Blinket glimter i vandet, snøren er bundet stramt om ringen, fikserer, strammer. Knuden kan ikke gå op.
Fisken ser glimtet fra blinket i solstrålerne. Det er lang tid siden ørreden har spist, maven skriger på føde, finnerne basker som fluen på fluefangeren i loftet. Distancen til fisken mindskes for hvert sekund, tættere og tættere kommer fisken på det indbydende smukke blink, den gaber, kæberne lukker sig om blinket, den har ikke tanke for trekrogen der sætter sig fast i gane og undermund.
Pludseligt er rollerne byttet om, nu er det blinket der trækker afsted med den uvidende paniske fisk. Den kæmper for sit liv, kan mærke vandet forsvinder over dens slanke ryg, og pludseligt bliver den trukket ud af det våde element, gispende bliver den lagt i det fine strandsand, kæmper for at få vejret, solen og varmen tørrer den ud uhyggeligt hurtigt, inden den registrerer udtørringen af skællene rammer stenen hovedet og alt bliver sort..