Fyldt til randen af fascination,
spørger du mig om vi ikke skal tegne
Inden jeg formår at svare, er kridtet fundet frem,
- du fortæller at det er dine helt egne
Åh, så lille og fuld af liv du er
Jeg vurderer at en lille tegning er det værd
Der er gul
Grøn
Rød
Blå
Sort
Grå
Jeg ser du starter hurtigt ud
Allerede fortabt i din egen verden,
- mens jeg føler mig ramt af mit søvnunderskud
Du kaster forhastet dine små fine hænder over de farverige farver
Den gule
Den grønne
Den røde
Den blå
Du tegner cirkler som solen med dens gule varme
Du tegner træet med dens pryderige grønne pragt og lange arme
Du tegner himlen og maler den i den fordybende blå
Koncentreret sidder du, med dine hænder så små
Med din albue siger du uden lyd, at jeg bør begynde på mit
Jeg var blot fanget i din smukke palette af farver, på hvidt
Jeg på tvinger mig selv at begynde,
men først efter denne sidste slurk af min kaffekop
Jeg tager den sorte farve og begynder at kridte et omrids op
Jeg rykker mig på stolen, og begynder at tegne solen
Jeg tegner skyer og jeg tegner træer, hvilket volder mig besvær
Nu er jeg fortabt i et stykke papir
Er dette mon en form for delir
Min hånd, den er fastlåst
Fantasien, den forsvandt, som var den puttet i en stålbås
Tomheden indtræffer og jeg tillader mig selv et afbrud
Nu så udfordret.. Herregud
Medes sidder du dér, med din lille fine hånd
Nynner du en unavngivet sang, og farvelægger ivrigt i bedste ånd
Jeg samler mig om mit værk igen
Jeg var jo ved at falde hen
Jeg tager den grå
Noget må jeg jo kridte ned herpå
Jeg farvelægger himlen og hvad jeg ellers kan finde på
Tiden er nu gået
Jeg ser hvad vi begge har opnået
Netop i dette øjeblik, da slår det mig
- I din verden er alt en leg
Dit verdensbillede - så farvestrålende og hjertelig
Medes jeg har synes at det hele skulle være så besværligt
Jeg har efterladt mit med hårde streger,
med den farve der er mørkest af alle
Farverne du med dit blik så tydeligt ser,
- ja, dem har jeg ladet afskalle
Ser du, alderen imellem os vises så fint,
steget ned på hver vores billede
Timerne vi hver især har afspillet
Livet har jeg åndet ind og ud tilpas mange gange,
til nu at tage det hele for givet
Ja, du den eneste af os der formår at favne livet
Det eneste jeg er efterladt med, er alt hvad jeg kan mindes
Men lille du,
- du har gjort mig opmærksom på at disse farver stadig findes