Satres tjener og simulationen


3 måneder, 17 dage siden 6 kommentarer Blandede tekster eftertanke filosofi håb

6Satres tjener og simulationen
Jeg læser, at folk peger på begrebet 'Roller'. · Jeg vil forsøge at... [...]
Blandede tekster · eftertanke, filosofi, håb
3 måneder, 17 dage siden
1Vingeslag ud af mørket
Som et vingeslag gennem en tåge af tåre og savn, springer glaset ... [...]
Digte
4 måneder, 22 dage siden

Puls: 23,2

Publiceret: 0
Afgivet: 13
Modtaget: 5
Jens Verner jørgensen (f. 1962)
Jeg læser, at folk peger på begrebet 'Roller'.
Jeg vil forsøge at vise, hvorfor det ikke kan være roller, som jeg taler om, men simulation.
Jeg kom på en argumentation, da jeg gik i haven en eftermiddag. Det er den, jeg vil forsøge at fremføre herunder.

Vi skal hilse på Jean-Paul Sartres tjener.
Kilde Jean-Paul Sartres Essay "Bad Faith". Kapitel 2 " Patterns of Bad Faith"
Jeg tænker, at man ikke har læst ret meget filosofi, før man møder Satres betragtning om tjeneren (slå det evt. op, hvis i ikke kender den).

Jeg kommer her under til at modsige mig selv. Det gør jeg i overensstemmelse med Keirkegaards tanker om at møde den anden, hvor denne er.
Jeg bruger derfor det sprog, som jeg kan tro på, som det, som de flest mennesker med størst sandsynlighed vil kunne forstå, og dermed forstå, hvad jeg forsøger at formidle.

Satre beskriver, hvordan denne tjener agerer og overspiller sin rolle.
Det er lige præcis den betragtning, som jeg anfægter.
Han spiller jo ikke en rolle.
Han simulerer tjener.
Han søger anerkendelse som tjener, ved at agerer sådan, som han tror på, at en tjener bør agere. Og det er denne søgen efter anerkendelse, som gør det til simulation.
Fordi:
Han søger denne anerkendelse personligt og den er ment personligt.
Ikke på rollen, men på professionen. På simulationen. Der er noget personligt på spil her.

For at forstå dette, må vi se på, hvordan en rolle ser ud i denne betragtning.
Skuespillere spiller roller.
Når skuespilleren spiler en rolle og gør sig umage med at spille fx Jeppe på bjerget. Søger denne ikke anerkendelse som Jeppe, men som skuespiller.
Det vil sige, at skuespilleren simulerer skuespiller gennem at spille rollen Jeppe.
På samme måde som tjeneren simulerer tjener gennem sin ageren omkring og i mellem bordene.
At servere er ikke en rolle, men en handling. Den handling, som skal få os andre til at anerkende, at han ER tjener. Men han er ikke tjener. Ham simulerer.

Han sætter kulisser, påføre sig kostume og bruger rekvisiter på næsten samme måde som skuespilleren.
Selvmodsigelsen her ligger bl.a. i, at det ikke giver mening at simulere noget man allerede ER.
Det er derfor jeg peger på anerkendelsen.
Det er ikke nok, at kalde sig et eller andet. Der ligger et socialt krav om, at man skal leve op til noget, for at "bevise" sin påstand.
Er du et sted, hvor der er tjenere, vil du ikke spørger andre gæster om, hvor toiletter er. Du spørger 'tjeneren'.
Vi simulerer selv vores adfærd gennem den måde vi agere på over for den, der simulere tjener.
Også overfor dem, der simulerer kassedamme, socialrådgiver, sælger osv.
Vi simulerer kunde, klient, borger osv.
Vi vælger vores ageren for at bidrage til simulationen.
Vi simulerer kunder og simulerer at vi betaler ved kassen, med penge, som ikke findes. Vi simulerer bare, at de findes.
Vi simulerer ansat og andre simulerer vore arbejdsgivere. Som så simulerer, at de giver os løn.
Vi simulerer stærk eller svag afhængig af, hvad andre forventer af os i forholde til andres simulation.
Svage; i forhold til sygeplejeren. Stærke; over for den vi hjælper.

