Han lå presset mod jorden med armene beskyttende over hovedet. Han havde skudt det rasende vildsvin der kom tonsende ud af tågen. Han havde i panik brudt alle jægerregler, og skudt silhuetten i tågen.
   Som han lå der rystende af angst kom skammen. Han lyttede, lyden af hovene var væk. Men han skulle være forsigtig. Et enkelt skud kunne næppe dræbe et stort dyr. Han lyttede og ventede. Forsigtigt kom han op på hug og fik ladt Mauseren igen. Hjernen var så småt begyndt at fungere.

Der var tre logiske scenarier: Han kunne havde ramt ved siden af. Det ville næsten være en lettelse, men jagten ville så være resultatløs. Han havde sandsynligvis ramt, men kun såret dyret. Det ville være en farlig situation, som han var nødt til at afslutte. Endelig kunne han håbe på at dyret var dræbt. Det ville være det bedste. Jagten ville da være en succes, og han kunne tage vildsvinet med sig hjem og få det slagtet.

Solen stod nu højere på himlen og brændte tågen langsomt væk. Han måtte se hvad der gemte sig derude, se hvad den gamle riffel havde udrettet. Han masede sig ud af skydeskjulet. Godt at tågen var ved at forsvinde.
   Med riflen ved skulderen gik han frem, klar til at løsne det dræbende skud.

Han gik bare 12 meter ud på marken da han så det. Hun lå sammensunket på jorden, skudt gennem højre skulder. Det var et menneske. En voksen kvinde. Hun blødte fra skudsåret. Det sortnede for øjnene af Frits, et fucking mareridt. Han frøs til is. Hun lignede dødens hustru som hun lå der på siden med lange nøgne ben, bleg og blodig. Hun havde langt hvidt hår, der var bredt vildt ud, sølet ind i blod og jord. Kun tyndt undertøj og alt for store gummistøvler.
   Mærkeligt, han var ikke i tvivl om at hun levede, men hvor tæt hun var på døden, anede han ikke. Han smed riflen fra sig på jorden og bøjede sig ned over hende. Han tøvede, men løftede hende op i siddende stilling med et fast greb under hver arm.
   Der sad hun medens hun gav sig gudsjammerligt. Hendes øjne var hvide hinder, noget Frits engang havde set på en horrorfilm. Nu var det, en horrorfilm, han gispede. "Er du i live". "Hvad tror du, dit røvhul" sagde hun hæst. Frits var lettet nu gjaldt det bare om at få hende på hospitalet. Men først ville han stoppe blødningen fra hendes skulder. Han fumlede med rystende hænder i ammunitionstasken hvor han havde et par våbenklude han kunne stoppe i de blødende huller.
   Det ville hun bare ikke være med til. Hun skubbede hans hænder væk. "Lad mig dø herude på marken" sagde hun, og nu var hendes stemme højere og insisterende, medens der løb en frisk tåre ned af hendes kind.
   "Lad mig dø, din store lort" gentog hun igen og igen som i et mantra. "Skyd mig for helvede" hvæsede hun, medens hun rev våbenkluden ud af indgangshullet så blodet sivede ud igen.
   Hold kæft hvor var han led ved hende. Uden at tænke, hamrede han hende en hård lussing så hun væltede ned på siden igen. Det skulle han ikke have gjort. Nu kunne hun nå riflen og greb den overraskende hurtigt. Bøssepiben pegede nu, ind i brystet på Frits, og hun havde fingeren på aftrækkeren. "Gå væk, din hjernedøde nar" hvæsede hun. Han stirrede irrationelt på hende. "Skrid" hvæsede hun beslutsomt medens hun løftede riflen og lagde an. Han trak sig langsomt bagud. Hendes øjne fulgte sigtet. Et kort øjeblik forvandledes de fra feberhinder til grønne øje.
   Hjernedød, ja det var han. Den kortsluttede. Han fik voldsom kvalme. Om et sekund var det ikke bare hjernen men hele kroppen der skulle dø. Han havde jo ikke sikret geværet da han smed det fra sig... Selvfølgelig ville hun skyde ham.
   Han bad til gud, det var længe siden... (Det er utrolig så hurtigt man kan blive kaldet). Han lovede at gå i kirke og adopterer et barn i Afrika, lige som Marianne allerede havde gjort.

