"Goddag, det er livet, må jeg komme indenfor?"
   Det var sådan det hele startede for to år siden.
   Sommerferien var slut og Anne Mette havde meldt sig til 10. klasse og skulle nu til at begynde.
   Hun flyttede til byen midt i 7. klasse og havde nu gået på skolen siden, efterskole havde hun ikke råd til, men egentlig heller ikke lyst.
   Problemerne ville ikke forsvinde af at hun kom på efterskole, de ville bare komme igen når hun var hjemme.
   Hun måtte selv finde en måde at komme ud af broderens klør på!
   Anne Mette havde altid hadet at være hjemme. Når hun kom fra skole var broderen og hende altid alene, hun vidste hvad der ofte skete, men kunne ikke undgå at tage hjem.
   Men pludselig en dag, kort tid efter hun var begyndt i skole igen, bankede livet pludselig på en dag. Det var ikke bare de ugentlige reklamer og avisen der kom, denne gang indeholdt avisen livet i egen høje person.
   Nu var det bare op til Anne Mette at lukke livet ind, men var hun klar til det, og ikke mindst; turde hun?
   Anne Mette havde længe drømt om at komme ud af det helvede hendes bror havde sat hende i, men vidste ikke hvordan? Hendes forældre ville nok alligevel ikke tro hende hvis hun sladrede om broderen.
   Så i første omgang lod hun livet ligge og vente, og turde ikke lukke det ind, det var for stort et skridt.
   Men en dag kom hun igen i tanke om det der havde stået i avisen, den lille artikel om en familie der boede omkring Århus som havde søgt en ung pige i huset.
   Hun kunne godt tænke sig at prøve det, og det var jo alle tiders til at hun så kom hjemme fra, og så ville broderen nok stoppe sine tilnærmelser til hende.
   Der var kun 14 dage til hun blev 16, så hun ville være 17 når hun var færdig med det år, så kunne hun jo godt flytte for sig selv, og begynde på gymnasiet.

Hun gav det en chance, der kunne jo ikke ske noget ved at forsøge!
   Så hun fandt avisen frem og ringede til nummeret der stod i avisen.

"Det er hos familien Haagerup, du taler med Annette."
   "Ja, goddag, du taler med Anne Mette Jensen, jeg har læst jeres annonce i avisen, og ville gerne søge jobbet og høre lidt mere om det."

Derefter fik de sig ellers en lang snak, og aftalen var at Anne Mette den følgende weekend skulle komme og besøge dem.
   Hun var til jobsamtale, og fik jobbet, der var tre børn, to piger og en lille dreng, det var jo alle tiders, hun havde altid været glade for børn.
   Det skulle nok komme til at gå!
   Planen var at hun skulle flytte op til familien den weekend hun havde fødselsdag. Hun gik og glædede sig.

Men i mellemtiden var der kommet et problem i vejen, Anne Mette var blevet gravid, og vidste det kun kunne være broderen. Hun måtte have hjælp, og fik det, men det indebar at broderen blev meldt for overgreb.
   Kunne hun det? Ville hun kunne beholde jobbet?
   Anne Mette flyttede op til familien som aftalt, i første omgang uden at fortælle dem noget om det som nu var hændt. Men hun skulle hjem til afhøringer osv. så hun var nød til at fortælle det, men turde ikke.
   Hun fik sin sagsbehandler Karen Lis til det, og aftalte at hun skulle køre i byen en times tid, så ville Karen Lis ringe og tale med Annette om hendes situation.
   Hun var bange for at miste jobbet pga. det, for hvad ville de dog ikke tænke?
   Hun kørte ind til byen som aftalt. Da hun kom hjem kom Annette ud og lagde armen om hende, og sagde at hun var frygtelig ked af det som var sket, og at hun ikke skulle være bange for at miste jobbet. De ville selvfølgelig hjælpe hende så godt som de kunne.
   Men om aftenen havde de en lang snak inde i stuen efter ungerne var blevet lagt i seng, og blev enige om at det nok var bedst hvis Annette snakkede med Karen Lis og der så blev fundet en plejefamilie til hende, som kunne give hende den nødvendige støtte, for det ville hun uden tvivl få brug for.
   Anne Mette var ked af at skulle flytte, hun var allerede blevet glade for børnene og omvendt, men hun kunne godt se at det nok var det bedste for hende selv.
   Så Annette tog dagen efter en snak med Karen Lis igen, som derefter gik i gang med at søge efter en familie til hende, under alle omstændigheder kunne hun ikke flytte hjem igen.

I første omgang havde hun ladet livet ligge og ventet ude på trappen, men lukkede det derefter ind.
   Hun kom i en sød plejefamilie hvor hun begyndte at få noget hjælp.
   Anne Mette var glad for den beslutning hun havde taget; at lukke livet ind alligevel. Men hun havde svært ved at tro på, at det virkelig var slut, ville broderen virkelig aldrig gøre hende fortræd igen? Det måtte være en drøm, seks lange år med hans tilnærmelser var nu slut, Anne Mette var lettet, nu kunne hun endelig få det liv som han havde taget fra hende.