Jeg pakkede langsomt mine ting sammen og gik ud til bilen. 'Sikke en dag' tænkte jeg. 'Gad vide hvad Vanessa har tænkt sig at lave til aftensmad. Jeg kunne godt bruge noget familie hygge lige nu.' Vanessa var min kone og hun var helt fantastisk. Jeg kørte hen til børnehaven for at hente vores søn. Josef var lige fyldt 3 år. Hver gang jeg tænkte på ham blev jeg så glad. Jeg er sikker på at mange forældre ville sige det samme, men nu da Josef var en del af mit liv kunne jeg ikke forestille mig mit det uden ham.
   Jeg arbejdede som anklager i retten i Århus. Det kunne være svært til tider. Jeg havde altid elsket krimier og det var det der fik mig interesseret i retssystemet til at starte med. Serier som afdeling Q fik mig til at blive oppe hele natten som dreng. Det jeg bare ikke viste den gang var at der er en kæmpe forskel på at læse om noget, selv vis man ved det er virkeligt, og så at stå i det. Ikke at jeg ville ændre karreer selv vis jeg havde chancen, jeg ville bare ønske jeg havde været mere klar over hvordan det føles at se verdens ondskab i øjnene.
   I dag arbejdede vi med en sag om børneporno og mord. En sag de fleste helst ville være for uden, mig selv inkluderet. Som far gjorde det det ekstra svært at være anklager i en sag som den. Jeg kunne slet ikke forstille mig at være forsvarer i en sag som den. Det var meningen at jeg skulle være med til at sørge for at den tiltalte fik den rette dom, men da jeg selv havde en søn, blev det pludseligt så meget sværere ikke bare at ønske at den tiltalte fik den hårdeste dom. Det er ikke den første sag hvor jeg har haft det sådan.
   *
   "Så, for kort at skabe et overblik. Du kidnappede din ekskærestes søn, Emil Dalgaards som var 2 ½ år gammel, tog ham med til dit hus. Optog videoer og tog billeder af ham, med intention at bruge dem selv og sælge dem som børneporno, hvorefter du dræbte ham. Dit mordvåben var en køkkenkniv. Hans legeme blev herefter fundet i din container, af din nabo som er her som vidne i dag, hvorefter du blev anmeldt til politiet. Er det korrekt?" dommeren kiggede ned på den tiltalte hvortil han, koldt og sarkastisk, svarede "ja det er korrekt, 'høje' dommer"
   *
   Jeg kørte videre mod børnehaven opslugt af tanker. 'Peter Jensen. En ond mand. Pædofil. Morder. Han var også voldelig over for sin eks. Hvordan kunne han gøre det? Et lille barn på kun 2 ½ år.' Den måde han havde hånet dommeren på da han svarede gav mig lyst til at slå ham. Nogle gange tænkte jeg at det havde været bedre om jeg havde været kriminalbetjent, så havde der i det mindste været lidt mere aktion.
   Jeg gik ind i børnehaven og en sød pædagog fortalte mig at jeg kunne finde min søn ude på legepladsen. "Faaaar!" Josef så mig med det samme og kom løbende over mod mig da jeg var gik ud på legepladsen efter ham. Jeg løftede ham op i et stort kram og spurte "hva så? Har du haft en god dag?" "Ja! Vi lavede papmache og vi legede på legepladsen. Sirid hjalp mig med..." Jeg bar ham ud til bilen mens han fortsatte med at fortælle mig om sin dag. På vejen hjem faldt Josef i søvn. Jeg kiggede på ham gennem back spejlet. 'Det kunne have været Josef i den sag i dag. Der er andre som Peter Jensen derude. Lige så syge og fucked up som ham. Det kunne have været min søn.'
