Han har sorte øjne, fyren der bor i lejligheden overfor Britts. Hans hår er også sort, og han går ligeledes altid klædt i sort. Læderjakken, som er en fast del af hans beklædning, glinser blankt i dæmpet lys, og altid følger et dunkelt lys ham som en aura af melankolsk skønhed. Britt observerer ham ofte, mens han højtideligt maler sine negle med sort neglelak. Det sorte understreger det had og det oprør, som han intenst udstråler overfor sin omverden.
   Den ækle, lille forstad, som de bor i, har tilsyneladende fyldt ham med oprør. Britt har, siden han flyttede ind i sin lejlighed for over et år siden, været dybt fascineret af ham, fordi hans fremtoning danner skarp kontrast til forstadens småborgerlige, tavse eksistenser. Han er ikke gennemsigtig ligesom alle de andre folk Britt observerer i sin dagligdag. Han er blevet en sand myte i Britts liv med sin fjerne, arrogante attitude og sin måde tavst at udtrykke melankolien, der til stadighed tynger i luften blandt matte, grå skyer. Han virker fanden-i-voldsk og samtidig uudtømmelig for poesi, høje tanker, længsel og smerte. Tvetydigheden gør Britt ør i hovedet. Hun forsøger at finde ud af ham. Hun fantaserer om ham, prøve at knække adgangskoden til hans forunderlige, skæve univers. Alle forestillingerne flyder rundt i hendes hoved et eller andet sted hinsides den konkrete verden. De besætter hende og hører aldrig op med at svæve. De blokerer for hendes fornuft, de forhindrer hende i at sove. Snart rager de så højt op, at hun føler, at de er et sted højt oppe i himlen, hvor hun ikke kan bringe sit sind ned på jorden igen.
   Han bor alene i en af de øverste lejligheder i blokken. Hun prøver at læse tankerne som danner furer i hans ansigt, når han sidder til skue ved sit vindue. Hun kender ikke engang hans navn, og det er svært at danne sig et realistisk helhedsbillede af ham. Intet er tilstrækkeligt i forstadens kolde, isolerede verden. Den smerter dybt i hende.
   Hendes verden er fuld af tomhed og ekkoer i hendes hoved, så hun føler, at det truer med at sprænge i luften. Hvis det en aften, mens hun sidder og spejder efter ham, viser sig, at han ikke er hjemme, går hun i panik. Det bekræfter hende i, at han er det eneste hun stadig lever for. Det er uendelig tragisk, men hun har i sin underbevidsthed ophøjet en person til en nærmest gudelig status - uden at hun overhovedet kender ham. Hver gang hun ser ham, fyldes hendes hoved med dunkende musik, der lynhurtigt breder sig til hvert fiber af hendes krop. Hun føler det som om hun er ved at gå i opløsning, når den når hendes underliv som ekspanderende serier af elektriske chok. Hun nærmer sig bristepunktet af lyst - han er hendes gud.
   Når hun pludselig ser ham komme gående på gaden blandt højhuse og biler, ændres hverdagsbilledet fra ligegyldig intethed til et sanseligt forstandsdrama, hvor han er hovedpersonen. Det synes ingen ende at tage. Hun er blot en ydmyg tilskuer til dette drama, når hun ser ham for sig og sanser gadernes tavshed blive brudt af hans rytmiske skridt, når han dovent slændrer hen ad fortovet med let æggende hofter. Når hun senere genkalder sig billedet af ham på gaden, ser hun ham altid gå mod slipstrømmen, mens han fører sit eget liv og tilsyneladende er skide ligeglad hvis ingen forstår ham eller gider at tage ham alvorligt. Ingen andre end ham tør være så original i Jantelovens centrum. Folk hér ville mene at han blot prøvede at skille sig ud for at få opmærksomhed. I forstaden ser man ikke bag facader af angst for at blive blottet, og indbyggerne stener enhver form for livspoesi med deres ensformige tankegange. Forstadens indbyggere vil ikke Britt det godt, og hun hader dem brændende. Hendes liv er blevet en evig jagt på de svævende øjeblikke, hvor hun kan se sin gud. Det er sygeligt, det tager fornuften fra hende, men hun har længe ikke kendt noget alternativ.
   Forstaden er lille, og langsomt er det lykkedes hende at komme i kontakt med et par af de fyre som han plejer at hænge ud sammen med. De er ikke ligesom de enfoldige idioter, hun ellers kender i byen. De har smukke navne, hvis klang lyder internationalt, og som føles blødt, når man udtaler dem: Simon. John.
   Hendes guds bekendte er ligeglade med, om hun følger forstadens uskrevne regler for, hvordan man bør opfatte livet, og hvordan man bør iscenesætte sig selv.
