Camilla


1 år, 5 måneder siden 0 kommentarer Noveller egoisme usikkerhed frustration

5Manden der ikke var konge
Det var en evig kamp, som han aldrig opgav. Imens han stod og så ... [...]
Kortprosa · frustration, danmark, livet
1 år, 4 måneder siden
0Camilla
1 · *Bank, bank, bank* · "To sekunder." · Jeg kunne ikke kende min egen... [...]
Noveller · egoisme, usikkerhed, frustration
1 år, 5 måneder siden
1Anmeldere burde droppe stjerner ...
Anmeldere burde ikke have lov at uddele karakterer. Det gælder al... [...]
Klummen · film, anmeldelse, kastestjerner
2 år siden
2Lettere beruset Mikkel (Part 1)
Mikkel ville have betegnet sig selv som lettere beruset i skriven... [...]
Kortprosa · sort humor, eksistens, kamp
3 år siden
7Hvis din underbo prøver at blive din ven
Hvis i havde brug for en gratis sauna, skulle i bare have trådt i... [...]
Smilebåndet · reflektion, livssyn, terror
3 år siden
5Photoshoppede Cheeseburgere
Juli i Danmark er tit ligesom den første gang du ser et par rigti... [...]
Klummen · skuffelse, danmark, sommer
3 år siden
4En af dem ...
Jeg var ikke sikker på om det var normalt at onanere fire gange o... [...]
Blandede tekster · forelskelse, psykologi, erindring
3 år siden
19At date folk der bider
Jeg er ved at være lidt træt på at støde på sætningen; "Skriv til... [...]
Smilebåndet
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jesper Riel (f. 1990)
1

*Bank, bank, bank*
   "To sekunder."
   Jeg kunne ikke kende min egen stemme. Jack Daniels og karaoke havde fået mit stemmebånd til at krølle sammen. Jeg rejste mig for hurtigt fra sengen, hvilket var en dum idé. Det sortnede lidt og jeg væltede lige så lang jeg var.
   "Er du okay?"
   Camillas stemme kunne jeg godt genkende. Hvad fanden lavede hun her?
   "Ja ja, to sekunder." sagde jeg imens jeg anstrengte mig for ikke at lyde som en gennemkneppet håndboldspiller.
   Jeg rejste mig forsigtigt op fra gulvet. Det var et lille mirakel at jeg ikke ødelagde noget i faldet. Min lejlighed var en etværelses og jeg mindes aldrig nogensinde at have smidt noget ud.
   Jeg kiggede ned ad mig selv. Et løst slips og en opsmøget skjorte var det eneste jeg havde på. Hvor var mine bukser? Jeg følte ikke for at præsentere mig for min nylige ekskæreste, helt bundløs.
   "Jesper?"
   "Vent lidt!"
   Hvor fanden var de? Jeg plejede at smide dem tæt på sengen. Havde jeg dem med hjem i går? Frygten for at Camilla skulle begynde at gå, fik mig til at åbne køleskabet. Der lå et par lyse cowboybukser der bestemt ikke var mine. Jeg flåede dem alligevel ud af køleren og tog dem på. De var lidt for små og lugtede af cigar.
   Da jeg endelig åbnede hoveddøren stod hun og gloede ned i sin telefon. Det løb mig koldt ned af ryggen. Det var sikkert en eller anden liderlig singlefyr hun skrev med. Sådan en hun nok skulle hjem til senere. Hun kiggede op på mig, med stor mangel på entusiasme. Ingen af os sagde noget i et par sekunder.
   "Havde du tid til at snakke?" spurgte hun.
   "Øh, ja." sagde jeg. Hvad fanden ville hun snakke om?
   "Kan jeg komme ind?" hun smilede med den ene side af munden. Først nu lagde jeg mærke til at jeg aldrig havde set hende med så meget makeup før.
   "Det må du vel godt." sagde jeg og gik ind imod soveværelset, der også var stuen. Hun fulgte med og stillede sig i entréen der også var køkkenet.
   "Havde du en vild aften i går?" spurgte hun.
   "Det kan man vidst godt kalde det."
   Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige. Lige nu kunne jeg ikke huske i går. Mine kondisko lå i vindueskarmen. De lugtede af øl. Imens jeg tog dem på, kiggede jeg rundt efter min telefon. Camilla kiggede ned i sin mobil igen. Uanset hvem hun skrev med, havde jeg lyst til at myrde ham.
   "Du kan vel ikke løsrive dig fra det der, og ringe til min mobil?" spurgte jeg.
   "Er det ikke den der ligger her?" hun pegede ned i køkkenvasken.
   Der lå en mobil som ikke var min. Jeg tog den op. Den var løbet tør for strøm. Uden at sige noget puttede jeg den i lommen. Jeg ville gerne have den her "samtale" overstået så hurtigt som muligt. Hvis hun da ellers kunne lægge sin nye pik-kandidat fra sig.

