En sen nattetime her ved computeren – kan ikke rigtigt tage mig sammen til at blive færdig til at gå i seng… Peter sover på sofaen lidt småsnorkende, og hans hund sover på gulvet lige ved siden af ham.

Jeg småfryser og overvejer om jeg gider at hente en trøje at tage på armene. Det skyldes jo nok at jeg er ved at være træt og søvnig, men også at det har været en rigtig trist dag her hos os.

Vi vågnede i morges ved telefonens kimen – det var min exmand, der ville fortælle, at han havde set vores kat, Frida, ligge i vejsiden ikke langt her fra. Og sådan var det, desværre var det hende.. vores dejlige Frida, som vi har været så helt utroligt glade for alle sammen, ramt af en bil i nattens løb.
Peter hentede hende herhjem, og jeg græd bare, kunne slet ikke samle mig om noget. Peter begravede hende i nærheden af Speedy, den anden kat, som vi mistede sidste sommer.
Mine tanker var allermest på Lene, min datter på 16, som har holdt så uendeligt meget af Frida. De to har nærmest været uadskillelige.. det har næsten været utænkeligt at se Lene her uden at ha’ Frida i armene eller inden for rækkevidde, så det var muligt at kæle for hende.
I går var det Fridas 1-års fødselsdag, og Lene havde lavet et fødselsdagskort til hende bestående af pålægschokolade med bogstaver på, der dannede hendes navn… det var et kosteligt syn, da Lene satte Frida på bordet for at gi’ hende gaven – Frida var ganske forvirret, for man må da ikke komme på bordet..?? Heldigvis har vi billeder af denne sidste gode dag med vores elskede kat.
Jeg kørte hen til Lene, der jo bor hos sin far, over middag og fortalte hende, hvad der var sket, ååhh hvor var det hårdt for os begge to. Det var næsten ikke til at få ordene over læberne, jeg vidste jo hvilken smerte det ville gi’ hende. Nogen gange synes livet alt for hårdt..!

Vi bor et uheldigt sted, hvad angår at holde kat. Landevejen går lige forbi huset her, og bilerne kører ofte alt for stærkt. Lige over for os er der en stor rapsmark, der i øjeblikket er meget flot og meget gul, og denne mark har Frida slet ikke kunnet stå for, så hun er løbet over vejen mange, mange gange i den sidste tid… Selvfølgelig har vi hele tiden vidst, at risikoen var der for at hun ville blive ramt af en bil… det samme skete jo med Speedy dengang, så egentlig har det blot været et spørgsmål om, hvornår det ville ske – om vi ville være heldige, at der kunne gå nogle år, eller… ja, nu kender vi så svaret.

Peter tager tilbage til Ålborg mandag morgen og begynder at arbejde igen, Frida er væk – så hold da op hvor kan jeg næsten ikke holde ud at tænke på, hvordan alting vil være i næste uge. Lene snakker om, at vi skal ha’ en ny kat, men jeg ved altså ikke, om jeg vil lege med skæbnen endnu engang… men jeg tænker da også på, om tomheden vil blive alt, alt for stor, når jeg nu bliver helt alene igen. Jeg ved det ikke… jeg ved bare, at det gør så frygteligt ondt at tænke på det lille dyr, der nu ikke er her mere. Jeg håber bare, at hun fik en hurtig død, at hun ikke har lidt.

Jeg vil snart i seng nu – jeg fryser stadig, og det hjælper ikke at sætte ord på lige nu.

Heldigvis har jeg/vi et Fyldepenne-træf at koncentrere tankerne om, så det vil vi gøre i morgen..! Livet går heldigvis videre....



Kærligst
Wildrose