Skæbnens tosomhed


23 dage siden 0 kommentarer Noveller

0Skæbnens tosomhed
Solen er lige akkurat gået ned, og vinden river i de store piletr... [...]
Noveller
23 dage siden

Puls: 6,1

Publiceret: 1
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Sara Engel (f. 1984)
Solen er lige akkurat gået ned, og vinden river i de store piletræer der omkranser den lille vildtvoksende have der hører til det hus de købte, for hvad der føles som en menneskealder siden. Hun skutter sig og trækker cardiganen tættere omkring sig. Det var netop på en aften som denne hele verden gik i stå for to et halvt år siden. De havde brugt hele sommeren på at renovere det lille idylliske landhus, og sad i stuen og fejrede at de endelig kunne flytte ind i det hus de havde drømt om i så mange år. De havde været så lykkelige den dag, forelskede og lykkelige, som om intet kunne røre dem. Men det var en illusion, for samme aften skete det. Det der ændrede hendes liv, hendes verden, for altid.
   I marts, næsten ud af det blå, dukkede huset op i en boligannonce. De havde da tidligere talt om at købe hus på landet, men de vidste begge at dette var en uopnåelig drøm de næste mange år. Han studerede, og hun tjente ikke mere på sit job på tankstationen, end at der lige var til den lille lejlighed i udkanten af Aarhus, som de nu havde boet i i 5 år. Alligevel skimmede de stjålent boligsiderne i lokalavisen hver uge, drømmende om en tid der måske engang ville komme. Det var i et af disse stjålne øjeblikke Ole pludselig stoppede op, tøvede, og læste så højt af avisen "Charmerende hus på landet, tilhørende idyllisk lille have, trænger til en kærlig hånd, sælges derfor billigt". Han kiggede op, deres blikke mødtes, og de vidste begge at de tænkte det samme. Inden dagen var omme havde de arrangeret et møde i banken, dagen efter mødtes de med ejendomsmægleren til fremvisning af huset, og så skrev de under på købskontrakten. De var begge faldet for huset lige på stedet, og selvom der skulle laves rigtig meget, og økonomien ville blive temmelig stram de næste par år, kunne de se sig selv blive gamle sammen, her i deres lille hus på landet. De følte begge at dette var deres livs chance, once in a lifetime.
   De næste par måneder gik al deres fritid med at forvandle det gamle, næsten faldefærdige, landhus til deres. Da de først fik set lidt nærmere på det, viste det sig ikke at være indflytningsegnet, så det var rigtig heldigt at banken havde tilbudt afdragsfrihed på lånet, så de det første halve år kunne blive i lejligheden imens de renoverede. Da sommerferien begyndte fik de endelig tid til at gå all in, og nu skred arbejdet hurtigt fremad. Skrue for skrue, penselstrøg for penselstrøg, forvandlede huset sig til deres drømmehus. Familie og venner kom og hjalp til, alle med det de var bedst til. Selv Signes gamle bedstemor sørgede for, at der altid var friske hjemmebagte boller og varm kaffe til det arbejdende folk.
   Da det blev september stod huset færdigt, og første lørdag i måneden inviterede de alle de kendte til at komme og fejre det. Det var en skøn dag, luften var frisk og klar, og vinden tog let i de store smukke piletræer der omkransede deres lille paradis. Det unge par følte sig så lykkelige, deres drøm var gået i opfyldelse.
   Da alle var taget afsted, satte de sig i deres nye stue, pustede ud, kiggede på hinanden og smilede, lettede og tilfredse. "Er nu et godt tidspunkt?" tænkte hun med sommerfugle i maven? Hun havde vidst det i et par måneder, men ville ikke fortælle ham det, før alt det med huset var overstået. Nu kunne hun ikke længere vente med at dele sin overstrømmende glæde og forventning med ham. Hun tog mod til sig, trak vejret dybt ned i maven og begyndte "Ole, der er noget jeg gerne vil fortælle dig". Ole kiggede spørgende på hende, men efterhånden som det gik op for ham at hun var gravid, ændrede hans udtryk sig til frygt og frustration. Signe forstod slet ikke hvad der skete. Hvorfor blev han ikke ligeså glad og henrykt som hende? De havde da godt nok aldrig talt om at få børn, men hun så det som en naturlig del af livet, og de havde jo ikke gjort særlig meget ud af at beskytte sig. Da Ole endelig sagde noget, kom der ikke andet end bekymring og frustration ud af ham, og inden Signe havde opfattet hvad og hvorfor, havde han taget jakke og sko på, og var gået ud for at trække noget frisk luft. Hvad var det lige der skete? Han havde bare sagt ting som "Kunne du ikke have sagt du ville have børn? Hvorfor har du ikke fortalt det noget før? Nu er det jo for sent at få en abort!" En abort? Hvordan kunne han, midt i hendes lykke, begynde at tale om abort? Signe sad ubevægelig i sofaen, stivnet og ude af stand til at tænke eller føle. Kun en sætning rungede i hendes hoved "Han vil ikke have vores barn".
