Mikkel ville have betegnet sig selv som lettere beruset i skrivende stund. Når Mikkel vågnede i morgen, ville han have kaldt sig vældig fuld i gårsdagens skrivende stund, men lige nu havde han, efter sit eget hoved, kun fået et par genstande ovre hos en ven.
   Det var en hverdagsaften og han var egentlig på vej hjem. Han slingrede og hans mangel på balance irriterede ham lidt, da han ikke mente at han havde fået så hatten passede endnu. Hans ven, som han havde besøgt, boede inde i byen og skulle på arbejde den næste morgen, så chancen for at få ham med på værtshus havde været ret lille, selvom Mikkel havde givet det et rask forsøg.
   I skrivende stund havde Mikkel spurgt ham høfligt om han ikke ville med ud og have en lille en, men morgenen efter fik Mikkel et grumt billede af at han stod og trak i hans vens arm og blev tysset på imens han råbte; "Det er jo bare én lille en!"
   "Gå hjem og sov, Mikkel!" havde hans ven sagt, før han rev sig fri at Mikkels slørede greb og smækkede døren i imens Mikkel væltede og tumlede rundt på gulvet ude i gangen.
   Lige nu var Mikkel heldigvis for beruset til at opfatte hans pinlige fuldemandsopførsel og havde besluttet sig for selv at få én lille en, inden han gik hele den lange vej hjem i udkanten af byen. Og nu hvor hans ven ikke ville med, kunne han også drikke én lille en ekstra, for hans skyld.
   Det var en provinsby og selvom det eneste værtshus sandsynligvis var ved at lukke, hvis ikke det allerede havde lukket, tog hans chancen og gik op ad den gade der førte til "Hegnet".
   Natteluften var kold, men lettere beruset Mikkel mærkede det ikke. I morgen, ville slemt tømmermændsramte Mikkel også have erhvervet sig en forkølelse. Han hørte ekkoet af sine egne skridt i den tomme, mørke by og kiggede op på en stjerneklar himmel. Et par dystre og også sentimentale tanker slingrede rundt i hans sind, lige så meget som han selv slingrede. Disse tanker ville Mikkel heldigvis også have fortrængt i morgen.
   For enden af gaden så Mikkel, til sin store glæde, at skiltet til værtshuset Hegnet, ikke var taget ind endnu. Det frydede ham og han satte i en fortrudt smålunten de sidste par meter hen ad gaden. Af en dum grund, var jorden belagt at dårlige brusten og en af dem valgte at spænde ben for den slingrende og småluntende lettere berusede Mikkel.
   Det var anden gang på tyve minutter at Mikkel pludselig lå på gulvet og tumlede rundt. Da han endelig kom på benene igen, kunne han ikke forstå at hans hænder ikke havde hudafskrabninger, han nåede jo at sætte af i faldet. Morgenen efter havde Mikkel kigget sig i spejlet og fundet ud af at han havde brugt hovedet til at sætte af i faldet.