han og det gør næsten ondt at sige hendes navn.
   "Jeg kan ikke."
   Han går forbi hende og kan høre at hun råber efter ham. Græder og jamrer. Han kan ikke stoppe. Ikke nu. Billederne flakker forbi ham og det føles som om han er nødt til at gå for at holde dem på afstand. Forsvare sig imod dem. Hvad sker der hvis de får lov at lande? Han tror aldrig han kommer over det. Han kan ikke leve videre sådan. De slår ham ihjel. Tårerne løber igen. Det føles som om de brænder i øjnene på ham og ned over hans kinder. Det pibler ud gennem munden på ham som små, skingre klagelyde. Han må være hurtigere. Sætter farten op. Lange, bestemte skridt uden at han har nogen som helst anelse om hvor han er på vej hen. Ingen steder, bare væk. Han begynder at løbe. Hjertet flår i hans bryst. Det piber i hans lunger og dunker i hans hoved. Hans lillesøster, hans mor og hans far. Alle sammen døde. Det var det de sagde. Falckredderne. Politiet. Der var intet at gøre. Hans forældre var døde på stedet. De kæmpede med hans søster. De prøvede virkelig. De beklagede. Der var ikke mere at gøre, og så var det bare slut, og han skreg ud i kulden og hun prøvede at trøste ham, men han kunne ikke holde det ud. Politiet talte med hende. De tog hende med, tror han. Han kan ikke huske det. Pludselig var hun i hvert fald væk. Det hele. På et enkelt øjeblik.
   Noget giver sig inde i ham, som en elastik der springer. Hans ben kan ikke løbe længere. Hans krop kan ikke kæmpe mere, men falder til jorden som en sæk kartofler fra en hylde og han rammer flisegulvet hårdt. Krampegræder mens han forsøger at klamre sig til revnerne i gulvet. Han er nødt til at holde fast i noget. Hvad som helst.
   "Rasmus." Stemmen er lys og mild og han kan med det samme genkende sin søster. Han ser hende gennem et tårevædet udsyn, som gennem en dugget rude og hun knæler ved siden af ham og slår armene omkring ham.
   "Hvad skete der?" spørger hun og han ved slet ikke hvordan han skal få det sagt. Ordene vælter bare ud, falder over hinanden på vejen.
   "Kathrine," snøfter han.
   "Hun så det ikke. Telefonen... lastbilen kom bare. Det var for sent. De er væk. Alle sammen. Døde. Jeg er så ked af det."
   Hun siger ikke noget. Kysser ham i håret og krammer omkring ham. Holder ham stramt ind til sig mens hun vugger ham fra side til side. Han presser ansigtet mod hendes bryst som om han var et lille barn og hulker ned i hendes sweater, mens det siver ind i ham at alting er forandret. Brikkerne ligger sig. For et øjeblik siden sad han i bilen ved siden af Kathrine med hele familien på bagsædet. De havde fejret hans fars forfremmelse. Alle var glade. Alting var let. Der var en fremtid foran dem og flaskerne kom på bordet for at fejre det. Nu er det hele væk. Alting forsvandt på et øjeblik.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 18/02-2016 20:51 af Laila Jørgensen (Nixen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2553 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.