   Signe bliver brat revet ud af sine tanker, da Maja græder inde på sit værelse. Endnu en ond drøm. Hun går ind til den lille skrøbelige pige, vugger hende i sine arme, nynner stille, og snart sover hun igen fredeligt. Signe sidder og kigger kærligt på sin smukke datter et øjeblik, inden hun lægger hende tilbage i den lille seng. Tænk så bekymringsfrit livet er, når man ikke engang er fyldt to år endnu. Og dog, det er som om den lille pige kan mærke at hendes liv ikke er som det skal være. Hun vågner ofte grædende op af sin søvn, og ikke sjældent er det som om hendes blik søger efter noget usynligt ude i haven. Det er måske ikke mærkeligt, for Signe gør det samme, stirrer ud i ingenting. Som om han en dag vil komme gående tilbage af den lille havesti, åbne døren og tage os i sine arme. Men det sker ikke, han gik den dag for to år siden, og han forsvandt, ingen har set ham siden. De siger at han nok er rejst ud af landet, eller har taget sit eget liv et sted hvor ingen har fundet ham endnu, på trods af de ugelange eftersøgninger med hunde, dykkere og hundredvis af frivillige.
   Hun husker tiden der fulgte som i en tåge. De var så glade og lykkelige, og med ét blev hendes verden vendt på hovedet, hun blev slået om kuld, og mørket sænkede sig over paradiset og indhyllede det i en dis af fortvivlelse og sorg. Det skulle have været starten på resten af deres liv sammen, hun havde forestillet sig deres lille lykkelige familie med et, måske to børn, solrige somre i haven, grillaftner, ild i kaminen om vinteren, snemænd, juleaftner. Alt dette smuldrede mellem hænderne på hende, den aften i september, hvor alting ellers havde set så smukt og lyst ud.
   Da det gik op for hende at hun var gravid, var hun først blevet meget overrasket, da de egentlig som regel havde passet på. Men det måtte jo være glippet en enkelt gang. De havde ikke talt om at få børn, og da hun tænkte efter, havde Ole aldrig nogensinde talt om børn overhovedet. Hun havde slet ikke tænkt tanken, at han på ingen måde ønskede børn. Og da han var gået ud af døren den aften, stod hun tilbage med så mange spørgsmål. Var det bare lige nu han ikke var parat til at få et barn? Eller havde han ikke et ønske om børn nogensinde? Men han var væk, hun ville aldrig få svar. Hun var på samme tid vred på ham, og dybt ulykkelig over at den mand hun elskede så højt var forsvundet ud af hendes liv, ja forsvundet fra jordens overflade. Hvis bare han var blevet hjemme den aften, kunne de måske have fundet ud af det, måske ville han være blevet glad ligesom hende, når først han havde vænnet sig til tanken? Men hvad kunne hun bruge de tanker til nu? Hun måtte se fremad, tænke på fremtiden, på Maja.
   I månederne efter Oles forsvinden voksede livet i maven i takt med at eftersøgningen ebbede ud. Signe trøstede sig ved at kunne mærke den lille spire der blev større og stærkere, og følte at en del af styrken fra dette lille mirakel forplantede sig til hende og gav hende noget at leve for. Hun indrettede det fineste børneværelse, og da hun fandt ud af at spiren var en pige, købte hun den smukkeste lille prinsesseseng og malede værelset sart rosa. Hendes lille pige skulle ikke mangle noget - bortset fra den far der havde valgt hende fra. Hun elskede allerede sin lille datter så umådelig højt, og ville give hende al den kærlighed hun havde i sig. Og så, en tidlig morgen i marts, kom Maja til verden. Signe havde sin mor ved sin side, alting gik som det skulle, og snart var mor og datter hjemme i det lille hus på landet, hvor de skulle bygge deres fælles tilværelse op.
