Som et vingeslag gennem en tåge af tåre og savn, springer glaset under trykket af længsel.
De lysende øjne søger horisonten rundt og deler mørket.
Går ud i mørket.
Ser ved lyset i ryggen
lyset, som jeg forlader
Rummet folder sig ud
Stemmer og tanker folder sig ind og bliver til krop.
Sanser kalder på rejsen til næste niveau
Glem! Hvad du forlod
Husk! Hvorfor
2, 8 eller 12 bliver aldrig nu eller fremtiden.
Men vokser hele tiden
Tæl ikke. Lev
Prøv om vingene kan bære
Er slagene i luften forgæves?
Lys fosøger at trænge ind gennem revner og sprækker.
Men fotonerne møder en modstrøm af udlængsel
Der som en mellemting mellem et vandfald og en strøtanke presser sig ud gennem mørket.
Mine skridt i takt med min puls
Høre alene mit ånderæt mens mine sanser søger ud og eksplodere sammen med længslen
Revnerne i mørket tegner lidt efter lidt siolueter af fugle, der letter og flyver væk
Ser tilbage men blændes af det lys jeg forlader
Ser dog et flag hejst på halvt
Ikke fordi nogen døde
Men tiden stoppede der
Ser frem, men ser intet i det, der stadig er mest mørke
Mørkefuglene letter en efter en og åbner rummet
Alt er intet og alt skal skabes på ny
Venter- venter ikke fordi venter kræver tid
Et big bang af fugle, der flyver i alle retninger væk herfra og bliver mindre mod horisonten
Rejsen starter på et flyvende tæppe vævet af melankoli, nostalgi og vedmod.
Nu lige nu slår den sidste fugl sit første vingeslag.