Det var en evig kamp, som han aldrig opgav. Imens han stod og så ud over sit kongerige, blev han igen mindet om landets sære lov; Det var hans rige, men han ville aldrig blive konge.
   Han havde al den magt, som en konge kunne have, men ingen måtte kalde ham konge. Ikke engang ham selv. Ikke engang for sjov. Hans kone, Margrethe, skulle kaldes Dronning.
   Dronningen af Danmark, og hendes prins. Hendes lille prins. Det var nedværdigende. Han var landets vittighed, uanset hvor mange syndebukke han fik henrettet.
   Havde det bare været måden han talte på, så skulle han nok skynde sig at få fjernet accenten. Eller hvis det var fordi han var for tyk, jamen så ville hele landet kunne følge Henri på konstante løbeture med selleri i begge hænder. Han ville sågar sælge hans elskede vinslot i Frankrig, hvis det var det der skulle til.
   Desværre handlede det udelukkende om politik. Noget han hadede mere end hans kones væmmelige cigarer. Cigarer som fik ham til at se endnu mere svagelig ud, når han stod ved siden af hende og hun pulsede løs. Han kunne hverken sige noget til cigarerne eller politikken, og det frarøvede ham fra al den magt, han troede han havde.
   Henri lænede sig imod balkonens gelænder og bundede sit bæger med den hjemlandsdyrkede cahors-vin. Den var lige så bitter som ham selv. Så tyrede han bægeret så langt væk han kunne. Den distancerede lyd af knust glas var ikke tilfredsstillende nok. Han væltede balkonens spisebord, som var fyld med bægere og skrøbelige karafler.
   "Se så at få fejet op," sagde han til de to nervøse tjenere der stod i hver deres side af balkonen. "Nogen kunne jo komme til skade."
   Selvom han ikke burde, ønskede han at nogen ville få et glasskår op i foden. Allerhelst hans kone. Den cigarrygende Dronning af Danmark.