Skæbnens tosomhed #2 Oles skæbne


5 måneder, 20 dage siden 2 kommentarer Noveller

1Skæbner
Kapitel 1 · Skæbnens tosomhed · Solen er lige akkurat gået ned, og vi... [...]
Noveller
4 måneder, 20 dage siden
2Skæbnens tosomhed #3 Thea
De havde geografi i sidste time, og minutterne sneglede sig afste... [...]
Noveller
5 måneder, 20 dage siden
2Skæbnens tosomhed #2 Oles skæbne
Ole og Signe havde været kærester længe. Helt almindelige kæreste... [...]
Noveller
5 måneder, 20 dage siden
1Skæbnens tosomhed
Solen er lige akkurat gået ned, og vinden river i de store piletr... [...]
Noveller
11 måneder, 2 dage siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sara Engel (f. 1984)
Ole og Signe havde været kærester længe. Helt almindelige kærester, i en helt almndelig lejlighed, og med en helt almindelig hverdag med studie og job. Den ene dag tog den anden, og tiden gik. De havde det godt, og livet gik sin gang. Ole havde dog noget gemt inde bagerst i sine tanker som han endnu ikke havde haft mod til at fortælle Signe. Noget der ville få stor indflydelse på deres fremtid, og især på hendes. En plan formede sig i hans hoved, for han ville hende det bedste, han ville ikke at hun skulle lide for meget. Han ville at hendes fremtid skulle sikres, trods det faktum at de ikke ville komme til at dele den.

Endelig skete det. De flyttede ud af den alt for lille lejlighed i den larmende by, og ind i deres helt eget hus på landet. Hele sommeren var gået med at sætte det i stand, og det var blevet præcis som de ville have det. Ja ok, nok mest som Signe ville have det. Han var jo bare en mand, uden den store forstand på indretning - i hvert fald ifølge Signe. Men han var ligeglad, bare han kunne få lov til at være sammen med hende, denne skønne kvinde som han planlagde at skulle tilbringe resten af sit liv sammen med - bare de to. Han havde endda købt en smuk ring til hende, som han planlagde at give hende når de var flyttet ind. Egentlig havde de ikke råd til en dyr ring, men han syntes hun fortjente den. Han vidste inderst inde godt at Signe ønskede sig børn en dag, men han havde endnu ikke kunnet få sig selv til at fortælle hende at det ikke kunne komme på tale. Indtil han fik taget sig sammen til at tage emnet op, måtte han gøre alt hvad han kunne for at kompensere for denne mangel i hendes liv, koste hvad det ville. Han elskede Signe, og ønskede ikke at se hende ulykkelig - selvom det var uundgåeligt, da han var nødt til at fortælle hende at hun en dag, indenfor de næste 20 år, ville miste ham. Hans hemmelige plan havde været at huset skulle være en fremtidssikring for den kvinde han elskede så højt, og hans livsforsikring burde være nok til at hun kunne betale lånet ud og dermed opretholde en fornuftig levestandard efter hans død.

Aftenen for indflytningen havde de inviteret alle deres nærmeste til at fejre det, og da de endelig var alene var det meningen at han ville gå på knæ, give Signe ringen, og bede hende gifte sig med ham. Stemningen var helt rigtig, de var glade og afslappede. Men inden han nåede at tage mod til sig, brød Signe stilheden og lod bomben falde. Han havde det som om jorden forsvandt under ham, og alt omkring ham blev indhyllet i en isnende rimtåge. Signe var gravid. Hun sad der ved siden af ham, glad og varm af lykke, og det eneste han kunne tænke på var dette lille væsen i hendes mave, der ikke havde fortjent al den smerte og lidelse det ville komme til at opleve - ligesom han havde set både sin farfar og far lide. Han skulle have fortalt hende om det fra starten, han ville bare ikke gøre hende bange, skubbe hende væk ved det faktum at også han ville blive taget af denne frygtelige sygdom en dag. Da Signe og han mødte hinanden havde han stukket hende en halv sandhed om at han ikke længere havde kontakt med sin familie, men havde undladt den detalje, at det var fordi Huntingtons Chorea havde taget dem fra ham. Han havde nu rundet de 30 år, og det var bare et spørgsmål om tid, før denne frygtelige sygdom ville begynde at snige sig ind på ham. Og det ville den med garanti sagde lægerne, for han bar sygdomsgenet. Han havde besluttet sig for ikke at lade den overtage hans krop og hjerne og gøre frygtelige ting, som han havde set den gøre ved hans far indtil den dag han bukkede under og døde. Og som om det ikke var nok, havde den også taget hans mor med sig, hun var så træt og udkørt efter faderens sygdomsforløb, at hun bukkede under, fik et hjerteanfald og døde, kun et halvt år efter. Når dagen kom, hvor han kunne mærke dens magt blive større, ville han tage magten tilbage og gøre en ende på lidelserne.