   Om tre dage fylder Maja to år. Det er ikke til at fatte. Familie og venner er inviteret til boller og kakao, og Signe har planlagt at lave den fineste prinsessekage med to lys i. Dagen skal være perfekt. Der skal ikke mangle noget. Som med alt andet føler hun, at hun bør kompensere for manglen af den far Maja aldrig har mødt og aldrig kommer til at møde. Hun er endnu så lille at hun ikke forstår at hun mangler ham, men dagen Signe frygter så meget vil komme engang, dagen hvor Maja spørger hvorfor hun ingen far har, og hvad skal hun så svare?
   Signe vågner, det er i dag, for to år siden fik hun sit livs gave i form af den skønneste lille skabning. Hun lister sig ud på gangen og kigger ind på Majas værelse, hun sover endnu, ligger så fredeligt der under sin lille dyne med blomster på. Hun lister sig videre ud i køkkenet, sætter kaffe over, og går ud for at hente avisen i postkassen. Da hun igen kommer ind og åbner avisen, falder en lille hvid kuvert ud. Den er blank. Der er ikke noget frimærke på kuverten, og afsenderen har ikke gjort sig til kende på bagsiden. Hun tænker, at det måske er fra en af naboerne, på trods af at de jo ikke lige bor dør om dør herude på landet. Hun lægger kuverten fra sig på køkkenbordet for at åbne den senere, og sætter sig for at nyde kaffen og læse dagens nyheder i de sjældne stille minutter inden Maja vågner. Udenfor kigger solens første stråler gennem trækronerne og himlen er blå, på nær nogle enkelte små hvide skyer. Hun smiler. Det bliver en smuk dag, en perfekt fødselsdag for hendes lille prinsesse.
   Klokken to dukker de første gæster op. Signe har udover sine forældre og sin bror og svigerinde også inviteret to unge forældrepar fra nabolaget, som begge har barn på Majas alder. I det daglige tænker hun ikke så meget over deres til tider lidt ensomme tosomhed, men når noget så skelsættende som en toårs fødselsdag bryder den daglige trummerum, husker hun på sin egen barndom, og på, hvordan hun forventningsfuldt trippede rundt i flere dage op til sin fødselsdag, og glædede sig til der kom gæster og der skulle holdes fest. Det er ikke meget hun kan tilbyde Maja, udover varme og kærlighed, da hendes sparsomme månedsløn og forsørgertilskuddet fra kommunen kun lige rækker til regninger og mad på bordet, men disse særlige begivenheder skal hun ikke snydes for. Kan hun selv huske sin toårs fødselsdag? Nok egentlig ikke, men det er heller ikke kun en fødselsdag de skal fejre i dag, det er også en fejring af, at hun og Maja har klaret sig igennem to udfordrende år på egen hånd, og nu endelig er begyndt at have noget der ligner en helt almindelig hverdag. I dag er starten på resten af deres liv, et liv de to skal leve sammen, og få det aller bedste ud af.
   "Skal den her ikke også hen på gavebordet?" spørger Signes svigerinde Tanja ude fra køkkenet, imens hun vifter med den hvide kuvert der i morges faldt ud af avisen. Signe kigger op og nikker bekræftende, den havde hun glemt alt om. Maja suser rundt i stuen og leger med de to andre børn, som hun kender fra vuggestuen. Ind imellem stopper de op foran gavebordet, strækker hals og stirrer forventningsfuldt på de mange gaver i farvestrålende papir. Det er vist ved at være tid til at pakke op. Maja bliver placeret på en stol så hun kan nå, og går straks i gang med at hive det ene flotte stykke tøj eller legetøj ud af papiret efter det andet. Da alle gaver er pakket op, sætter børnene sig på gulvet for at inspicere alle de fine nye ting. De voksne går ud i haven for at trække frisk luft, og Signe benytter et stille øjeblik til at åbne den håndfuld kort der er kommet med posten i formiddags. Nederst i bunken ligger den anonyme hvide kuvert. Hun åbner den og forventer endnu et kort med tillykke fra et nabopar eller nogle venner, men stivner da hendes øjne opfanger ordene i kortet. Hun læser dem igen og igen, ude at stand til at røre sig, og mærker hvordan verden omkring hende forsvinder som i en tåge. Hvordan er det muligt? Og hvorfor nu? Hun kommer til sig selv, lægger kortet ned i skuffen under bordet, og samler sig sammen for at prøve at agere glad overskudsmor resten af eftermiddagen. Kortet må hun tage sig af senere, når hun er alene og Maja er lagt i seng.
