Jeg elsker opmærksomhed!!!
Det havde jeg altså lige brug for at komme ud med :P

Jeg har pakket i dag. Ikke fordi jeg er færdig endnu, for det bliver jeg nok aldrig, men jeg kan godt overleve med de ting, jeg har pakket nu!
For satan da! Jeg skal flytte til en ny region og starte på et nyt gymnasie allerede i næste uge! Jeg er så fucking nervøs!

Alle disse totalt latterlige tanker spøger i mig konstant:
-Hvad nu hvis jeg ikke får nogle venner?
-Er de meget anderledes, så jeg kommer til at være out?
-Er jeg blevet snobbet, for det er i hvert fald ikke noget godt?
-De kender alle sammen hinanden!
-Jeg DØR!

Jeg er så bange for at blive upopulær, eller at virke for frembrusende.
Jeg ved, at jeg tror alt for meget på mig selv! Da jeg startede på min højskole, har folk senere fortalt mig, at de troede, jeg var en af de gamle elever, siden jeg bare snakkede med alle, og at de ikke turde snakke med mig, fordi de ikke var selvsikre nok!
Pjat med dem! Men hvis nu folk også er sådan, der hvor jeg flytter hen nu, så kan jeg da nemt blive ret upopulær!?

Frygten for at ende alene er stor. Hvis jeg ikke får nogle venner, kommer jeg til at sidde alene, ligesom jeg gjorde ovre i USA (hvor jeg dog havde venner, de boede bare utroligt langt væk fra mig!), og jeg kan ikke klare at være alene. Jeg føler mig ensom, og så bliver jeg angst.
Altså ikke i så slem grad, men jeg bliver meget selvkritisk og nedtrykt.

Jeg er bange for, at jeg ikke succere, og at jeg må opgive igen! Sandheden er jo, at jeg har opgivet, det jeg er startet på efter sommerferien i de sidste to år!

Jeg har forsøgt at snakke med min mor om alt det her, men det er svært, for hun bliver ved med at sige, at jeg bare skal tænke positivt!
Jeg tænker faktisk rigtig positivt omkring det hele, men jeg bliver bare nød til at dele mine bekymringer med en eller anden, ellers sprænger jeg i luften..

Det hun siger, er i det hele taget ikke beroligende nok, og i og med jeg i forvejen føler mig presset, pga. uvisheden om min fremtid, så har jeg en rigtig kort lunte, så jeg bliver som regel rigtig ked af det, eller også bliver jeg sur på hende, fordi hun ikke lytter nok, så hun kan sige noget fornuftigt!

Det eneste hun har sagt, som jeg kan bruge til noget er, hvorfor det er okay, at jeg har droppet det, jeg oprindeligt var startet på i de sidste to år.
Det første år droppede jeg handelsgymnasiet, men det var fordi, jeg var blevet presset til at gå dirkete i gymnasiet, selvom jeg bare selv ville på efterskole - og som hun siger, så var det nok den helt rigtige beslutning, da jeg endelig fik lov til at tage på efterskole!

Det andet år droppede jeg at blive i USA et helt år.
Hun siger konstant, at det ikke var min skyld, at jeg endte, der hvor jeg gjorde, med de sindssyge mennesker jeg gjorde - men det faktum har jeg svært ved at tro på.
Det gik mig så meget på, fordi det var det jeg ville, men jeg ikke kunne gennemføre det, og jeg har aldrig fået det gennemarbejdet. Jeg tvang bare mig selv videre, fordi jeg var bange for at gå i stå.
Men når jeg snakker med andre mennesker, om den situation jeg havnede i, eller når jeg taler med mine veninder, der også skulle have været eller var et år i USA, så kan jeg godt se, at den situation jeg havnede i, var urimlig og umulig. Men desværre kan jeg kun se det i lige præcis de to situationer!

Da jeg kom hjem fra USA, tog jeg ½ år på højskole, hvilket bestemt heller ikke har været en dum beslutning, og hvis jeg havde chancen for at gøre det om, så ville jeg aldrig gøre det!

Men derfor er jeg lige bange for at starte i gymnasiet og gå ud som en fiasko!
Jeg er jo gammel! Altså ikke sådan, at mit biologiske ur tæller, og jeg skal skynde mig at få børn før det er for sent, og heller ikke fordi jeg er begyndt at få rynker og sådan, men jeg er ved at være gammel til gymnasiet!

Det er bare kommet helt bag på mig! Hvordan er jeg blevet så gammel? Hvad skete der lige for at være 15 år!?

Jeg er glad for, at jeg ikke er gået den direkte vej til gymnasiet, men jeg skal også bare gennemføre nu eller aldrig!!

Umoden er jeg også! Dengang jeg var 10-12 år gammel, fik jeg altid at vide, at jeg var meget moden af min alder, og det hang ved, indtil jeg blev 15-16 år gammel, så stoppede det ligesom, og det har været hårdt!
Dem jeg plejede at hænge ud med, er blevet utroligt voksne i forhold til mig, og dem jeg egentligt er ligeså gamle som, er lige pludselig ligeså modne som jeg selv!
Det er forfærdeligt! Jeg er stoppet med at blive ældre, men alligevel fylder jeg 18 (!) år på søndag!

Mig 18!? Nej, det tror jeg ikke!!
Jeg er altså kun 15!! Og det vil jeg gerne blive ved med at være for evigt!! :D

Fjollet som jeg er, har jeg i mange dage været på udkig efter nyt sengetøj (hvilket ikke er det fjollede, for det har jeg faktisk brug for!)
Men jeg har ikke kunnet finde noget, derfor var det meningen, at jeg skulle tage til Ikea med min far i morgen for at kigge på deres udvalg, men pludselig kommer jeg i tanke om, at Vang, som jeg droppede meget kynisk tidligere i sommers, vist nok arbejder i Ikea her i ferien, så jeg ville meget gerne undgå at tage derud!

Det lykkedes mig heldigvis at finde et pænt guld og hvidt, og et sort og hvidt sæt sengetøj i Jysk i dag! Så jeg behøver ikke tage til Ikea, og hvor kan jeg dog bare ånde lettet ud!
Desuden kostede det ene kun 75 kr., mens det andet kostede 130 kr., hvilker er skønne priser, når man i flere dage, har kigget på sæt til 400-600 fucking kr. stykket!