Dem, der ikke deltager i den "Formelle" simulation, kalder vi kriminelle. Og vi vælger at simulerer sanktioner over for disse menneske, så vi også "tvinger" dem til at simulere for at opnå anerkendelse.
Fx ved at simulere gadebandemedlem. For at opnå anerkendelse i banden, er der sociale ingroup-forventninger til, at man simulerer fjendtlighed over for fx. den formelle simulation. fx gennem volds-parathed.

Misser vi de sociale forventninger, vil andre simulerer "konsekvenser" for os.
Mureren, der ikke gør et anerkendelsesværdigt stykke murearbejde, vil hen af vejen miste sit levebrød, fordi denne ikke opnår anerkendelse (Selvmodsigelse; jeg ved det).
Det er ikke nok at have papir/dokumentation på eller en påstand om "Jeg ER". Det skal også "eftervises" gennem overbevisende simulation.

Min tese er, at mennesker ikke kan være noget andet end mennesker.
Her skal vi i se på ideen om, at kategorisere og benævne mennesker som noget andet end mennesker.
Vi lærte at sige "Mennesker med handicap" frem for handicappede.
Denne ide handler om: Først og fremmest om at respektere det andet menneske, som menneske, før man peger på menneskets situation.
Iris Murdoch taler om: "At anerkende, at den anden findes".
Det tolker jeg som, at den anden findes i verden på samme måde som os selv. Som menneske.
Mennesker er i situationer, men vi er ikke disse situationer.
"John har autisme. Det er ikke autisme, der har John".
Derfor er John ikke autist, men: John er et menneske, som har autisme. Eller: John er et menneske, der er ramt af autisme.
Peter har svendebrev, men ER ikke svend. Derfor må han simulerer svend.
Bodil ryger, men er ikke ryger. Hun ryger. Det er en handling. Ikke noget man ER.
Myrna kørere bil, men er ikke bilist. At køre er en handling. Ikke noget hun ER
I yderst konsekvens er mennesker ikke, hverken læge, fodgænger eller prostitueret.
Det er benævnelser vi pålægger hinanden aht. at gøre vores egen simulation nemmere eller mere komfortabel.
Men!
Det er blot situationer, som mennesker er i, i det aktuelle øjeblik og derfor kan vi ikke bruge det som generel benævnelse.
Jeg skelner altså mellem generel benævnelse og aktuel/relevant beskrivelse.
Fordi vi hele tiden simulerer mere end en simulation. Og over tid skifter vi mellem simulationer.
Den, der køre bil og simulere billist det ene øjeblik, kan jo købe ind det næste og skulle så være 'kunde'. Nej den holder ikke.
Hvorfor?
Reelle ting forandres ikke. Det er simulationen, der giver os oplevelsen af forandring ude i verden.
Parmenides' tese siger, at "intet kommer af intet", og dermed at forandring ikke er mulig.
Hvis vi oplever noget, der forandres, er det ikke virkelighed, men dele af simulationen = fiktion eller illusion.
Men tag ikke fejl her.
Man kan ikke blot slutte at, hvis noget er stabilt over tid, må det være virkelighed.
Nej- fordi reelle ting er ikke stabile.
Er det ikke en selvmodsigelse?
Nej!
Fordi:
Husk! Hvad Kant lærte os. "Tingene i sig selv" og "tingene for os".
Forandring og stabilitet er i tingene for os. Og dermed simulationen. Vi kan ikke tale om tingene i sig selv, på en måde, så vi kan fastslå, hverken forandring eller stabilitet.
(Det kan vi på videnskabeligt niveau, men ikke i hverdag-niveau = Makro-niveau).
Mener vi, at vi har fat i noget, hvorom vil kan sige noget sikkert omkring forandring eller stabilitet, så kan med samme sikkerhed sige, at det er fiktion. Tingene for os - En del af simulationen.
Jo støre usikkerhed vi må tale med. Jo større er sandsynligheden for, at vi forsøger, at sige noget om virkelighedens reelle ting og forhold. Tingene i sig selv.
Bemærk når en (Et menneske), der simulere videnskabsmand udtaler sig om videnskabelige resultater. Så er formuleringerne ofte meget vage: "Vore undersøgelser peger signifikant på, at X kunne være Y".
Hvorimod dem (mennesker), der er veloplærte til simulationen (Læs: Totalt blinde for den) vil udtale sig meget skråsikkert og ofte dogmatisk. "Sådan er det bare! Basta".
De vil kalde analyse og/eller nuancering for ordkløveri. Og mener, at abstrakte dialoger er spild af deres tid.

