Svin


6 måneder siden 4 kommentarer Noveller ensomhed naboskab kærlighed

3Hvad laver du til daglig?
tænker unødvendigt over unødvendige ting · overanalyserer sociale s... [...]
Digte · træthed, smalltalk
1 måned, 16 dage siden
4Bevægelser
flammen er ustyrlig og rasende · jeg brænder glasset uden at tøve · t... [...]
Digte · naturlove, opgivelse
2 måneder, 14 dage siden
18Solar Plexus
For et år siden ringede jeg til borgercenter · som henviste mig til... [...]
Digte · bureaukrati
3 måneder, 12 dage siden
5Heksen
"Der bor en heks nede ved søen" · Agnes er igang med at flette mælk... [...]
Kortprosa · barndom
4 måneder siden
5Mytiske skabninger
min farmor var et mytisk væsen · som forskellige malere har afbille... [...]
Digte · fortvivlelse, tro
4 måneder siden
5010101010101
de har skabt en robot · som genkender 62 ansigtstræk · og har kunstig... [...]
Digte · relationer
5 måneder, 21 dage siden
7Forårsnat
Våd asfalt og blålysende vandpytter · Grønne viljeskud springer ud ... [...]
Digte · vilje, forår, natur
5 måneder, 24 dage siden
4Svin
Jeg har ikke været uden for min lejlighed i syv år. · Jeg har helle... [...]
Noveller · ensomhed, naboskab, kærlighed
6 måneder siden
12Kunsten at være menneske
Det går ikke så godt. Der er mange mennesker, som har prøvet på a... [...]
Livshistorier · reflektion, autisme, normalitet
6 måneder, 15 dage siden
5Efter ikke at have sovet i en uge
ER EN PASSIV VOYEURIST I MIT EGET LIV · STALKER MIG SELV PÅ EN UENT... [...]
Digte · magtesløshed, fremmedgørelse
7 måneder, 6 dage siden
8Fred
En dag vil jeg lade tiden smelte ned over os · hakke den ud i små b... [...]
Digte · livet, tiden, minder
7 måneder, 12 dage siden
7Sætter fuglene fri
Jeg bryder ind · gennem vinduerne · til fuglenes hus · en fugtig varme · ... [...]
Rim og vers · frihed, drømme
8 måneder, 9 dage siden
6Mindfulness
Og så ville jeg tage et karbad. · Det siger min psykolog, at jeg sk... [...]
Kortprosa · angst, kroppen
8 måneder, 16 dage siden
13Blind i munden
lige så længe jeg kan huske · har jeg været · blind i munden · jeg kan ... [...]
Digte · sårbarhed, strøtanker
9 måneder, 1 dag siden
8Et videnskabeligt sammenbrud
Hegel er den værste. · Jeg har forsøgt at pottetræne ham i en evigh... [...]
Kortprosa · dialog, sort humor, ensomhed
9 måneder, 9 dage siden
5Om at eksistere
Jeg · balancerer mellem · tilstand og stilstand · en tilstandsløs afsta... [...]
Digte · hverdagen, krop, meningsløshed
1 år, 7 måneder siden
3Kraften
Under asfalten · hviler omklamreren · Alle menneskene hopper · i håbet ... [...]
Digte · eksistens, sanser
1 år, 11 måneder siden
4Døren er åben
Klokken er 16:24. · Nøglen bores ind i låsen med en knasende lyd, o... [...]
Digte · ocd
1 år, 11 måneder siden
5Rorschach
Dette er et digt, som ikke er for mørkt · Der er ingen eksplicitte ... [...]
Digte
1 år, 11 måneder siden

Puls: 37,8

Publiceret: 2
Afgivet: 24
Modtaget: 27
Mira Lindgren (f. 1997)
Jeg har ikke været uden for min lejlighed i syv år.
   Jeg har heller ikke lukket nogen ind.

