Kære redaktør!
En venlig journalist bad mig, for nogen tid siden, om et interview, til Deres ugeblad, om den person, der stod mig nærmest. At jeg ikke svarede prompte på det udmærkede spørgsmål, skyldes udelukkende, jeg havde en taxa holdende med taxameteret slået til, samt en hel prøvesal med kolleger ventende mig på teateret. Dog, i denne stund - knap to uger efter opringningen - har jeg bevæbnet mig med en kuglepen og et glas champagne - forestillingen gik forrygende i aften (!) - og søger her at besvare det stillede spørgsmål, så seriøst som muligt.

Se hvis jeg skal skrive noget virkelig pænt om en kunstner, der har betydet uendeligt meget for min karrieres udvikling, så må det være skuespilleren Eric Eriksen! Jamen, hvad han ikke har betydet for min karriere, det er simpelthen uden betydning overhovedet!

Hans charmerende væsen, og elegante manerer er berusende, berigende... Kort sagt: Usigeligt behagelige! Hvor finder man ellers en kunstner af hans format i dag?

Hans måde at fortolke sine roller på er mere end smuk, unik eller blot beundringsværdig. Den er vidunderlig!... Til forskel fra så mange andre, så som... Nå. Jeg forvilder mig fra emnet!

Mit liv ville ikke være det samme, hvis ikke mine øjne dagligt mødte hans smukke kontrafej. Virkelig et vidunder af de sjældne! Én der altid er der, for os alle. Mine venners ven. En ven af de højest respekterede i samfundet. Det dejligste menneske, man kan tænke sig. Ham, der gør den grå hverdag lidt lys og festlig for de mange - teatergængerne!

Dette er mit svar på Deres blads venlige forespørgsel: Den person, der står mig nærmest er Eric Eriksen!

Glæder mig til at læse Deres vidunderlige blad. Håber, De bruger et godt billede af mig i bladet. Hvad med det, hvor jeg kæler for min gravhund, foran min nye sofa?

De bedste ønsker.
Deres hengivne
Eric Eriksen