   *
   "Her ser i et billede af Emil Dalgaards lig." Jeg pegede op mod en skærm. "Han blev stukket i maven 3 gange og den retsmedicinske rapport viser at Emil blev smidt ned i containeren, ude foran Peter Jensens hus, inden han var død. Han havde et brød i kraniet, fra at blive smidt derned. Fingeraftrykkene på kniven der blev fundet med Emils blod på, viser tydeligt at det altså var den tiltalte, Peter Jensen, der stod bag mordet." Mens jeg talte til de andre i retssalen og kiggede på billederne, var noget af det eneste der gik gennem mit hoved: 'det kunne have været Josef'. Jeg kunne se på nogle af de andres ansigter at deres tanker gik til deres egne børn. En af grundende til at Peter Jensen skulle straffes. Det var retfærdigt. Der var nogen der havde mistet deres søn.
   *
   Jeg gik ind ad døren med en halvt sovende Josef på min hofte. Vanessa stod i køkkenet og var i færd med at lave mad. Inden jeg gik over til min kone, satte jeg noget Disney Channel over som kunne underholde Josef indtil vi skulle spise. Jeg slog armene om min kones liv og gemte ansigtet ved hendes skulder. "Hård dag?" spurte hun mens hun fortsat rørte i en gryde med sovs. "Yeah." "Har du lyst til at snakke om det?" Jeg kyssede hende på halsen. "Næh egentlig ikke. Jeg vil helst bare glemme det lige nu." "Okay," Vanessa vendte sig om og tog mit ansigt mellem sine hænder og så mig ind i øjnene. "Men husk at vis du har lyst til at snakke om det senere skal du bare sige til" Hun kyssede mig og sagde så "Maden er klar lige om lidt, gider du ikke at dække bor og hente Josef? Så gør jeg lige det sidste klar."
   Vi spiste og pjattede som en hver anden aften. Efter at Josef var blevet lagt i seng så mig og Vanessa sad og så en film. Vanessas hoved hvilede på min skulder og jeg strøg hende over håret. Jeg har altid elsket mit job. At se retfærdigheden ske fyldest. At være ligesom mine barndoms helte. Men i dag ramte det mig bare meget hårdt at verden er ond. Verden er fyldt med ondskab. Jeg er glad for at gøre det jeg gør, men samtidig er jeg virkelig bange for at det skal ramme min familie.
   'Peter Jensen. Pædofil. Morder. En ond mand. Han var voldelig over for sin eks og har sikkert været det over for andre også. Hvorfor er der bare nogle mennesker der ude som er som ham? Et lille barn på kun 2 ½ år. Jeg forstår det virkelig ikke. Endnu en grund til at det betyder noget for mig at Peter Jensen skulle straffes. Det er retfærdigt. Der er nogen der har mistet deres søn.'
   Mine tanker fortsatte med at køre i ring om sagen og jeg var helt væk i dem da Vanessa kiggede op på mig og sagde "skat? Hører du efter?" "Oh øh undskyld. Jeg var langt væk i mine tanker." "Noget du vil tale om?" Vanessa havde stadig sit hoved hvilende på min skulder og jeg begyndte at stryge hende over håret igen. "Du ved jeg elsker mit job." "Mhh" "det var bare en sag om en lille dreng der blev bortført og myrdet og jeg kunne bare ikke lade være med at tænke, hvad nu vis det var Josef?" Vanessa satte sig helt op ved siden af mig og lagde en hånd på min kind. "Åh skat. Men det var det jo ikke." Jeg tog hendes hånd i min. "Det ved jeg godt. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke du ved. Og jeg ved ikke. Det ramte mig nok bare lidt hårdt i dag at verden er ond. Og selv om jeg elsker mit job så ville jeg på en måde ønske at der ikke var brug for sådan nogle som mig." "Skatter... Det forstår jeg godt, men som du selv siger så er verden ond og der er intet du kan gøre ved det. Der er brug for folk som dig og det er derfor det er så godt at du gør det du gør." Jeg smilede til hende og kyssede hende. "Er du okay nu?" Vanessa klemte min hånd som hun stadig holdt i sin. "Ja jeg er okay." "Så siger jeg at vi går i seng. Vi skal jo op igen i morgen." Hun rejste sig fra sofaen og jeg fulgte hende ind i soveværelset.