   Resten af Majas store dag forløber som planlagt, gæsterne hygger sig, og Signe suger til sig af den ubekymrede lykke. Hun ved at det måske varer længe før hun igen vil opleve dette, nu hvor fortiden pludselig har indhentet hende. Hun gruer for det der venter hende i aften når hun er alene, men hun prøver at skubbe det fra sig, har ikke lyst til at tænke på det kaos der muligvis venter lige om hjørnet. Tanken om at tosomheden med Maja er i fare får en klump til at samle sig i hendes mave, og giver hende uundgåelige tårer i øjnene. Var det naivt af hende at tro det ville vare for evigt? At denne dag aldrig ville komme?
   Solen er gået ned, gæsterne er taget hjem, og Maja ligger og sover, mæt efter dagens mange indtryk, og med sin nye dukke i favnen. Signe står i døren og betragter sin lille datter, som egentlig ikke er så lille længere. Snart er hun en stor pige, med egne meninger og sin egen vilje. Snart begynder hun at udvikle sig til det menneske, som en dag vil blive en voksen og selvstændig kvinde, og skabe sin egen tilværelse. Det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, og dog er det enormt tilfredsstillende at være med til at forme denne unikke skabning. Signe lukker forsigtigt døren for ikke at forstyrre den lille i søvnen, og går ind i stuen for at sætte sig og fordøje dagen. På vejen falder hendes blik på den lille skuffe under bordet, og hun ved at hun er nødt til det. Kortet, den skæbnesvangre besked, forsvinder ikke, selvom hun ignorerer den. Hun trækker skuffen ud, tager kortet, som næsten føles brændende i hendes hånd, og sætter sig tungt i sofaen.
   Sådan havde hun også siddet dengang Ole gik, alene i den svagt oplyste stue, med en klump i maven og tårer i øjnene. Selvfølgelig fordi manden i hendes liv var gået, men også fordi hun var blevet mindet om noget andet, noget langt inde i hendes underbevidsthed, som engang var blevet gemt væk, fortrængt. Noget som havde forvoldt hende så umådelig stor angst og smerte, at det ikke var til at bære. Den aften var det meningen at glæden over den lille spire i maven en gang for alle skulle jage fortidens spøgelser bort, men som om det var en grusom forbandelse der hvilede over hende, tog nyheden om graviditeten i stedet Ole fra hende, og kvalte glæden.
   De var så unge dengang, hun og Jan, alt for unge. Hun var 14 og han 15. De havde været kærester i fem måneder, og blev nok anset som skolens turtelduer. Weekenderne gik som regel med film og hygge hos kammeraterne eller bare de to, og de kyssede og kælede da også nogle gange udenpå tøjet. En aften begyndte Jan at bevæge sin hånd ind under hendes tøj. Hun blev først nervøs, men det var rart, og hun lod sig rive med, men da han blev mere ivrig og ihærdigt begyndte at klæde hende af, bad hun ham stoppe. Han stoppede ikke. Han kiggede hende dybt i øjnene, smilede, og fortsatte. Signe vidste godt hvad han ville, og hun vidste godt hvad hun absolut ikke ville, men lige meget hvor mange gange hun bad ham stoppe, fortsatte han bare. Derfra ligger minderne hen i en tåge, følelsen af sofaen mod hendes nøgne hud, tyngden af Jans krop ovenpå hendes, lugten af hans billige deodorant og hvidløg fra den pizza de havde delt forinden - og så smerten. Den gennemborende, skærende smerte, der fortsatte, igen og igen, indtil han til sidst stønnede voldsomt, fjernede sig fra hende og gik ud på toilettet. Med gråden siddende som en stor klump i halsen havde Signe hurtigt taget sit tøj på, og forladt huset inden Jan var kommet tilbage fra badeværelset.
   Turen hjem havde hun brugt på at tænke det hele igennem. Havde hun selv været skyld i det? Havde hun givet ham forhåbninger? De havde jo været kærester længe, og kunne rigtig gode lide hinanden. Var det bare hende der var pivet? Smerten i underlivet fik hende dog til at beslutte, at dette aldrig måtte ske igen. Hun ville slå op med ham i skolen i morgen, og aldrig snakke til ham igen.
