I familiens skød


3 år siden 4 kommentarer Noveller familie familieliv oprør

3Forbandede damer
Jeg kan lige så godt sige det som det er, jeg tror at der hviler ... [...]
Noveller · familie, psykisk sygdom, humor
3 år siden
4I familiens skød
Der lugter af kaffe og friskbagt franskbrød i hele stuen. Stemmer... [...]
Noveller · familie, familieliv, oprør
3 år siden
4Et øjeblik
Hans hjerne er gået i stå. Kun en gang imellem giver de rustne ta... [...]
Noveller · drama, døden, kærlighed
3 år siden
3Stormen
Hun standser forpustet under det blafrende Dannebrog, og ser skif... [...]
Noveller · kærlighed, krig, savn
3 år siden
5Forlis
Han slipper hendes hånd, som om den bare var et stykke affald han... [...]
Noveller
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Laila Jørgensen (f. 1983)
Der lugter af kaffe og friskbagt franskbrød i hele stuen. Stemmerne summer rundt omkring bordet, og får det til at lyde som om de er mange flere end de er. Folk taler i munden på hinanden og en gang imellem klinger en porcelænskop mod en tallerken eller en ske. Børn forsøger at blive siddende på deres stole, mens de voksne drikker kaffe som om de er bange for at der snart skal blive indført rationering på det. Sådan er det hver gang.

Da hun var teenager var hun overbevist om at hun var adopteret, ja hun håbede det ligefrem, men når hun nu ser rundt om bordet, på alle de andre med brede næser, synker den ærgerlige sandhed ind i hende. De ER i familie. På toppen af reolen på et lurvet sort/hvid billede i guldramme troner sågar ophavsmanden til det hele: oldefar Rasmus, fra hvem den udprægede kartoffeltud er gået i arv. Bortset fra den næse, som altid er det første hun ligger mærke til når hun ser sig selv i spejlet, har hun bare aldrig rigtigt følt at hun passede ind. I perioder har hun ligefrem gjort det til sin mærkesag med vilje ikke at gøre det. Hun er ikke ligesom de andre, som har det fint med at blive i deres forstadshaver og aldrig vide andet end det de læser om i avisen. Skulle de endelig bevæge sig væk fra Danmarks trygge græs, tager de på charterferie med all inklusive, hvor alle andre alligevel taler dansk, og man aldrig konfronteres med mere af det lokale end de danske guider nøje har udvalgt hjemmefra. Det er ikke nok for hende. Hun vil have noget mere og større. Hun vil leve, rejse og mærke. Møde mennesker af alle slags og udveksle historier. Hun vil ikke nøjes med et parcelhus med ligusterhæk, carport med Volvo og dobbeltseng med tilhørende ægtemand. Værst af alt er det dog, at hun ikke vil have noget så almindeligt som børn. Det er som Kryptonit for hendes familie med mormonske rødder, men det siger de selvfølgelig ikke højt, i hvert fald ikke med helt de ord. Nej, den slags gør man ikke i hendes familie, det er man trods alt for høflige til. Faktisk snakker man slet ikke rigtigt om noget, i hvert fald ikke noget af betydning og slet ikke noget om følelser. I stedet pakker man det ind og smiler til hinanden mens man siger ting som; Nåh han har ikke helt smidt hvalpefedtet endnu. Jamen man kan jo også sagtens være alene. Ja, det er klart at man godt kan blive syg af at arbejde. Der er ingen der lyver, men der er heller aldrig nogen der siger sandheden. Ingen snakker om onkel Bent som fik en depression og ikke siden har været med til noget familiearrangement. Eller om Tove der pludselig bare ikke længere kom. Eller om kusine Emma som alle egentlig godt ved har en mand der sidder i fængsel. Det er ikke pænt sådan noget, og da slet ikke henover pølse og sild ved middagsbordet. Nej, så er det bedre at holde sig til de neutrale og sikre valg.

