Der sidder hun. Som altid mandag morgen kl06.42, på 2 række bag ved midterdøren i bussen. Med blikket så langt ud ad vinduet hun overhovedet kan. "Ikke en dag mere, jeg kan simpelthen ikke gøre det igen" Tænker hun, mens hendes krop fyldes af angst. Kvalmen kvæler hende, hjertet stresser, luften i lungerne forsvinder. Det snurrer i hendes blik. "Jeg skal kaste op, jeg kan ikke gøre det her, hvad skal jeg gøre?" Hun er ved at gå i panik.. Febrilsk fisker hun tasken op fra gulvet. "Hvor er de piller, jeg har bare ikke glemt dem derhjemme.." Hun finder en pincet. Desperat begynder hun at nive sig selv i armen. Det distrahere hende. "Jeg kan ikke mere, jeg vil ikke mere, jeg gør det ikke" tænker hun mere og mere vredt. Hendes arm dunker af varme, huden er rød, men der er ingen smerte. Der er aldrig smerte når hun kommer ud på det her plan. Vejrtrækningen er normal igen, hjertet er i ro. Kvalmen ligger stadig i halsen, som en påmindelse om hvor tæt hun er på, at det sker igen. Angsten har fået hende til svede så meget at hun nu begynder at fryse. Et lys går op for hende. En lettelse spreder sig i kroppen og et smil tvinger sig vej over hendes læber. "Fuck det, jeg står ikke af". Hun nærmer sig sin arbejdsplads, spændningen får hendes hjerte i gallop, kinderne blusser op, hun kan ikke sidde stille. Bussen stopper. "Alle de fortabte sjæle, ingen af dem ænser deres mulighed for at lade være, ligesom mig indtil i dag." Hun ser kollegaerne gå ind ad hovedindgangen samtidigt med bussen lukker dørene. I jubel kaster hun sig tilbage i sædet. "Jeg gjorde det, jeg stod ikke af" Hun finder det fjollet at noget, så simpelt, som at gøre ingenting, kan gøre hende så glad. " Nu er der ingen vej tilbage" Hun tager sin mobil frem, skiller den ad og tager simkortet og hukommelseskortet ud. Hun knækker kortene, så hun nu sidder med fire dele og en skilt mobil i hænderne. Næste stop er stationen. Hun står af, ser sig omkring, finder fire skraldespande, smider hver af de halve kort i hver sin skraldespand og går hen til tavlen. "Toget kører om 15 minutter, jeg kan godt nå en kop kaffe". Hun køber en stor kop kaffe og går hen til perronen. Lige inden toget kommer ind smider hun telefonen på skinnerne og smiler stort. Toget standser og hun stiger ind.
   "Hey, vi skal af nu.." Det er Charlotte, hendes kollega. Forskrækket knuger hun fingrene om pincetten og rejser sig med blikket i gulvet. "Ja, lad os få endnu en arbejdsdag overstået" Siger hun med et dybt suk og besejret mine.