Hun vendte pludselig riflen mod sig selv!
   Det er svært at putte en bøssepibe i munden og samtidig trykke på aftrækkeren, det var ikke desto mindre det den desperate kvinde gjorde, medens Frits stod fastfrosset og handlingslammet.

Bagefter drømmer man om det hele i slowmotion. Et mareridt hvor man ser kuglen penetrere kraniet der sprænges i fragmenter og hjernemasse.

Klik... Den lyd kendte Frits... Det var når slagstiften ramte låsesikringen. Kvinden så skuffet ud og begyndte at lede efter låsemekanismen. "Nu stopper det" råbte han, og kastede sig over hende og fik greb i riflen. Han blev chokeret da han opdagede at hun var stærkere end ham. Hun måtte være en af de der fitness freaks. Hun havde sparket ham i skridtet og hendes negle havde revet ham i ansigtet. Det var en lang og grim kamp, som han kun overlevede og vandt, fordi hun var såret.

Hvad der videre skete, den morgen, der oppe på marken, ønskede Frits ikke at tale om. Det var helt galt. Han fortalte det i hvert tilfælde aldrig til nogen og prøvede at fortrængte det.

Hun ville ikke modtage hans undskyldning. Hun sagde, at hvis han ikke omgående skød hende, eller lod hende skyde sig selv, ville hun sørge for at han blev pint langsomt ihjel. Han ku' bande på hun vidste hvad hun talte om.

Hun var blå om læberne og rystede. Som hun sad der på marken, kold, mishandlet, og misbrugt blev Frits mere og mere desperat. Solen var kommet højere op og varmede lidt, men han måtte have hende væk inden de sædvanlige kondiløbere dukkede op. Hun var svag og ved at glide ind i bevidstløsheden. Alligevel lykkedes det ham at få hende op at stå, hun jamrede og bandede. Det var som timer det tog at slæbe hende det lille stykke ned til skovvejen, hvor han fik læsset hende ind på bagsædet af Berlingoen. Hun var tung som bare fanden, men gjorde heldigvis ikke modstand længere. Våbenkludene havde han fået proppet ind i såret igen. Kuglen måtte være gået lige igennem. Hendes øjne var blevet til matte hinder. Han smed Loden-kappen over hende. Det ragede ikke andre, hvad han kørte rundt med. Riflen røg om bagi. Patronerne havde han for længst taget ud.

Han var lettet da Berlingoen strøg uset ud på hovedvejen. Han så sig selv i bakspejlet. Kradsemærker overalt i ansigtet. Han lignede det han var, en mand der havde begået noget utilgivelig.

Han kunne ikke køre hende til hospitalet, selv om det ikke var ret langt væk, det ville blive opdaget hvad han havde gjort. Marianne ville få det at vide...

Nogen ville savne hende og finde hende. Politiet opklarede næsten altid den slags sager. Han måtte være cool og udtænke en fornuftig plan. Det var bedst at køre hjem til villaen med hende og tænke tingene detaljeret igennem. Han kunne køre direkte ind i garagen med den automatiske port og derfra kunne de få adgang til huset.
   Han kunne ikke bare slå hende ihjel. Det var for risikabelt. Hundene ville finde sporene i skoven. Skydeskjulet, patronhylsteret, krudtslam, blod, hår, DNA, aftryk af kroppe, kamp, støvler og bildæk. Der kunne være vidner han ikke havde set...

Det var måske i virkeligheden kun et spørgsmål om få døgn, før de havde fundet hende og dermed ham.