Tirsdag
Den dag var vores mål at slappe lidt af. Min krop var bare ikke med mig på den tur og ben, fødder og ryg var ikke så glad for de lange vandringer så vi tog det lidt af gangen. Vores mål var Sacre Cæur - en flot kirke der havde det med at befinde sig på toppen af et mindre bjerg. Vi tog metroen så langt vi kunne og da vi steg af tog vi trapperne op og op og op og op og mere op. De virkede som om at de aldrig ville ende. Vejen derhen fra metroen gik op ad - fra bænk til bænk og igennem små hyggelige stræder med mange kunstnere der udstilete deres ting i Paris kunstnerdistrikt Montmatre. Specielt blev jeg bjergtaget af en kunstner der forstod at bruge skrigende orange til at skabe værker af en flot solnedgang.

På vej ned igen fik jeg hurtigt noget der mindede om vabler og derfor var det jo strengt nødvendigt at sætte sig ved en lille café og få en is. Det var ikke fordi at mine fødder blev bedre igen den dag, men da vi nåede forbi Moulin Rouge fandt jeg alligevel lidt gå-power igen. Jeg syntes at det var meget sjovt.
Da jeg ikke kunne gå længere, tilbragte vi aftenen med at læse bøger hjemme på hotellet. Det var faktisk vældig rart og sikkert nødvendigt.

Onsdag gik forbi Louvre-museet. Det var noget af en omgang. Hvor man havde været så positivt overrasket over Notre Dame, så var denne oplevelse som vi virkelig havde set frem til fuld af problemer.
Louvre har nogle sikkert fine beskrivelser under deres kunstværker - uheldigvis var de alle på fransk som vi ikke taler. Det føltes uretfærdigt at betale penge og så opleve at verdens største museum ikke engang skriver på engelsk. Så har de til gengæld en fascinerende ordning hvor man kan leje en Nintendo 3D, som vil fungere som vores engelske guide i samarbejde med en form for GPS. Men da vi ville leje en fik vi at vide at deres udlejning var lukket i "omkring" 2 timer (der var ikke flere tilbage). Da kæresten efter en times tid efterlod mig for at forsøge igen, gik der en rum tid inden han vendte meget skumlende tilbage. Museet forlangt at man efterlod pas eller kørekort hos dem og det havde han ikke lige taget med. Sjovt nok havde jeg som ikke har kørt bil i mange år mit kørekort med og fik reddet dagen på den måde. Men det var RET tilfældigt.
Men det blev ikke perfekt. Uheldigvis var vores oplevelse at Nintendo-tingsterne gik igang ret tilfældigt og nogle gange hørte den ene af os en en historie som den andens var meget tavs omkring. Nogle gange talte de af sig selv, nogen gange måtte man sætte dem igang. Dernæst var der jo langt fra information om alle værkerne. Vores bedste oplevelse med dem var en Masterpiece-tur som fungerede nogenlunde. Men det er bare ikke det samme når man skal kæmpe for at følges ad og når guiden starter i den forkerte ende af rummet.

Uden for steg vores energi igen da vi så den fine indgangs-pyramide, hvor vi har fået en del sjove billeder med hjem. Om aftenen fandt vi vores hidtil bedste spisested i Paris. Et sted med rustikke vægge, tjene i cowboybukser og en meget afslappet stemning. PÅ bordene var der med tusch tegnet forskellige ting og vores var et kranie.

Torsdag
Dagen efter havde kæresten endelig overgivet sig angående at hoppe på turistbusser og også at komme i Disneyland - han havde ellers ikke udvist begejstring for nogen af ideerne, men jeg kunne ikke slippe min barndomsdrøm om at komme i Disneyland - den var for stærk. Så vi købte en billet der med besparelse gav os adgang til begge dele. Dagen gik på toppen af en turistbus og selv om det ikke er så autentisk en oplevelse er den meget rar - den dag kunne jeg begynde at gå rundt igen. På busturen overgav kæresten sig også helt og sagde at det egentlig var en rigtig god idé. Igen var vi forfulgt af automatiske guider der af og til cuttede en god fortælling og så måtte man jo gætte sig til resten.
Om aftenen fandt vi en lidt finere end normalt restaurant som serverede på hvad der bedst kan beskrives som et spækbræt.
I løbet af ugen havde vi talt om at vi skulle til Eifeltårnet igen - for jeg syntes at det var synd at komme hele vejen til Paris uden at komme op i det. Men min kæreste har højdeskræk og jeg vil jo ikke tvinge ham. Der var mange fredelige debatter mellem os om han skulle med op og hvor langt vi i så fald skulle op. Det endte med at jeg tog alene op i tårnet og han ville vente for neden. Der var massere af kø - både op og ned og selv om jeg savnede at dele oplevelsen med ham, var det okay. Jeg var bare lidt ærgerlig over at han skulle vente så længe på mig. Jeg havde ikke mobil med, så kommunikationen var ikke eksisterende. Men jeg fik set byen - utrolig smukt oplyst i natten. Det var også sjovt at se at mens jeg skulle kæmpe for at holde højdeskrækken fra livet, så var elevatorchaufføren så ligeglad at hun sad og læse en bog. Sådan kan tingene jo blive hverdag. Jeg har fået en masse sorte billeder med prikker med tilbage fra mine anstrengelser i tårnet. Det tog mig 2 timer at komme op og ned.
Da jeg endelig kom ned igen blev med det samme hevet af sted af kæresten mod den nærmeste pandekage-stand. Vi havde aftalt at der igen skulle spises pandekager ved Eifeltårnets fod. Kæresten havde oven i købet fundet dette her lille sted, lige ved en lille sø som vi kunne spise vores mad ved. Det var igen et smukt oplyst Eifeltårn.
Som vi stod og snakkede om løst og fast fandt jeg pludselig min kæreste på knæ foran mig med et par ringe. Jeg blev overvældende glad og der er nok ingen tvivl om mit svar. Det hele gik alt for hurtigt og da pladsen ud over at være skøn også var fuld af rotter kom vi hurtigt videre :) Dog ikke før end at jeg var blevet fotograferet fra alle sider med ringene i min varetægt (og chokolade på hagen).

Men NU er jeg forlovet. Jeg kan næsten ikke have ordet i mine tanken - det er for stort. Min forlovede og jeg gik videre ud i Paris's gader og hjem mod vores hotel.

Fredag var Disneyland dag kombineret med "yay! vi er forlovet" dag. Det viser sig at min kæreste har ville fri længe - jeg har bare været god til at forpurre hans planer. Fx. var det ikke meningen at jeg skulle have haft en helikoptertur i julegave.
Disneyland var fuld at tegnnefilmsinspireret musik, lange, lange køer og en bernlig skønhed. Jeg var vild med det og min forlovede var igen vundet over og syntes at det var pengene værd. Det var virkelig barnlig glæde og forlovelsesglæde blandet sammen. Vi så deres flotte Tarzan og Jane show og vi var heldige med vejret - det begyndte at regne i en halv times tid omkring kl. 18, hvilket jog nogle af de andre gæster hjem. Vi fik spist i en kæmpehal som mest mindede om McD tilsat tegnefilm. Jeg bestile en burger uden løg og tomat og fik flere løg end min kæreste gjorde. Samtidig manglede vores dessert og ketchuppen var der som altid for lidt af. Nå ja.
Det bedste var afslutningen. Et voldsomt flot lys, springvands og fyrværkerishow der satte prikken over i'et og gjorde investeringen det værd.