2

Det var fredag formiddag og solen bagte allerede ind i min lille lejlighed. Mit skridt havde det ubehageligt i de mystiske fremmede bukser. Camilla havde snakket uafbrudt om ingenting i næsten tyve minutter. Jeg havde gryntet nogle korte svar og havde svært ved at vurdere situationen. Vi sad ret tæt på min seng, der også var min sofa. Hendes lår rørte mit og jeg savnede at have godt fat i dem når vi havde sex.
   "Jeg håber at du har det godt." sagde hun efter en lille talepause.
   "Jeg håber at du har det virkelig dårligt." sagde jeg.
   "Sjovt. Det ved du jo at jeg har," hun fortsatte "du lød bare så ked af det i telefonen i går."
   Brudstykker fra den foregående aften kom snigende. Jeg huskede starten. Jeg havde optrådt med en ny stand-up rutine og det var gået ad helvede til. Lidt svagere huskede jeg at synge ulykkelige kærlighedssange på den lokale bodega. Allersvagest huskede jeg mit opkald til Camilla. Men jeg huskede det.
   "Det er jo også kun en uge siden. Hvad vil du frem til?"
   Hun slikkede sig lidt på overlæben, som hun altid gjorde når hun tænkte "Tror du vi ville kunne være venner?"
   "Det tror jeg ikke." sagde jeg.
   "Jeg tænker heller ikke lige med det samme. Du betyder jo bare rigtig meget for mig."
   "Åbenbart ikke nok."
   "Det gør du altså. Du var jo min første rigtige kæreste. Det vil jeg jo aldrig glemme."
   "Så du vil ligge og tænke på mig når du knepper med din næste rigtige kæreste?"
   "Hold op med at være dum." hun grinte og slog mig på skulderen. En underlig reaktion der irriterede mig. Jeg havde immervæk kendt hende i to år. Jeg havde kendt hende ud og ind, bogstaveligt talt. Jeg vidste når hun havde lyst til mig.
   Jeg kiggede længe på hende uden at sige noget. Hun stoppede hurtigt med at grine. Jeg kunne ikke afgøre om hun så lækker eller falsk ud med al den makeup. Begge tanker gjorde mig ret opstemt. Nogle gange bildte jeg mig selv ind at jeg kunne lugte når en kvinde havde lyst. Men cigarrøgen fra bukserne og den dunkle dunst af beskidt lejlighed fik mig til at gå med intuitionen. Jeg kyssede hende.
   Havde jeg virkelig betydet noget for hende, havde hun ikke kysset igen. Men hun kyssede mig som et lam der aldrig før havde gumlet i sin mors patter. Hun bed hul på min læbe. Min hånd gik efter hendes bryster og jeg bemærkede at hun ikke havde bh på. Jeg kunne ikke komme hurtigt nok ud af de fremmede bukser.
   Vi havde kneppet flere gange om ugen i to år, men det her var det bedste sex vi nogensinde havde haft. Jeg stødte min pik så hårdt og aggressivt ind i hende at hun stønnede. Hun havde aldrig stønnet før. Det kørte rundt i hovedet på mig. En blanding af måske tager hun mig tilbage nu og fuck dig, din luder.