   Simon og John deler en lejlighed et par gader væk fra Britts, og hun har fundet ud af, at man har ret til at komme og gå som man ønker, når de først har anerkendt én. Når først man har fået den anerkendelse, der følger med, når man er i stand til at deltage i deres samtaler, som foregår på et højtsvævende filosofisk niveau. Simon og John kender til Britts abstrakte tanker. Det gør hende høj at deltage i deres samtaler, og gennem dem forsvinder følelsen af at være malplaceret, mens hun taler sig varm og fornemmer de andre anerkende det hun siger. Når John, Simon og de andre, som kommer i lejligheden, er samlet, foregår alting i et helt andet luftlag, hvor den udenforstående menneskemasse køligt med en vis skepsis. Dem der kommer i lejligheden er specielt udvalgte. Undergrundens lukkede kreds af hverdagspoetiske sjæle, der ikke har kunnet finde sig til rette blandt masserne. Hun bliver nærmest afhængig af at komme i lejligheden, og hun tilbringer mere og mere af sin tid der - pjekker fra skole, stikker af hjemmefra - det føles så rigtigt.
   Få gange er hendes gud selv tilstede, når hun sidder i Simon og Johns lejlighed. Så sidder han og ryger og taler lidt i sorfistikerede, korte særninger. Eller også kommer han bare og stiller forhastede spørgsmål om ting, som Britt aldrig når at opfatte hvad er, før han forsvinder igen lige så pludseligt som han kom. Til hendes store sorg er han der sjældent om aftenen. Om dagen arbejder han ikke, men om aftenen er han optaget af sine projekter. Her arbejder han intenst og fortsætter til langt ud på natten, hvorefter han sover til det er højlys dag. Britt er parat til at dø for at se mere til ham, men alligevel nærer hans lyssky tilværelse hende den dybeste respekt.
   Hun ved, at det ikke er ligegyldige projekter, han arbejder med. Langsomt og diskret, uden at lade sig afsløre af nogen, har hun snuset sig frem til, hvad der optager ham ud på de små timer. Hun har set ham vise de andre små, krøllede papirark med snørklet skrift, og fra sit vindue har hun set ham sidde på sengen i sin lejlighed med en guitar, som han holdt så ømt som var den et levende og yderst skrøbeligt individ. Han strøj sine fingre op og ned ad den, og hun bemærkede, hvor smukke, tynde og lange hans fingre var. Og åndeløst havde hun ønsket, at hun selv var guitaren og modtog al den kærlighed og fordybelse. Hun ved, at han spiller i et band, som Simon og John også er medlemmer af. Hun ved, at han drømmer intenst om kunstnerisk revolution, om rampelys om storhed og om at vise, hvem han virkelig er. Hun ved, at det er denne poesi, han formidler ned på papirlapperne, og hun kan gennemskue hans budskab blot ved at se på ham.
   En frostkold novemberaften ved hun ikke, hvad hun skal gøre ved sig selv. Efter at have forladt hjemmet, vandrer hun forstadens mørke gader tynde, indtil hun runder sin sene udflugt af med at sno sig op ad trapperne til Simon og John. Senere, da de har siddet og hørt Bowie og Lou Reed, ser hun ingen grund til at gå hjem, alt virker så meningsløst og hun føler sig tom. Der er ikke noget at vende hjem til, hun har ikke set sin gud i vinduet længe. Faktisk fatter hun ikke, hvorfor hun ellers altid plejer at komme hjem, selvom hun tit sværger ved sig selv, at hun vil væk.
   Gæstemadrassen ligger centralt på gulvet i stuen og benyttes jævnligt af folk, der af den ene eller den anden grund mangler tag over hovedet for en nat eller to. Der er ingen lagen på den, men det er der ingen, der tænker på. Britt ligger søvnløs og fuld af indre spændinger mens hun lytter til Simon og Johns åndedrag indefra soveværelset og til gadelarmen udenfor: Biler, der suser forbi, jukeboksmusik der strømmer ud fra værtshuses åbne døre, fulde menneskers larmende konversationer, en hankat, der udstøder et skingert hyl i en baggård et sted i nærheden; velkendte nattelyde, som hun plejer at elske. I nat giver de hende ingen tryghed. Hun føler sig isoleret i den lille, beskidte lejlighed, og hun fryser. Gæstedynen er kold og fugtig, og hun skutter sig i sin tynde t-shirt, som er alt hun har på ud over trusserne. Med ét lyder der skridt på trappen, og hun hører, at nogen tager i døren ud i opgangen. Frygten stiger op i hende, adrenalinen begynder at pumpe i hendes blod og danner små perler af koldsved over hele hendes krop, men der går ikke lang tid, før hun erfarer, at personen der træder ind ad døren hverken er en indbrudstyv eller en voldsmand. Det er ham. Hendes gud! Tilsyneladende kommet for at aflægge et af sine sene besøg hos sine bandkammerater. Men hun tænker ikke på, hvad han vil. Mærker kun hvordan hendes øjne spiler sig vidt op, og hvordan hver eneste muskel spændes. Hun er helt stille og synker den ene klump efter den anden. Hun tør ikke andet end at imitere en dyb søvn. Han går lidt rundt i lejligheden som for at undersøge, om der er nogen hjemme, og imens kan hun se konturen fra hans krop. Hun føler sig dum, fordi hun ikke lader ham vide, at hun er vågen, men hun tør ikke. Kan ikke. Hun kan heller ikke stoppe varmen i at stige op i kroppen. Hun fryser slet ikke mere. Med den ene hånd i munden for ikke at komme til at skrige og den anden placeret mod brystet, observerer hun ham gå ind på Simon og Johns værelse, hvor han står lidt i døråbningen og ser ud til at prøve at vurdere, hvor langt væk de to fyre er i deres søvn. Så vender han sig om igen og lister hen mod døren. Skal lige til at gå, da han får øje på Britt. Han stirrer på hende et øjeblik, hvorefter han åbner døren og træder ud af den. Han skal lige til at lukke den efter sig, da løfter hovedet med et sæt. Han må ikke forlade hende nu!