   I månederne efter voldtægten, for det var jo hvad det var, blev Signe mere og mere indelukket, og holdt sig mest for sig selv. Da hun var sammen med Jan var hun en del af den seje klike på skolen, men nu var hun alene. Og så var der det med hendes menstruation. Det var godt nok kun et halvt år siden den kom første gang, men var det ikke meningen den skulle komme en gang om måneden? Ligeså stille gik det op for hende, at det hun havde hørt om og læst i de bøger der stod i bagerste hjørne af skolebiblioteket, var sket for hende. Hun var blevet gravid. Hun turde ikke sige det til nogen, det ville være det samme som at fortælle dem at hun havde været i seng med Jan, og hun skammede sig så meget over det, at hun for alt i verden ville holde det hemmeligt til evig tid. I hendes unge naivitet tænkte hun slet ikke på, at en graviditet ikke kunne ignoreres væk, og efter yderligere et par måneder begyndte maven at bule lidt. Hun skjulte det med store trøjer, men som tiden gik var trøjerne ikke store nok, og til sidste måtte hun gå til bekendelse overfor sine forældre. Hendes mor blev meget forfærdet, og hendes far frygtelig vred, men hun var nu i 6. måned, og en abort var ikke længere en mulighed. Hun hadede Jan for meget til at snakke med ham om barnet, selvom hun ud af øjenkrogen kunne fornemme hans blikke, når hun kom vraltende med den efterhånden meget store mave.
   Graviditeten igennem havde Signe det svært med barnet i hendes mave, hun følte ikke det var hendes, og hun hadede det for at ødelægge hendes liv, men i den sidste måned begyndte hun at nære varme følelser for det. Hun holdt smilende en kærlig hånd på maven når ingen så det, og hun begyndte at forestille sig hvordan det ville blive at sidde med et lille barn på armen eller gå en tur med barnevognen. Hun vidste dog godt at dette kun var drømme, for hendes forældre havde allerede adoptionspapirerne klar. Signe var kun 15 år ved fødslen, og derfor ikke gammel nok til at tage vare på et barn. Og sådan blev det. De sagde hun skulle glemme, komme videre, leve sit liv som om intet var hændt. Men langt inde i hukommelsen lagredes et glimt af et ansigt, små fingre og lyden af en hjælpeløs baby der skriger efter sin mor.
   Signe åbner kortet med rystende hænder. Ordene træder frem på det hvide karton, som om de tvinger hende til at se på dem, læse dem.
   Hej Signe,
   Jeg tror nok at du er min mor.
   Jeg vil meget gerne møde dig.
   Kærlig hilsen Thea

Signe fyldes på en gang af et væld af følelser. Vrede overfor Jan og hendes forældre der tog så meget fra hende den dag, sorg over at miste det lille barn hun havde båret i sig, glæde over at skulle genforenes med barnet og angst for fremtiden og for at miste igen. Tårerne løber stille ned af hendes kinder og drypper på det hvide kort, hvor noget af teksten løber ud. Thea, sikke et smukt navn. Hun har endnu en datter, hvordan kunne hun gemme hende så langt væk i sit dybeste indre? Men hvorfor nu? Nu hvor hun endelig er begyndt at få styr på en almindelig og tålelig tilværelse for hende og Maja. Nu hvor tosomheden endelig kan stå på samme side som lykke og håb? Og hvad mon denne fremmede pige forventer af hende? Hun må være 15 år nu, samme alder som Signe, da hun fødte sit første barn i alt for ung en alder.
   Signe opdager ikke at hun falder i søvn på sofaen den aften, og i hendes søvn hjemsøges hun af den smerte Jan påførte hende dengang for mange år siden, dernæst smerten ved fødslen og ved at den smukkeste lille pige blev taget fra hende. Pludselig er hun i drømmen fremme ved den aften hvor Ole forlod hende, i drømmen hører hun sig selv skrige hans navn ud i natten, desperat og forpint. Hun vågner, badet i sved, da Maja kalder på hende fra sit værelse. Det er blevet morgen. Hun er nødt til at hanke op i sig selv, Maja må ikke se hende sådan her, ude af sig selv og med tårestribede kinder. På vej til Majas værelse smutter hun ind på badeværelset og plasker lidt vand i ansigtet, hvorefter hun tager sit bedste morsmil på, og går ind til sin datter.
   Da Maja om eftermiddagen sidder på stuegulvet, opslugt af at give en af sine nye dukker usynligt mad med en ske, tager Signe igen kortet frem. Nederst har Thea skrevet sit telefonnummer. Hun betragter Maja som hun sidder der i en solstråle fra vinduet. Hvad kunne der ske ved at tage kontakt? Og hvis det førte til mere, ville Maja så egentlig ikke nyde godt af at få en storesøster? Hun havde aldrig tænkt på at få flere børn, og der havde da heller ikke været andre mænd efter Ole, men nu var Thea jo dukket op. Signe mærker et sug i maven, da hun tager sin telefon frem og begynder at formulere en sms:
   Kære Thea,
   Tak for dit brev.