"Sikke noget lækkert brød," siger en moster. "Har I købt det oppe hos bageren? Det er også det jeg altid siger, den bager har simpelthen det bedste brød. Jeg har også sommetider købt rugbrød der, det var også lækkert. Har du prøvet det, Nora?"
   Hun kan mærke alles øjne blive rettet imod sig og hun ved at de nu alle sammen holder vejret, og håber at hun overholder de uskrevne regler og ikke siger noget upassende.
   "Jeg køber for det meste bare mit brød i Netto," svarer hun. Hun er sådan set ligeglad med hvor brødet kommer fra. Det interesserer hende ikke. Der er vigtigere ting i verden, så sent som i går ankom en ny sending flygtninge til landet.
   "Hvordan går det med kærligheden?" Spørger hendes onkel. "Har du stadig ham finnen?"
   Hun nikker og irriteres igen over at de aldrig kalder ham andet end ham finnen. Det er ikke fordi de ikke er klar over at han har et navn. Aaro. Hun har nok sagt det de første 100 gange, men det er også for mærkeligt for dem. De kan slet ikke forstå hvorfor det er nødvendigt at finde sig en mand i udlandet, når der er ganske udmærkede, unge mænd i Danmark, som f.eks. moster Hannes nabosøn som tillige er bestyrer i Brugsen. Hvad kan man ønske sig mere? De synes også det er mærkeligt at han aldrig er til stede ham finnen. Det er jo sådan man gør når man er i et forhold, så tropper man op hånd i hånd, fødselsdag efter fødselsdag og spiser boller med smør og smiler til diverse familiemedlemmer som man aldrig nogensinde kommer til at kunne huske bagefter. Det er nødt til at være sådan, det er næsten hele meningen med overhovedet at have en partner. De forstår ikke at han er nødt til at rejse for sit job, eller at hun aldrig kunne drømme om at invitere ham med til noget som hun egentlig ikke engang selv har lyst til at deltage i.
   "Hvor er han henne?" Spørger hendes moster. "Vi ser ham jo aldrig."
   "Han arbejder," svarer hun, som hun har gjort det alle de andre gange også.
   "Nåh ja, det skal man vel også. Brød?" Hun rækker hende kurven med det duftende brød, som ikke bare er et hvilket som helst brød, men bagerbrød, og heller ikke bare fra en hvilken som helst bager, men fra den lokale bager. Det lokale er bare bedst, sådan er det. Det er det de konkluderer hver eneste gang de er sammen. Selvfølgelig findes der også andre Brugsen-butikker og andre bagere i Danmark, men der er bare noget særligt ved de lokale, det er ligesom om man kan smage det.
   Hun tager en skive og ser rundt om bordet igen. Bornholmeruret bag hende tikker højlydt. Det er den 4. fødselsdag i år. Det er det eneste gode ved hendes familie, de ses kun til fødselsdage og højtider. Det kan man sætte sit ur efter. Fødselsdage er altid til mad, for folk skal endelig ikke tro at man ikke kan diske op med det helt store, hjemmelavede måltid. Julen går på tur, år efter år, rundt og rundt mellem de oprindelige medlemmer, det vil sige de ældste. Hendes mor, mostre og morbrødre. Rundt og rundt. Det er det samme med påskefrokost. Nytårsaften er den eneste højtid hvor man kan få lov at holde fri.

"Hvordan går det med Morten?" Spørger hun og ser på sin moster, som øjeblikkeligt standser midt i en mundfuld med sild. Hun ser næsten panisk tilbage på hende, og hun synes også at hun kan høre de fortvivlede suk rundt om bordet. Hun har brudt den uskrevne regel.
   "Vi ser ham jo aldrig," tilføjer hun mest bare for at være på tværs. Hun har tit spekuleret over, hvad der mon vil ske hvis man for alvor presser dem. Da hun var lille var hun overbevist om at deres hoveder bogstavelig talt ville eksplodere. Vokse sig større og større af bare vred og til sidst sprænge i et væld af røde bogstaver og sorte konfettistumper. Hun har aldrig turde prøve før nu. Det er en forsinket reaktion og hun ved det godt. Hendes teenageroprør er ankommet med flere års forsinkelse.
   Hendes moster rømmer sig, tygger om munden og skyller efter med vand. Lige nu ville hun sikkert ønske at de ikke var afholdsfolk.
   "Han har det godt hvor han er," svarer hun og det er endnu et eksempel på deres evne til at balancere lige midt imellem sandhed og løgn. Alle ved at Morten de sidste mange måneder har siddet på sin sofa og stirret ind i væggen ude af stand til at foretage sig noget som helst. Delvist lammet af angst og delvist af medicin. Det er ikke noget man snakker om, for det er ikke pænt. I det øjeblik han fik en psykisk diagnose var han så godt som ude af familien. Lige der er de som dommerne i en benhård X-factor finale, er man bare en lille smule offbeat så ryger man ud. Sådan var det også for onkel Jens da han blev lam. Det er ikke fordi der er noget galt i at være handicappet, folk kan bare ikke holde ud at blive konfronteret med alt den tragedie og ulykke lige midt i maden.

"Jeg har bestilt ferie," siger hendes moster så og der bliver nikket og smilet i lettelse over emneskiftet. "Gran Canaria" tilføjer hun. "Er der nogen der vil se billeder?"
   "Skal Morten med?" Spørger hun og får med det samme hendes mors sædvanlige blik der tydeligt siger; skal du absolut blive ved med det der?
   "Morten," svarer hendes moster sammenbidt. "Har det bedst hvor han er."
   "Han kunne måske godt trænge til at komme ud og opleve noget."
   "Ved I hvad jeg læste i avisen den anden dag?" Indskyder hendes onkel og det er der langt mere interesse for at finde ud af, så hun kan mærke hvordan alle blikkene forlader hende. Nogen vender sågar ryggen til hende.
   "Gran Canaria er faktisk danskernes favorit feriested," tilføjer han og så går snakken straks om hvordan andre også har læst det, og det derfor så må passe, og det var da også dejligt sidst de var der. Det er er sådan et smukt sted og der er så mange, fine hoteller med lækkert mad, men der er selvfølgelig ikke noget der kan måle sig med slagteren i Brugsen. HAN laver virkelig nogle lækre ting, og så er han også begyndt at have færdigretter, og endda til rimelige penge.

Hun synker længere ned af stolen og smører opgivende en skive mere af det brød som hun faktisk må indrømme er ret godt, mens hun skæver op til Rasmus på reolen. Bag hende tikker bornholmerurets visere stadig. Rundt og rundt.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/02-2016 23:15 af Laila Jørgensen (Nixen) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1645 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.