3

Et overraskende langt stykke tid efter, lå vi begge nøgne og forpustede. Det sitrede. Jeg følte mig helt tømt og jeg havde fuldstændig glemt alt om mine tømmermænd. Selvom de kom langsomt snigende igen, følte jeg mig mindre ulyksalig. Jeg havde aldrig set Camilla smile så meget.
   "Hvad skete der lige der?" spurgte hun.
   "Instinkter." sagde jeg.
   Vi grinede begge. Og så tog jeg hende igen.

4

"Hvad så nu?" spurgte jeg.
   Vi havde begge to fået tøj på. Hun havde siddet med sin mobil i et stykke tid og det virkede som om at hun skulle til at smutte.
   "Hvad mener du?" spurgte hun.
   "Ja, er vi så kærester igen?"
   Hun brød ud i en latter. Nu forstod jeg endelig hvorfor hun var så mystisk, hvorfor hun havde så meget makeup på, hvorfor hun besøgte sin fordrukne ekskæreste uden bh; hun var satan selv.
   "Hvad fanden griner du af?"
   "Vi havde sex, Jesper," hun savlede næsten af grin. "man bliver sgu da ikke bare kærester igen fordi man knalder."
   "Det var ikke normal sex det der. Det var fantastisk. Og du ved det."
   "Det var ret godt," hun smilte. "men det ændrer jo ikke på tingene. På at vi er forskellige steder i livet."
   Jeg sukkede og underkastede mig; "Hvad vil have? Hvad skal jeg gøre?"
   "Du skal rykke dig, Jesper. Da vi mødte hinanden havde du så mange planer. Det var så inspirerende. Men efter to år er det stadig bare planer. Der er jo ikke sket en skid."
   "Bare fordi jeg ikke lige søger et ni til fem job."
   "Jesper, du siger hele tiden at du gerne vil optræde med stand up, at du gerne vil leve af det," hun så meget alvorlig ud nu. "jeg faldt for dig fordi du var sådan en kreativ type, men det virker ikke når du ikke gør noget ved det."
   "Ting tager tid," jeg kunne mærke den begyndende kvalme fra tømmermændene igen. "jeg optrådte da i går."
   "Som er første gang siden hvad? Næsten siden vi fandt sammen.," hun kiggede sarkastisk på mig. "Var vi nødt til at slå op før du gad gøre noget ved det?"
   Jeg sagde ikke noget. Hun havde ret. Jeg vidste ikke at satan også var jobvejleder. Stemningen havde ændret sig markant. Det var ved at trække op til regn udenfor. Vores fantastiske samleje føltes næsten som noget jeg havde drømt. Camilla begyndte at gå hen imod hoveddøren.
   "Hvor skal du egentlig hen nu?" spurgte jeg.
   "Jeg skal spise med en."
   "Med 'en'?"
   "En jeg har skrevet lidt med."
   "Er det en eller anden liderlig singlefyr?" spurgte jeg.
   "Ja." svarede satan.
   Hun åbnede hoveddøren. Da hun lukkede den bag sig, satte jeg mig ned. Jeg var fyldt med vrede, men også en brændende trang til at vise at hun tog fejl. At jeg godt kunne rykke mig. Fra på mandag, ville jeg optræde hver eneste dag. Jeg ville sige ja til alle tilbud. Fra konfirmationer, bryllupper, festivaler og små snuskede værtshusarrangementer.
   Jeg ville få Camilla til at fortryde at hun gik fra mig... og så brækkede mig ud over de cigarlugtende bukser.