En vending jeg ofte møder er: "Nu har vi dette system. Så må du forandre det, hvis du er utilfreds". Men de ser ikke, at de ikke har belæg for at et sådan system findes uden for deres individuelle (mis)forståelse. Det de peger på, er deres tolkning af summen af andres og egne simulationer, som om det var virkelighed. Det er den simulation, som jeg taler om.

Hvor "kommer" simulationen så fra?
Når vi benævner andre mennesker efter aktuelle situationer, gør vi mennesker til midler, som Kant advarer imod. Fordi vi ikke kan benævne mennesker forskelligt fra mennesker, uden også at afsige en værdidom på disse menneskers vegne. Der findes med andre ord ingen neutrale benævnelser.
Alle benævnelser vil indebære en enten direkte - eller indirekte ekskluderende dom.
Enten benævner vi forskelligt fra os selv, og gør direkte den anden til en del af 'Outgroup' (De andre). Eller også benævner andre lige med den, Ingroup' man regner sig selv til, og peger indirekte på dem, der ikke lever op til benævnelsen som 'Outgroup'.

I sidste ende handler det om, hvem, der SKAL være mål for vold.
Men det vil være for langt at gå i dybden med her.
Jeg har vist være omkring denne problematik ved andre lejligheder.
Derfor (for at undgå volden) må vi lære at tale om fx menneske med en tømrer uddannelse, frem for tømrer. Som et af de skridt, der skal til for at bryde simulationen og genvinde vort eget liv.
Erving Goffman taler om "Frontstage vs Backstage" (På scene og bag scenen).
En tanke, som jeg arbejder videre ud fra, når jeg vil vise på, hvor vi simulere mere eller mindre.
Ude i det offentlige og "hjemme" i det private.
Hjemme er ikke en bestemt lokation, men i forhold til 'Scenen'. I forhold til formalia.
Og benævnelserne er netop at sætte andre til skue og vurdering på 'scenen'. Vores individuelle scene for "De andre".

At benævne mennesker efter situation eller handling er udtryk for en afstumpet (Dovent) sprogbrug, og det har konsekvenser.
Vi kan ikke isolere vore domme fra vort sprog.
Vi sætter mennesker på 'scenen' efter vores individuelle dom omkring den anden, men dømmer også den andens performens (simulation) på 'scenen'.
Gør vi os ikke umage med sproget, vil de domme vi kommer til, have samme kvalitet.
"En Dom er en dom i kraft af den efterfølgende dom" ville Luhmann måske sige.
Dermed peger jeg på: At vi allerede har afsagt en dom gennem benævnelsen = fordomme/forventninger.
"Jydere er næriger"
Hvorefter vi vurderer den andens performens, på den scene, som vi i "fællesskab" individuelt (samtidigt, men ikke samme scene) har sat, ud fra, hvordan dennes performance er forskelig fra de forventninger, der ligger forud i fordommen/benævnelsen.

Vore domme er det, som vi møder andre mennesker med og det vi vil handle på i dette møde.
Men pas på lige her:
Vi har også en fordom med os, når vi benævner mennesker som mennesker og beskriver dem i forhold til en aktuel situation eller handling.
Det er vort grundlæggende menneskesyn som kommer til udtryk, og det er oftest ideologisk.
Det er den fordom vi vil møde mennesker med, hvis vi er afskåret fra, at vide andet om dem.
Det er dog meget sjælendt.
Vi finder oftest nogle kontekstmarkøre i tid og rum, som vi binder vore domme og forventninger op på.
Vi vil ikke møde et menneske i en skov om natten på samme måde, med samme forforståelse, som, hvis vi møder det samme menneske i et storcenter på en formiddag.
Vi vil ubevidst og ufrivilligt komme til at simulere det, som vi i forvejen tænker om andre.
Vi vil bidrage til det, som andres tænker, gennem det, som vi siger og den måde, at vi handler på over for andre.
Andre igen vil iagttage vore handlinger (Simulationer) og tolke disse ind i deres for(mis)forståelse af en kontekst, som også er simuleret gennem endnu adre menneskers adfærd (simulation).
Derfor er det vigtigt at starte med at se det andet menneske 'som en selv', for at gøre den anden til en del af ingroup og dermed mindske sandsynligheden for at komme til at se den anden som mål for vold.
Og som jeg har peget på: I sidste ende handler hele simulationen om vold.

