Det var lørdag, Johanne skulle til møde hos strikkeklubben Rokken, som hun havde fundet på nettet. Det var hendes første møde, hun glædede sig meget.

Hun havde snakket med folk fra klubben i flere måneder over nettet. Så hun følte næsten at hun kendte dem. De havde udvekslede gode råd, opskrifter, livshistorier, og deres dagligdag.

Hun kørte afsted i sin lille Fiat Uno, hun havde pakket strikketøjet, hjemmebagt kanelkage, og en gang hønsesalat til deres frokost. Turen gik godt, afsted på motorvejen imod Århus, og hun fandt vejen, og kom lige til tiden.

Hun blev mødt af en dame i 50erne, som hun genkendte som Uld-Mette, hun hed i virkeligheden Mette Hansen, men elsker uld, og så blev navnet uld-Mette skabt. "Kom ind, jeg sidder lige og strikker bagstrik"

Johanne som var ny ud i kunsten at strikke, ville da gerne høre var det var for en slags strik. Så skreg Mette af grin, "jeg trævler op fordi jeg har strikket forkert"

Johanne grinte med, så var isen brudt, de snakkede som to gamle veninder. Lidt efter lidt dukkede der flere damer op, de hilste hjerteligt på hinanden.

For nogen var det første møde.

Men det føltes hurtigt, som om de alle kendte hinanden. Om det var den fælles passion for håndarbejde, eller bare folk der lige faldt i hak.

Men snakken gik lystigt, der blev spist, drukket kaffe, grinet og strikket. Der var en lille dame, der hed Dorit, hun fortalte på godt jysk. At hun havde berettet for sine 2 store børnebørn, at hun skulle til møde med en flok rokker i dag. De havde straks været helt oppe på mærkerne, " jamen mormor er det nu klogt? Du ved da ikke hvad de kan finde på"
   Havde den ene sagt og set bekymret ud
   . Så brød de sammen af grin, da det gik op for dem, at det var hendes strikkeklub, som hed rokken.
   Der blev fortalt flere sjove historier, og stemningen var høj, " så nu er det tid til kage" sagde Mette. Alle langede til kagen, og roste den til skyerne.

Pludselig udbrød Linda, der er noget jeg må fortælle jer, måske vil i aldrig se mig igen, efter denne dag.
   "ja ja " sagde Dorit " hvor slemt kan det være?"
   "Jeg har jo arbejdet som hjemmehjælper en del år ved i nok, der var mange syge og gamle sjæle." "Jeg har dræbt 10 mennesker igennem den tid, jeg er seriemorder.

"Men de var jo syge og trætte af livet, så jeg ser mig selv som dødens engel, der gav dem fred"

Der var helt stille i rummet, det var som om en engel gik igennem stuen. Så brød Mette stilheden " som søster i rokken kan jeg godt holde på en hemmelighed, er alle med?

Alle rakte de hånden op, undtagen Johanne...

" jamen du har jo begået mord, det kan man da ikke"

Mette så meget utilfreds ud, hun var ikke vant til at der var nogen der sagde hende imod.

Hun havde kendt Linda igennem mange år, hun var jo en god dame, seriemorder eller ej. Johanne tænkte " du er godt klar ovre at du sidder sammen med en ti dobbelt seriemorder. Nu er nok ikke det bedste tidspunkt at ytre din mening.

Dorit sagde " jamen vi må da kunne finde en løsning på alt det her rod?" Der var igen helt stille.

Denne gang rakte de alle hånden op, og således gik det at en seriemorder, findes den dag, i dag.

I en strikkeklub derude, i det jyske land.