5

Det var stadig den tømmermændsramte fredag i helvede. Jeg havde lagt et par timer på gulvet og haft ondt af mig selv. De bræk- og cigarlugtende bukser supplerede ikke på en god måde til den i forvejen stinkende lejlighed. I det mindste kunne jeg se at jeg havde fået noget at spise i nats. Lange strenge af spaghetti blandet med farvestrålende mavesyre, fik næsten bukserne til at ligne kunst.
   Imens jeg lå og betragtede det, havde det banket på døren. I starten havde jeg troet at det var Camilla der var kommet tilbage. Ikke for min skyld, men for at låne min seng med den liderlige singlefyr. Jeg havde ikke lyst til at ligge på gulvet og se dem kneppe, så jeg prøvede at være musestille.
   "Jesper..."
   Jeg kunne ikke genkende stemmen. Den var lige så ødelagt som min. Jeg kom på benene og vaklede hen imod døren. På vej derhen hostede jeg en klump mavesyre op i min hånd. Jeg overvejede et kort øjeblik om jeg skulle placere det i mit spaghetti vomitus, som et prik over i'et, men så tørrede jeg det af i min krøllede skjorte. Den skulle ikke snydes.
   Ude på gangen stod der en fyr der umiskendeligt mindede om min nabo, Mike. Han så bagstiv ud og så manglede han sine bukser.

6

Mit vækkeur tikkede ret højlydt når vi bare sad i stilhed og drak pulverkaffe. Jeg havde prøvet at tørre det meste bræk af med toiletpapir og Mike havde sagt at jeg bare kunne beholde bukserne. Han havde ikke sagt så meget mere. Han havde bare sat noget vand over til den gyldne mokka, som om det var ham der boede her. Det var det nærmest også. Jeg lånte tit af ham til husleje.
   Vi sad på min seng, der for få timer siden var blevet brugt til djævlepul med Lucifer. Det var ikke noget jeg havde lyst til at fortælle Mike. Ikke når han sad oven på den dyne der skjulte en våd plet. En plet der kunne være blevet min søn, hvis Camilla bare havde givet mig en chance til.
   Jeg tog den fremmede telefon op ad lommen. Det var sådan en fancy en uden knapper. Den dille var jeg ikke faldet for endnu, så jeg var ret sikker på at jeg ikke havde en oplader.
   "Er det din iPhone?" spurgte jeg Mike.
   "Nej, min er her," han tog sin telefon op ud af hans brystlomme. "hov, du har haft ringet til mig."
   "Måske kunne jeg ikke finde dig i går, jeg husker ikke så meget."
   "Nej, du har ringet for en time siden."

7

Mike ringede til min telefon. Han satte den på højtaler så jeg kunne lytte med. I lang tid ringede den bare op, men så lød der et klik. En person i den anden ende af røret mumlede en eller anden og så begyndte han at nynne en sang, der gav mig flere minder fra den lidt mere opklarede aften.
   "Martin, er det dig? Hvor er du?" spurgte jeg den ven som jeg havde sunget kærlighedsduet med for et halvt døgn siden.
   "Det ved jeg ikke," han begyndte pludselig at hulke. "her er så mørkt."
   Mike og jeg tog overtøj på. Han havde fundet et par rene bukser i hans egen lejlighed og jeg manglede stadig mine egne, så jeg beholdte de brækbefængte bukser lidt endnu.
   "Hvorfor køber du ikke flere par?" spurgte han.
   "Du ved hvordan jeg har det med penge. Jeg køber kun yderst essentielle ting." sagde jeg.
   Vi var på vej ned af trappeopgangen. Det så så underligt ud. En fyr i nærmest helt nykøbte jeans, samt en endnu nyere pullover. Og en bums med en krøllet skjorte der en gang havde været hvid, samt bukser der stadig var fugtige af opkast.
   "Jeg kunne godt se at dine indkøb var ret essentielle i går." sagde han. Det var dømmende, men han havde stadig et smil på læberne.
   "Jeg havde brug for at være fuld, okay? Jeg har det stadig ad helvedes til."
   "Det ved jeg, men husk hvor meget du skylder mig," han holdt op med at smile. "Det er ikke billigt at være din hjemmehjælper."
   "Du får det hele tilbage, plus renter når jeg er blevet berømt komiker, det lover jeg."
   "Giver du mig så en hilsen i fjernsynet?"
   "Du kan få et skål."