I dag er en særlig dag. Ja ja, det er juleaften i aften, men altså, det er ikke derfor, den er særlig. Dagen er særlig, fordi jeg skal udenfor. Altså ud på opgangen. Jeg skal nemlig giftes med min nabo. Hun hedder Leonora. Hun har langt, brunt hår og helt bleg, klar hud. Hun er spinkel og så har hun de fineste små, runde bryster. Hun går tit i tøj, som er lidt for stort til hende. Jeg synes, det ser helt utrolig sødt ud. Nogle gange har hun briller på, andre gange ikke. Om morgenen, når hun tager afsted, prøver jeg altid på at gætte, om hun har briller på eller ej. Det har jeg ført protokol over de sidste tre år.

Hun er som regel kun væk i en halv time. Så kommer hun hjem igen, og skynder sig hen mod opgangen, og jeg kan høre hende løbe op af trapperne. Ind i mellem har hun nogle underlige ting med. Forsøgsting. Hun er mystisk på den måde.

Men i dag skal jeg besøge hende.

Jeg har ikke så meget tøj som passer længere. Det meste er blevet for småt eller for slidt. Der er et par bukser, som jeg plejede at have på ret ofte, inden jeg blev tyk. Jeg kan ikke lukke dem, men jeg synes alligevel, at de går an. Jeg dækker bare lynlåsen med min skjorte.

Jeg stopper op i entréen.
   Hvordan mon det føles at gå udenfor? Måske braser hele huset sammen? Måske kan jeg slet ikke komme ud af døren? Måske vælter jeg? Måske falder jeg hele vejen ned af trapperne? Måske får jeg et astmaanfald? Måske får jeg en blodprop? Måske forskrækker jeg nogen? Måske dør jeg?

Opgangen dunker, da jeg åbner døren, og jeg kan mærke vindens susen og dufte rengøringsvæsken og høre stemmer fra de andre lejligheder, og det er som at træde ind i en helt ny verden.

Jeg kan høre stemmer.

Jeg skynder mig at lukke døren igen. Det var tæt på. Jeg synker sammen i gangen med en klump i halsen. Måske var det en dårlig idé. Jeg lugter også af sved. Måske skal jeg bare droppe det helt. Det var en dum idé. Jeg dropper det.

Nej, selvfølgelig dropper jeg det ikke. Altså hallo, man kan da ikke bare lade være med at dukke op på sin egen bryllupsdag. Bare tag en dyb indånding, dit store svin. Tag en dyb indånding og træd ud i verden. Er opgangen ikke blevet malet siden sidst?


Navnet. Det må være en fejl.

"Pernille Elisabeth Mørk" - det er jo ikke hendes navn! Hvorfor har hun hængt sådan et dørskilt op? Jeg har observeret Leonora lige siden hun flyttede ind for tre år siden. Navnet på døren er forkert. Hun må have glemt at tage de gamle ejeres dørskilt ned. Hun må have glemt det! Hvorfor skulle der ellers stå et helt forkert navn? Det giver ikke mening. Hun har helt sikkert glemt det. Jeg trykker på dørklokken. Kom, ja, tryk på dørklokken. Dit svin.

Skridt - stilhed. Måske kigger hun gennem dørspionen, for at sikre sig, at det er mig. Hendes eneste ene.

Og så står hun der, foran mig. Leonora med det lange, brune, glatte hår og den klare hud. Hun har brune øjne og en stor, sort sweater med rullekrave på. Jeg elsker hende. Det er underligt. Jeg har observeret hende så længe, men aldrig rørt ved hende, aldrig set hende i levende live, uden en rude i mellem os. Ja, jeg bliver nærmest overrasket over, at hun findes. Tårerne triller ned af kinderne på mig. Nu sker det.

"Hvad er der galt?" spørger hun.
   Jeg læner mig frem mod hende. Hun dufter af regnvejr og vandmelon. Morgendug og popmusik. Hun siger ordet "Undskyld?" - og hendes læber er små og røde og... så kysser jeg hende. Alle hårene på min krop rejser sig. Hun smager af smil og glæde og sommer. Hun smager af æblejuice og jordbærkage. Og så skubber hun mig væk.

"Hvad skulle det til for?!" råber jeg, inden jeg kommer i tanker om, at det jo er i dag vi skal giftes, og jeg må være sød ved hende og vise mig fra min bedste side, og det var slet ikke meningen, at jeg skulle begynde at råbe. Jeg lover hende, at jeg aldrig gør det igen, aldrig. "Leonora, det må du virkelig undskylde!" råber jeg, og jeg kan mærke snottet løbe ned over min mund og gråden i min stemme.