   Jeg vil gerne mødes og snakke med dig. Hvad siger du til en cola på caféen ved rådhuset i morgen kl 15?
   Hilsen Signe
   Det føles mærkeligt at skrive "Hilsen Signe" i stedet for mor. Men Thea har en anden mor, en der har været der for hende hele hendes liv indtil nu. Det giver et stik af dårlig samvittighed i Signe, selvom hun godt ved at hun ikke selv besluttede at Thea skulle tages fra hende dengang. Hvad mon Thea ved om hende og om det der skete? Og hvor meget skulle hun fortælle hende? Det giver et sæt i hende, da telefonen brummer i hånden. Thea var svaret. Hun vil gerne mødes i morgen. Signe fortryder et kort sekund, men trykker så på svar, og bekræfter deres aftale.
   Resten af dagen er Signe ikke særlig opmærksom på det der sker omkring hende. Maja er heldigvis optaget af sine fødselsdagsgaver og passer stort set sig selv. Og næste morgen tænker Signe kun på at få Maja afleveret i vuggestuen og komme igennem sin vagt på tanken, så klokken kan blive tre, og tid til at mødes med Thea. Sommerfuglene i maven formerer sig med lynets hast, og da klokken nærmer sig tre føler hun næsten at hun skal kaste op. Hun drikker lidt efterhånden lunken vand fra flasken i sin taske, og går så hen mod caféen, mens hendes øjne scanner området ude foran for at opdage Thea, hvis hun allerede skulle være kommet. Hun kigger op på rådhusuret, fem minutter i tre.
   Inde i caféen bestiller Signe en cappuccino, og sætter sig ved et bord ved vinduet, for at kunne se når Thea dukker op. Minutterne går, hun nipper til den varme kaffe, udenfor samler mørke skyer sig sammen på himlen og truer med snarligt uvejr. Klokken bliver kvart over tre, så halv fire, og ingen Thea. Signe tjekker sin telefon. Måske er Thea blevet forhindret, og har sendt en besked? Nej der er ikke kommet noget. Klokken er mange, hun er nødt til at gå snart, hun skal hente Maja i vuggestuen. Hun skriver en hurtig sms til Thea, og forlader så cafeen. Udenfor er det så småt begyndt at trække op til uvejr, og de første tunge regndråber rammer hendes ansigt på vej til bilen.
   I dagene der følger venter Signe konstant på at høre fra Thea. Hun prøver sågar at ringe til hende, men får kun fat i en automatisk telefonsvarer med robotstemme. Fortrød Thea at hun havde kontaktet hende? Hun kunne egentlig godt forstå hende, det måtte ikke være nemt som 15-årig at skulle møde sin biologiske mor for første gang. Hvor længe havde hun mon egentlig vidst at hun var adopteret? Og hvad sagde hendes adoptivforældre til at hun opsøgte Signe?
   Fire dage efter det mislykkede møde folder Signe morgenavisen ud, og en isnende kulde strømmer igennem hende. Der, midt på forsiden, er et billede af en lyshåret smilende pige. Et øjeblik tror hun det er et barndomsbillede af hende selv, men selvfølgelig er det ikke det - det er Thea.
   15-årig pige forsvundet på vej hjem fra skole. Politiet beder nu offentligheden om hjælp.
   Signe er lamslået. Hun kan ikke få sit blik fra de uskyldige og sorgløse øjne på billedet. Dette er hendes datter, hendes smukke datter som hun ikke har set siden hun var nyfødt - og hun er forsvundet. Havde hun mon været på vej til deres møde, eller var hun aldrig nået så langt? De var så tæt på at møde hinanden, men noget eller nogen havde forhindret det. Var der sket en frygtelig ulykke? Eller havde nogen taget hende? Signes tanker fløj rundt i et kaotisk sammensurium af følelser, frustrationer og bange anelser, og med ét var hun sendt tilbage til dengang Ole forsvandt - dengang hun blev alene med Maja voksende i sin mave, dengang to ikke blev til tre, men tosomheden blev forseglet da eftersøgningen blev opgivet. For fire dage siden havde de igen været så tæt på at blive tre. Noget i hende tvivlede på at de nogensinde ville finde Thea. Den havde sejret igen - skæbnens tosomhed.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 01/09-2020 08:04 af Sara Engel og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4559 ord og lix-tallet er 32.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.