Egentlig havde jeg allermest lyst til bare at blive hjemme, men som det altid hændte, så havde Eva fået sin vilje. Sommetider kunne jeg få en sådan lyst til at give hende en på kassen, og måske på den måde få hende til at forstå, hvordan jeg havde det med overfyldte steder, men som mor altid sagde 'Maria, du er en pæn pige, og sådan nogle går ikke rundt og slår på tæven. Husk det!'. Når jeg gentog den formanende sætning i mit hoved, sådan omkring 10 gange, så faldt min irritation og blev erstattet af en følelsesmæssig ørken. Jeg iførte mig en maske med det mest forcerede smil jeg kunne mønstre, og forsikrede Eva om at jeg var okay med at tage på bar med hende, søndag klokken 23, en kold december aften. Ja, selvfølgelig var jeg helt okay med det... hvorfor skulle jeg ikke være det?
Hun fortalte mig stolpe op og stolpe ned, om en bar hun havde læst om i avisen. En hyggelig temabar der fornyeligt var åbnet på hjørnet af Hovedgaden og Skillevejen, og som annoncerede med at deres favorable priser, delikate drinks og indbydende interiør, ville få dig til at glemme alt om at du egentlig var på vandvognen. Hun virkede helt befippet ved udsigten til at en eksklusiv bar havde slået dørene op i hendes lille flække af en hjemby, hvor der aldrig skete noget. Hun gentog sig selv flere gange, og jeg måtte efterhånden forsøge at få revnerne i min maske til at holde til vi kom til baren, så kunne jeg liste mig ud på toilettet, få lidt vand i hovedet og forsikre mig selv om at det hele nok skulle gå, og at dagen i morgen ville blive anderledes. Det håbede jeg i hvert fald.
Vi gjorde et kort holdt ved en af Hovedgadens lukkede smykkebutikker. Eva skulle rette på sit outfit og forsikre sig selv om at hun, trods et ugentligt budget på ca. 100 kroner, lignede en million. Smykkebutikkens høje vinduer reflekterede vores kroppe, og gjorde os opmærksomme på hinandens udseende. Jeg ville lyve hvis jeg sagde at hun ikke så godt ud. Trods det faktum, at vores venskab udelukkende havde bund i at vores fædre var forretningspartnere i et større advokatfirma, så havde jeg altid beundret hende for at kunne klæde sig. Vi havde ingen fælles interesser. Ikke engang vores tøjsmag bar præg af gensidig inspiration. Eva klædte sig altid i kjoler, der kom fra de dyreste modehuse (og hendes fars pengepung), sko der altid skinnede som var de permanent nye og smykker der udstrålede elegance (og 4 timers tryglende, grædefærdigt og ynkeligt show for faderens pengepung). Det blonde hår der smukt indrammede hendes hjerteformede ansigt, fik mig altid til at tænke på hvor nemt hun kunne gå for at være Marilyn Monroe. Selv havde jeg aldrig gjort noget stort nummer ud af min påklædning. Jeg havde en underlig fascination af brune pencilskørt og forvaskede cardigans, der ikke engang fremhævede min figur. Det var ikke med vilje, men måske mere en ting der foregik, dybt i min underbevidsthed. 'Hvis jeg tog et blik i Evas garderobe, og valgte at iføre mig akkurat det samme som hende, så ville det sikkert alligevel være den samme grå kontormus jeg så reflekteret i smykkebutikkens vindue...' tænkte jeg for mig selv, mens Eva færdiggjorde sin professionelle kalkning af sin fejlfrie facade.
- Hvor sagde du den lå, Eva?
Jeg var begyndt at fryse, og den lange frakke jeg havde iført mig, gjorde ikke sit job så godt som jeg havde håbet, da jeg så den på tilbud i Heimers Stormagasin.
- Bare lidt længere nede ad gaden, så er vi der...
Svarede hun, uden at fjerne blikket fra vinduet. Med en strittende lillefinger, rettede hun på de smalle øjenbryn der var plukket med en uset perfektionisme. Som det sidste smækkede hun tilfreds med de fyldige læber for at tjekke læbestiften
- Sådan der. Skal vi gå?
Hun rettede sig op, og drejede hovedet i min retning. Der var næsten en modelagtig selvsikkerhed over hende. Jeg skuttede mig i frakkens tynde fór og trippede efter Eva, der målbevidst skridtede de sidste par meter ned ad Hovedgaden.
Hvad jeg ikke ville give for, at denne aften kunne have foregået hjemme, hvor jeg i ro og mag havde kunne færdiggøre de sidste af de alt for mange artikler jeg havde pådraget mig til mandagen.