Vi var kommet ned for enden af trappen. Dørruden til udenfor var smadret indad. Denne gang var det ikke noget der vækkede minder fra i går. Jeg kiggede på Mike, hans blik var på trappen ned til vaskekælderen.
   "Er det blod?" spurgte han og pegede på de første par trappetrin. Der lå et par røde dråber.
   Vi fulgte blodsporet ned til vaskemaskinerne. Da vi kom derned tændte jeg loftslamperne og afslørede blodets ejermand; Martin.
   Han så bleg ud og var vidst faldet i søvn igen. Eller også var han død af blodtab. Han lå oven på to vaskemaskiner og holdt om et flækket fadølsglas der højst sandsynligt var blevet brugt til at smadre en dørrude.
   Jeg fik øje på min mobil som lå på kælderens stengulv. Jeg samlede den op. Knappen til tallet seks manglede, men ellers så den stadig intakt ud. Det var det gode ved gamle knaptelefoner; de var robuste og løb sjældent tør for strøm. Jeg tændte skærmen og gik straks ind i min opkaldslog;

15.31 - MIKE
   14.15 - MIKE
   05.46 - CAMILLA
   05.35 - CAMILLA
   05.20 - CAMILLA
   04.55 - CAMILLA
   04.51 - CAMILLA

...listen fortsatte. Jeg havde ringet til Camilla toogtyve gange. Jeg tog en hånd op til min pande.
   "Forbandede pis." sagde jeg.
   "Tror du at han er død?" spurgte Mike.
   Jeg havde helt glemt Martin.
   "Øh, altså vi burde nok stoppe bløderiet på den der hånd." sagde jeg og kiggede på en grim flænge over Martins håndryg.
   "Jeg løber lige op og henter noget forbinding." sagde Mike og forlod mig med den måske afdøde mand.
   I stedet for at prøve at vække Martin, kiggede jeg ned i min mobiltelefon igen. Til min skræk og rædsel havde jeg skrevet en del sms'er til Camilla. De fleste var sørgelige og klichéagtige, jeg havde tigget og bedt hende om at give mig en chance til. Og så var der en enkel hvor jeg spurgte om hendes kusines nummer.
   Jeg havde brug for at komme i byen igen i aften. Det var jo kun lørdag. Jeg ville være i blandt andre mennesker, andre kvinder, så jeg måske kunne glemme hende. Så jeg kunne finde sammen med en der kunne lide mig for den jeg var. Det kunne være virkelig rart med et forhold baseret på lige delt respekt og kærlighed.
   "Er jeg død." spurgte Martin og afbrød mine tanker.
   "Ja," sagde jeg. "din første dag i helvede er ret simpel. Du skal sutte min pik imens jeg penetrerer din søskende med tørre grene."
   Martin kiggede skræmt på mig. Så begyndte han heldigvis at grine.
   "Hvad er det der er så morsomt?" spurgte Mike, der var på vej ned ad trapperne igen.
   "Martin tror bare ikke på at han er i helvede."
   Mike begyndte at forbinde Martins hånd. Han var kommet op og havde fyret et par søforklaringer af om hvordan han var brudt ind i nats. Jeg var ret sikker på at han egentlig ikke kunne huske hvorfor.
   "Har du set mine bukser?" spurgte jeg Martin.
   "Ja, de er til vask." han klappede siden af den vaskemaskine han sad på.
   "Åh gudskelov, så skal jeg ikke have brækbukser på i byen i aften."
   "Skal du i byen igen?" spurgte Mike.
   "Skal i ikke med?" spurgte jeg og kiggede helt forvirret på dem.
   "Nej tak." sagde de i kor.
   "Fuck jer." sagde jeg.
Forfatterbemærkninger
Karaktererne er fiktive, handlingen er opdigtet. Måske er 2 procent baseret på virkelige hændelser.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 22/05-2018 10:23 af Jesper Riel (JesperIlmer) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2802 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.