   - Hvad vil du? Hører hun sig selv udbryde i hastigt sprog og mærker, hvordan lydbølgerne skarpt bryder nattestilheden og flyver gennem den tunge svale natteluft og når hans øre. Hans blik flakker lidt, nærmest som bliver han forskrækket over hendes pludselig udgydelse, indtil hans blik i en afmålt bevægelse slår ned på hende:
   - Hmm... Bare kikke forbi! Jeg kunne ikke sove, og så ville jeg se, om drengene også havde det sådan i nat...
   Hun observerer hans munds bevægelser mens han taler. Glemmer sin lette påklædning og sætter sig op i skrædderstilling. Nu ryster hun virkelig, og gåsehuden kilder ned ad ryggen, mens hun forsøger at samle ord nok sammen til et svar. Nogle usammenhængede ord presser på hendes læber, men de bliver aldrig lukket ud som sprog. Hun kan ikke koncentrere sig om at forme en hel setning. Han kikker jo sådan på hende - og hele vejen igennem hende. Læberne opgiver at verbalisere sig og former sig i stedet til et forløst smil: Hun er søvnløs sammen med verdens smukkeste menneske. Først strejfede det hende, at hun aldrig ville turde kikke ham helt ind i øjnene, men pludselig zoomer hendes pupiller sig ind mod hans og bider sig fast i et gensidigt undersøgende blik, automatisk. De er stadig begge tavse. Lysår senere sænker han blikket et par centimeter og ser fjernt og søgende på sin egen skygges silkeagtige kontur. Han væder sine læber med en smidig tungespids og åbner munden:
   - Vil du med ud? spørger han med en stemme som lyder resolut - som havde han en mission, der nu skulle fuldføres. Som var en genial idé netop kommet til ham. Som var Britt et element i hans taktiske plan. Men samtidig er stemmen nærmest frygtsom. Bølgende og fjern - ikke mekanisk og monoton i klangen som en taktikers upoetiske udlægning af sin slagplan. Hans stemme er autentisk netop nu og bryder gennem mørket som tusindvis af små klokker hvis samspil danner en rytme så smuk at tid og rum opløses i musik:
   - Her er alt for afsides, fortsætter han. Hvis du går med mig, kan vi tage et nyt sted hen. Han rejer sig. Går hen til døren.
   - Kommer du, Britt? Vil du med væk?
   Han kender hendes navn! Det overrasker hende, da de aldrig før har udvekslet et ord. Hun er åbenbart alligevel blevet observeret. Hans kølige måde at observere på. Storslået. Pludselig forsvinder følelsen af lammelse fra hendes krop. Hun rejser sig og tager ugenert bukser, jakke og sko på.
   - Ja, jeg kommer. Jeg på vej. Idet de sammen glider ud af døren erfarer hun, at det føles naturligt at tale i hans nærvær. Hun er ikke bange.
   Nede på vejen peger han ud i æteren med hele armen. Denne vej. De går mod stationen. Da de ankommer, holder et tog på perronen som en mørk, lang slange, der strækker sig tungt ud gennem mørket. Frosten stiger hvid og spøgelsesagtig op mellem skinnerne. Han tager hendes hånd mens hun indtager natten gennem øjnene. Så ser han fast på hende og hiver hende i armen:
   - Kom, vi skal med, det er nu. Gennem natten!
   De stiger ind i toget idet konduktøren fløjter afgang så det runger i forstadens skrøbelige krater. Så kører de. Fragmentiske udsigtsbilleder af byen passerer forbi Britts blik. De sætter sig ved siden af hinanden på gulvet i togets gang. Hun rører forsigtigt ved hans jakkeærme som for at forvisse sig om at han er virkelig.
   Den store maskines hastighed stiger. Det føles som at flyve ind i en anden tidszone. Autensiteten tager til. Britt fatter ikke hvad der sker. Hun prøver heller ikke på det. I stedet taler de sagte og dybt så ordenes blødhed forenes med natten udenfor, og hun smiler bag en behagelig omtumlethed. Alting føles som et stort rum. Og de er på vej væk nu. Gennem natten uden at vide hvad der venter på den anden side.