Fra parkeringspladsen ved Skansen, blot syv minutters gang fra byens søvnige gågade, lader jeg endnu engang blikket glide udover Isefjord.
   Det er på denne parkeringsplads, jeg havde for vane at parkere mine tanker og bekymringer, når de gennem dagens lange eksistens, havde formeret sig til en støjende hyletone i mine øregange.
   Her var jeg i stand til at dreje nøglen om og lade motoren køle af, når den havde været på overarbejde. Eftervarmen fra mit sinds overophedede motor, kunne uden besvær tænde aftenens første cigaretter.

De fleste vil formodentlig stå med et skuffet udtryk i øjnene og tænke, at det jo bare er en parkeringsplads. Den var aldrig rigtig gæstet som sandstranden længere nede af havbrynet var.
   Der kunne folk sprede deres strandtæpper ud over det brændende sand. I en badevenlig påklædning kunne de bevæge sig ud i det oplivende havvand, for derefter at lade sig farve og affugte af solens behagelige stråler.
   For enden af stranden, længst væk fra Skansen, kunne de nyde en is, fremstillet med kærlighed, hos det lokale ishus, Vaffel-hjørnet.

Den store græsplæne, de store sten i vandet og ved vandkanten, de fire borde- og bænkesæt, samt den øde parkeringsplads, som befandt sig blot et stenkast fra stranden, kunne derimod forekomme en anelse ucharmerende for folk.
   Ikke engang de fire fredede kanoner fra Englandskrigen, som står plantet i jorden for enden af højen, kunne tillokke Skansen et forøget publikum. Hvis det ikke var for de tapre mandfolk i Kystmilitsen, der med livet som indsats, hjalp til med at beskytte indsejlingen til Isefjord, havde jeg måske aldrig haft mit fristed.

For mig stod det klart, at stedet kunne noget specielt. Det var det eneste sted i byen, hvor jeg, selv i mine mørkeste perioder, kunne trække vejret ubesværet og uden at spekulere over, hvordan folk på gaden opfattede mig.
   Det var i øvrigt også ganske få fodskridt herfra, at Knud Rasmussen i tidernes morgen opførte sit stråtækte hus. Med udsigt til Rørvig, fyrtårnet som sin nabo og afskærmet fra byens opsnappende ører, planlagde han her sine ekspeditioner og arbejdede på sine manuskripter.
   I dag, præcis hundrede år efter husets fødeår, betrædes gulvene i stedet af museets ansatte, samt af nysgerrige sjæle, som ligger vejen forbi, for at få et indblik i den store polarforskers eventyrlige tilværelse.

I den anden ende af byen, væk fra Skansens evige ro, voksede jeg selv op, i det jeg vil betegne som et lettere klaustrofobisk lokalsamfund, hvor indavl og lugten af tang var to ting jeg stødte på, ligegyldigt hvor i byen jeg plantede mine sålers forsigtige aftryk. Et lokalsamfund, som var så småt og indsnævret, at der ikke var plads til at være anderledes.

Ved Skansen derimod, var der masser af plads og altid naturens åbne arme til at omfavne mig. Naturen havde ikke en holdning om mig. Den var der bare. Ligesom at jeg bare var der. Her forholder jeg mig ikke til andre mennesker og de forholder sig ikke til mig.

Sidende på en af de menneskeproducerede bænke, nyder jeg synet af den rødmende sol gå sin daglige himmelgang. Synet af havet, der med sin spejlreflekterende overflade, stadigvæk evner at folde naturens autentiske maleri ud til dobbelt størrelse, og giver mig en ro til at kunne reflektere over tanker, som jeg førhen har negligeret.


Jeg har prøvet at forstå min by. Hvorfor den ikke kunne rumme mig. Hvorfor den betragtede mig som et fremmed element, der skulle isoleres og derefter fjernes. Jeg skulle bevise, at jeg ville oprettelsen af fællesskabet og det gjorde man ikke ved at være og at have følelser, som var anderledes end naboens.

Jeg husker, hvordan jeg hjulede rundt på min ethjulede cykel, mens jeg så holdstemningen sprede sig på skolens fodboldbane. Men jeg følte den aldrig. Mest af alt fordi jeg ikke magtede at være den nitte, som et hvert hold gruede for at trække.

På en måde, ville jeg bare gerne være mig selv, men samtidig ville jeg ønske, at jeg var ligesom de andre. Mit største ønske var dog at komme væk. Væk fra byen, men jeg havde ikke pengene til billetten.

Og hvor skulle jeg tage hen?
   Dengang vidste jeg ikke at jeg kunne være mange steder. Muren af undrende blikke og hviskende lyde, som engang isolerede mig, er forsvundet og nu sidder jeg og spekulerer over om de nogensinde har eksisteret andet sted end i mit hoved. Men jeg mærker stadig smerten. En smerte, hvis begrænsninger stadig river op i de grimme ar, nu hvor jeg igen sidder ved skansen og ser solen langsomt forlade sin himmel.