Hun står bare og kigger. Måske vil hun skilles? Gud, hvor er jeg dum. Gud hvor er jeg åndssvag. Et åndssvagt svin. Jeg burde bare spærre mig selv inde og aldrig gå ud igen. Det skulle jeg have gjort for længe siden.

"Øhh... Jeg tror... Jeg tror desværre, du forveksler mig med en anden. Mit navn er ikke Leonora" siger hun. Hun står og tørrer sin mund af i ærmet i den store sweater.

"Ti stille!" råber jeg, "Jeg kan da godt genkende dig!"
   Det går så dårligt, det med ikke at råbe og det med ikke at skælde ud. Jeg skulle jo ikke skælde ud! Men jeg kan ikke lade være. Mine tårer blander sig med snot og råb og skrig og jeg kan ikke lade være, jeg kan ikke lade være med at råbe! Hold så op!
   "Leonora! Undskyld!" skriger jeg "Undskyld at jeg er sådan et svin! Undskyld!"

- "Jeg må bede dig om at gå. Jeg står på randen til et videnskabeligt gennembrud, og jeg har ikke tid til... jeg har ikke tid til, hvad end det her er"

Min egen Leonora beder mig simpelthen om at gå. Hun siger, at hun ikke hedder Leonora. Hun hedder Pernille. Pernille?! Det må være noget, hun har bildt sig selv ind. Mennesker kan overbevise sig selv om de mest sindssyge ting. Det virker næsten som om, hun ikke kan huske mig. Som om hun bare tror, at jeg er en gammel, forvirret mand.

"Ja, helt sikkert. Pernille!" vrænger jeg "gå ind og få dit gennembrud!"
   Og så går jeg tilbage til min lejlighed. Inderst inde hungrer jeg for at høre mere om hendes forskning. Jeg hungrer for at blive her ude, ude i verden. Hos min Leonora.

Jeg bliver mødt at en dunst af gammel mad og sved og støv, da jeg træder ind af døren. Det er sjældent, at jeg åbner vinduerne. Min lejlighed virker som en mørk, klam, ulækker hule, den er modsætningen til Leonora. Leonora er det smukke og det rigtige og min lejlighed er det grimme og det forkerte. Det er ikke meningen at jeg skal være spærret inde her. Slet ikke på juleaften. Jeg sidder lidt i stuen foran tv-et. Disneys juleshow. De viser altid det samme. Hvert år, præcis det samme. Jeg kyler fjernbetjeningen ind i hovedet på Mickey Mouse. Han skriger og falder ned fra en stabel bøger. Sjovt. Ha. Ha. Ha.

Vent.

Det banker sgu da på.

Jeg hiver bukserne op inden jeg går ud i opgangen. Det må være Leonora. Det kan kun være hende. Hun er kommet for at sige undskyld. Hun er kommet for at gøre alting godt igen. Nu bliver alting godt igen. Ja, det er det. Se selv, det er hende. Der står hun. Lige foran mig. Jeg ved godt, at jeg har sagt det før, men jeg elsker hende bare så højt. Jeg elsker hende. Jeg elsker hende højere end man kan elske nogen.

"Undskyld" siger hun (jeg vidste det!), "Jeg tror vi kom lidt skævt ind på hinanden før."

"Ja" nikker jeg "det tror jeg også. Det må du undskylde"

Hun smiler. Hun minder mig om snehvide, med den hvide hud og de røde læber. Det er jul, og alligevel er hun gået hele vejen ind hos mig, bare for at sige undskyld.

"Er du alene?" spørger hun.
   Jeg nikker.

Og så er der stille igen. Jeg beundrer hende bare. Tænk at hun står lige foran mig.

- "Vil du... nu har jeg alligevel lidt ventetid, sådan er det tit, når man laver videnskabelig forskning, som jeg gør.. det er fordi, mine katte er trætte og.. altså, vil du med ind og spise flæskesteg?"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/04-2018 15:50 af Mira Lindgren (NostalgiskPianist) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1377 ord og lix-tallet er 19.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.