Fordi: Hvorfor simulere vi?
For at undgå volden. Den med 'leve brød' er også en del af simulationen. Nemlig Fiktion.
Det ligner igen en selvmodsigelse.
Det ene øjeblik siger jeg, at vi skal simulere mindre for at undgå vold.
Næste øjeblik taler jeg om at simulere for at undgår vold.
"Hvad kan han mene?", tænker du måske.
Hvis du tror på, at du bliver bedre til at klatre i bjerge gennem svømmetræning og ønsker at blive bedre til at klatre. Så vi du også svømmetræne.
Men, hvad, hvis det er en myte?
Det gør ingen forskel, om det er en myte eller ej.
Vi handler ikke på viden, men på tro. Tror vi på myten som sand, vil vi handle på den.
Troen på, at vi kan mindske vold gennem simulation er netop en del af den simulation, som vi tror på.
Vi ser mennesker handle med vold mod andre, og tror, at de handler på viden.
Derfor tænker vi, hvis vi undgår den situation, som vi tolker og tilskriver for den, der blev ramt af vold, så bliver vi ikke selv ramt af vold.
Simpel: Inden-i-simulationen-logik.
Vi forsøger at simulere den, som vi tror på, som den, der ikke er eller ikke kan være mål for vold, ud fra vores (mis)forståelse af, den spicifikke volds-situationer andre er/var i.

Den simulation,som jeg taler om er altså vores egen adfærd i troen på, hvordan vi undgår volden.
Gennem observation og mistolkning af andres voldssituationer.
Men ikke, hvordan vi i virkelgheden undgår vold.
Vi simulerer benævnelser, som vi tror på, at vi skal leve op til for at mindske sandsynligheden for, at vi selv bliver set som mål for vold.
Det lære vi, at vi skal, gennem at (mis)tolke andres simulation som reaktioner over for dem, der ikke simulerer overbevisende nok, i forhold til nogle positive forventninger. Eller simulerer overbevisende i forhold til negative benævnelser, forventninger og fordomme (kriminalitet).
Vi forventer at staten/civilsamfundet vil sanktionere over for dem, der ikke deltager i og ikke bidrager positivt til den formelle simulation.

Det sker bare ikke. Der er ingen stat.
Ideen om et samfund er i sig selv en del af simulationen.

"There's no such thing as society" Sagde Margaret Thatche.
Det er vist ikke helt det samme samfund, vi taler om.
Men det kunne alligevel være mine ord i denne betragtningen om simulationen.
Det er mennesker, der simulerer stat og samfund, gennem at simulerer politi, dommere og embedsmænd.
Det er simulation.
Vi ser deres simulation og tro på det som virkelighed. Fordi vi gennem forældre og læreres simulation er blivet opdraget/oplært til at tro på simulationen som virkelighed. På samme måde, som børn bliver indoktrineret til at tro på påstanden om religion, som beskrivelse af virkeligheden som den ER. Og bliver mentalt amputeret fra lysten og modet at stille spørgsmål.
Der er ingen betydende forskel på de to situationer.
Vi tror på vores børnelærdom. Og er ikke i tvivl om deres vildfarelse.
De tror på deres børnelærdom. Og er ikke i tvivl om vores vildfarelse.

Vi stiller ikke spørgsmål.

Nu stiller jeg spørgsmål

Wern

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/12-2019 13:12 af Jens Verner jørgensen (Wernn) og er kategoriseret under Blandede tekster.
Teksten er på 2423 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.