Der var engang en kvinde der talte til 10, og bagefter gjorde hun det igen og igen og igen... i flere timer.
Hun gjorde det lige indtil tallene, der kom ud af hendes mund, ikke længere lød som søvnige snøvlerier fra en værthusgæst, der for lang tid siden burde være gået hjem, eller som en forstoppet håndvask.
Først der forsøger hun forsigtigt at bevæge sine fingre på venstre hånd, hun holder vejret i angst for om de ville reagere på hjernens kommandoer eller ej. Og med den ufattelige glæde der ligger i forløst længsel, ser hun at fingrene langsomt besvarer hendes indre råb. Langsom glidende vals henover bordkanten.
Hendes hjerne forsøger nu forsigtigt at sende information af sted til venstre arm: Løft dig! ...Og armen løfter sig... langsomt, men den gør det, med besvær, men den gør det.
Kvindens hjerte banker hurtigt nu og svedperler springer frem på hendes ellers kolde pande. Hun bliver grebet af stille eufori og tæller og tæller og tæller til 10, lige indtil hun kan genkende sin stemme som sin egen.
Den tomme rødvinsflaske på bordet, det ene tomme glas, det fyldte askebæger, mørket udenfor, den intense snorken fra soveværelset, den næsten lydløse puslen af dyne fra børneværelset står igen klart for kvindens blik og øre. Lige så klart som guldringen på hendes ringfinger lyser i skæret fra stearinlyset, i den ellers mørke store tavse stue.
Kvinden tager forsigtigt en dyb indånding og forsøger at rejse sig. Det lykkes... med spæde skridt går hun som i trance hen til telefonen og ringer til nummeroplysningen.
'Jeg vil gerne ha' nummeret til Frederiksberg Hospital.'
'Ja, nummeret er...'
Damen i den anden ende af røret har forstået de ord, der kommer ud af kvindens mund, og kvinden smiler for første gang i mange dage.
Nu åbner hun de franske døre indtil soveværelset, ...hun ser ham ligge der... snorkende, og fornemmer hurtigt den lugt af sur alkohol-ånde der fylder rummet, som en tågedis. Med rolige skridt går hun gennem rummet, hun sætter sig langsomt på sengekanten og rusker i ham. Men manden viser ingen tegn på kontakt. Kvinden rusker i manden igen.
Med nogenlunde klar høj stemme siger hun:
'Jeg tager på Frederiksberg Hospital, der er noget galt...'
Den monotone lyd af snorken fortsætter ufortrødent. Kvinden gentager sig selv
'Jeg ta'r på Frederiksberg Hospital nu.'
Efter et par gange vender manden sig døsigt i sengen, og uden at åbne øjnene siger han:
'Ja, gør du det.'
Der er skabt kontakt.
Han vender sig om igen, og hans krummede ryg gemmer sig under den svedige dyne.
Kontakt slut.
Hun rejser sig, taxaen kommer, afgang. Kontakt. Hvide kitler. Undersøgleser. Nåle under fødderne. Hold min hånd. Klem til. Kan du se hvad der er derovre?
Mekanisk. Robot. Lystrer. Ser intet. Andet end ringen på sin finger. Hører hvisken fra rummet ved siden af. Sygeplejersker der bliver til Elefantfruerne i Dumpo ... ja, havde det været mig der lå der, ville jeg da ha' min mand var der ved min side... tænk, kun 35 år... sund og rask og ved du at hun har tre børn... det er da forfærdeligt...
Stilhed.
Tårerne presser på, men kvinden vil ikke græde. Guldringen lyser hæsligt, som de stållamper der hænger over hendes hoved.
Enestue. Sygeplejersker. Læger. Det er nat. Hvorfor kommer de hele tiden ind? En hånd aer forsigtigt hendes kind. Piller.
'Forsøg at få sovet lidt, du kære.'
Og det eneste kvinden ser i sine drømme er køer, gravide store uformelige drøvtyggende sortbrogede malkekøer. Og manden. Han sidder og tygger drøv. Sammen med køerne.
Da manden endelig besøger kvinden på hospitalet kigger hun på ham. Hun forsøger uden held at holde hans blik fast ved sit. Manden siger ikke et ord. De sætter sig ud i bilen og kører af sted i tavshed.
Og ugerne går i tavshed, månederne med. Manden drikker sin rødvin i tavshed. Kvindens skrig bliver skreget i tavshed.
En morgen rejser kvinden sig fra stolen og så tæller hun til 10. Én gang. Inden hun lukker hoveddøren bag sig.