Det er det der sus. Når alting smelter sammen, og der er vind i mit hår, lykke i min mave og forelskelse i mit hjerte. Det er de lange lyse sommernætter, hvor musikken spiller, de grønne flasker klinger, og ingen rigtig gider tage hjem. Det er det der sus. Når vinduerne åbnes for at byde sommeraftenen ind, og cykelhjulene i hastig fart triller gennem København. Farvede lamper der skinner som smaragder i gaderne, og brune solbrændte ben der jokker i pedalerne. Det er tonerne fra bilradioer på Amagerbrogade, og glade Københavnere der skåler på altanerne. Resterne fra saltvandet i mit hår og sandkorn i mine sko. Duften af varm asfalt og cigaretter. En forvasket bikini der aldrig vaskes, og en kjole der altid flagrer. Den gule mur på Nørrebro. Det er det der sus. Når jeg cykler over Dronning Louises Bro og stadigvæk betages af neonlyset. Det er de evigt fyldte værtshuse på Istedgade, fordi solen aldrig går ned. Så jeg kan ligeså godt springe en tur i havnebassinet, og snuppe en cola med på vejen hjem. For det eneste jeg med sikkerhed ved er, at i morgen omend bliver endnu bedre.