Hvorfor havde han dog også været så uforsigtig? Hans egne forældre var blevet så frygteligt kede af det, da hans farfars sygdom brød ud. Han var selv 5 år på det tidspunkt, og levede et helt normalt liv i en helt almindelig familie, lykkeligt uvidende om de grusomheder der måske ventede forude. Han havde en svag erindring om farfaderen, der blev mere og mere mærkelig at være sammen med, og til sidst var helt forandret og døde. Da han selv blev ældre, fortalte hans forældre ham grådkvalte om sygdommen, om at hans egen far også ville blive syg og dø tidligt, og at han desværre også selv ville få den når han var 30-50 år gammel. De formanede ham om aldrig selv at få børn, da sygdommen højst sandsynligt ville nedarves. Og nu var det sket. Signe var blevet gravid, lykkeligt uvidende om, at barnet i hendes mave måske en dag ville blive frygtelig syg og dø i en alt for tidlig alder. Han havde egentlig bare stolet på at hun havde taget p-piller, han havde set dem ligge ved spejlet på badeværelset, og det svandt i dem. Han burde have holdt mere øje. Han burde have snakket med hende om det. Og ja - så burde han have gjort det nødvendige for længe siden, fået aftalt en tid til sterilisation. Han havde flere gange tænkt tanken, men aldrig fået taget sig sammen. Nu var det for sent.

Da Signe havde fortalt den for ham grusomme nyhed, var han gået ind i en slags choktilstand. Han måtte ud, have luft. Han vidste godt at han egentlig burde holde om Signe, forklare sig, trøste hende, men han kunne ikke - ikke endnu. Først måtte han ud. Han åbnede døren, det svimlede for hans øjne, jorden gyngede under hans fødder. Han følte det som var han midt i sit livs værste mareridt. Han hørte sine forældres på samme tid bekymrede og formanende stemmer i hovedet, og så både sin farfar og sin far for sig, mens de kæmpede mod deres kroppes ufrivillige bevægelser og deres sinds uregerlige og fremmede udtryksform. De var som spøgelser, dæmoner i hans elskedes kroppe. Han vaklede fremad, måtte væk, væk fra realiteterne, væk fra spøgelserne, bare væk. Det var mørkt og koldt, han snublede over en trærod, slog sine knæ men fortsatte ufortrødent, nu kravlende. Langt bag ved sig, som i en tåge, kunne han høre Signes ængstelige stemme kalde på ham, men han måtte ikke, kunne ikke, vende tilbage nu. Han måtte væk, inden dæmonerne også tog ham. Det var ikke sådan her det skulle ende, de måtte ikke få magten. Det var ikke sådan han havde planlagt det.

Ole åbner langsomt øjnene, det er stadig mørkt og koldt. Og fugtigt. Han fryser så hele kroppen skælver og tænderne klaprer, han er sulten og tørstig. Hvad var det der skete? Han prøver at huske. Signe, barnet - åh nej, barnet - mørket, skoven, træroden, flygtede - og så et hul. Han bøjer hovedet bagover og kigger op. Langt oppe over ham kan han skimte det gryende morgenlys. Han må være faldet ned i det febrilske forsøg på at komme væk, og nu ligger han her. Han prøver forsigtigt at bevæge sine lemmer, et efter et. Bortset fra en ømhed i den ene ankel, lader han til på mirakuløs vis at være uskadt. Men han ligger i et hul, et dybt hul. Selv hvis han rejser sig op, vil han ikke kunne nå kanten og trække sig op, og kanterne er lodrette. Langsomt begynder realiteterne at gå op for ham - han skal være ualmindelig heldig, for at nogen vil komme forbi, og opdage at han ligger hernede. Han er ikke sikker på i hvilken retning han gik, og han fulgte formentlig ikke stierne. Det var så mørkt, og han famlede sig frem i panik.
   Pludselig vågner han med et sæt. Han må være faldet hen. Ud fra lyset at dømme er det midt på dagen. Han er stiv af kulde, og kroppen gør ondt. Prøver at tænke. Hvor langt væk fra huset befinder han sig? Hvem graver så dybt et hul ude i skoven? Var han mon gået i retning af deres naboer, ville det mon nytte noget at råbe? Han samler al sin energi, tager en dyb indånding og råber "Hjææææælp", men der er langt fra så meget kraft bag hans stemme som han forventede. Hans hals er tør, han er træt og kold. Han prøver at samle tankerne. Der må helt sikkert være nogen der leder efter ham. Signe må være ude af sig selv, og har samlet alle dem de kender for at søge hele området igennem. Og politiet, hvor lang tid er det nu der skal gå før man kan efterlyse en forsvundet person? De må helt sikkert lede efter ham, og så finder de ham snart, meget snart. Trætheden er så altoverskyggende. Middag bliver til aften, aften bliver til nat. Stilhed, mørke, kulde.

Da Ole igen vågner er det lyst. Men han kan ikke længere holde styr på hvor længe han har ligget i hullet. Han glider ind og ud af søvnen, han er kold og sløv, og tænker ikke længere klart. Han mærker hvordan alting efterhånden er ligegyldigt. Det ene øjeblik hører han mennesker der kalder, det næste ser han skikkelser i skinnende klare farver og udefinerbare former der svæver over ham og kravler op og ned af hullet. Han kan ikke længere skelne hvad der er virkelighed, og han er ikke længere i stand til at svare på de kald han måske hører, måske forestiller sig. Efterhånden dør lydene ud, der bliver stille, helt stille.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/02-2021 15:10 af Sara Engel og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 1677 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.